Kampen om overskrifterne

EU-VALG: Med spirende medieinteresse er kampen om avisoverskrifterne for alvor gået ind for de danske spidskandidater til EU-valget. Kun Bendt Bendtsens omtale er for nedadgående.

Efter en langsom opstart, hvor valget til Europa-Parlamentet var reduceret til Bendt Bendtsens jagt- og golfture, spirer interessen nu så småt. I sidste uge toppede dækningen indtil videre med 78 historier dedikeret til EU-valget i de landsdækkende aviser. En markant stigning, eftersom dækningen ikke har været over 60 historier før.

Fra midt til slut i marts, uge 11, 12 og 13, var valgkampen til Europa-Parlamentet groft sagt reduceret til en enkel spidskandidat; Bendt Bendtsen.

Konservatives spidskandidat udløste en mediestorm, da det kom frem, at den tidligere minister havde brudt våbenloven og gjort brug af ministerbil til jagt- og golfture. De tre stormfulde uger trak 75 avishistorier til Bendt Bendtsen, viser Altinget.dk-målingen, der er foretaget af Infomedias Analyseafdeling. Bendtsen ejede scenen, omend det var med negativt fortegn.

I de sidste uger har Bendtsens omtale været for nedadgående. Det på trods af, at det vakte genlyd i pressen, da spidskandidaten udtalte, at Tyrkiet var uegnet i EU. 

Hvem er så kommet bedst fra start? Hvis man trækker Bendt Bendtsens omtaler om jagt- og golfture fra, ligger den unge lovende, men også ukendte, socialdemokrat Dan Jørgensen i top med 76 omtaler indtil nu.

Omvendt brænder den garvede og rapkæftede spidskandidat for SF, Margrete Auken, ikke igennem endnu. Med blot syv omtaler i den seneste uge og 33 i alt ligger hun blandt de mindst eksponerede spidskandidater. Selv Radikales fuldstændigt ukendte Sofie Carsten Nielsen har bedre medieomtale. I en tid, hvor SF blomstrer, ligner Aukens spidskandidatur dårlig forvaltning af partiets popularitet.

I perioden 1. januar til 1. maj 2009 er det kun lykkedes Venstres spidskandidat Jens Rohde at blive omtalt 17 gange. Det er dog stille og roligt ved at vende for Venstre-politikerens synlighed.

Ironisk nok er det på krykker, at Venstres spidskandidat er ved at løbe sin valgkamp i gang. Krykkerne erhvervede Rohde sig til sin polterabend, mens medieomtalen indtil videre er erhvervet på udtalelser om, at Danmark skal have øget selvbestemmelse i EU, og at EU's ydre grænser skal sikres.

Forrige artikel Barfoed om IC4: Vi kunne ikke ophæve kontrakten Barfoed om IC4: Vi kunne ikke ophæve kontrakten Næste artikel Lovforslag om minimumsstraf skærpet