Barfoed om IC4: Vi kunne ikke ophæve kontrakten

IC4: DSB indgik tirsdag eftermiddag et forlig med AnsaldoBreda. Togene gøres nu færdige i Danmark. Kontrakten kunne ikke ophæves, siger Barfoed.

Efter ni år med dansk-italiensk tovtrækning om de skandaleombruste IC4-tog er der nu indgået et forlig mellem de to parter. Forliget indebærer, at DSB får 2,25 milliarder kroner i kompensation fra AnsaldoBreda, og det bringer de 83 togsæt ned på en samlet pris på 3,15 milliarder kroner.

Derudover er det nu fastlagt, at AnsaldoBreda påbegynder en serieproduktion af de resterende 70 togsæt, som så sendes til Danmark for at få udbedret fejl og mangler. Det kom frem på et pressemøde hos DSB i dag onsdag.

Og den øverst ansvarlige, transportminister Lars Barfoed (K), er glad for forliget.

"Jeg er meget tilfreds med aftalen. Jeg har gennem nogen tid lagt vægt på i mine drøftelser med DSB, at vi fandt en tredje løsning i stedet for at føre kontrakten videre eller forlade kontrakten helt," siger Lars Barfoed.

Han afliver mange ugers mediespekulation og politiske krav om, at DSB helt skulle ophæve kontrakten med AnsaldoBreda.

"Den tekniske og juridiske vurdering har vist, at vi ikke kan hæve kontrakten, da manglerne ikke er flere, end at det er noget, man må acceptere. Så ville vi risikere, at vi nærmest skulle betale erstatning til italienerne for at bryde kontrakten," siger Lars Barfoed og uddyber, at det kun er et godt scenarie, fordi det er svært at se alternativet til IC4-togene:

"Så skulle vi ud at finde andre tog, og der ville gå tre-fem år mindst, før vi kunne få de tog produceret, så det ville have været en kaotisk situation på de danske togbaner, og det ville muligvis have kostet os penge," siger Lars Barfoed, der betegner tirsdagens forlig som "en tilfredsstillende udgang på et utilfredsstillende forløb".

Samtlige IC4-tog er leveret i tredje kvartal i 2012 og forventes umiddelbart herefter at være indsat i drift. Allerede fra starten af juni fordobler DSB sine IC4-afgange, så der kører seks daglige afgange.

,

Forrige artikel V og K hemmeligholder valgbudget Næste artikel Kampen om overskrifterne