DF holder sine vælgere for nar

Vinterferien i uge syv plejer at være en politisk rolig periode også i den offentlige debat, hvor familierne er rejst væk til skisportssteder eller på solferie, men ikke i år.

Der er kamp om opmærksomheden blandt politikerne, der helst skal være leveringsdygtige i håb i metermål til de mange folk, der sukker efter en mere normal hverdag, mens de studerer den daglige corona-statistik med antal nysmittede, indlagte, døde, nyvaccinerede og ikke mindst kontakttallet for den engelske variant, som for tiden er festdræberen over dem alle.

Hestevæddeløbet om at komme først med krav om yderligere genåbning tager til, i takt med at nedlukningen siden midten af december har presset corona-tilfældene ned på et niveau, hvor sygehusene igen kan følge med. Ingen oppositionspolitikere tør dog udfordre regeringens grundlæggende præmis om, at enhver genåbning skal blåstemples af sagkundskaben.

Når der endelig skal åbnes lidt igen, som vi så det med 0.-4.-klasserne i ugen før vinterferien, er regeringen på stikkerne med selv at sørge for at tage alle stikkene hjem. Det så man med S-annoncerne med en lille purk, der ved hjælp af billedbehandlingsteknologien havde fået mundbind på og blev budt velkommen tilbage af Socialdemokratiet.

Arbejdsdelingen ses tydeligt. Det er således overladt til "sundhedsmyndighederne" at være bussemændene, der aflyser festen, hvorimod det er Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen, der kan puste nyt liv i den depressionsramte med det glade budskab, at der nu åbnes igen. Frækheden er slående.

Flere medier rapporterer om corona-træthed hos depressionsplagede børn, der nu i to måneder ikke har set deres kammerater, og virksomhedsejere, der ikke aner deres levende råd, og som fortvivlet kan se på, at selv den mindste forretning, der sælger snart sagt ethvert produkt, der kan klassificeres som fødevare (barer fraregnet), kan holde åbent, mens det omvendt er helt umuligt for selv den mindste specialforretning at drive virksomhed under de nuværende restriktioner.

Hypermarkeder som Bilka og Føtex, der sælger snart sagt alt, har således kronede dage, mens andre næringsdrivende, der i sin tid valgte at indskrænke sig på små kvadratmeter, møder politiets bødeblok, hvis de udfordrer denne helt indlysende urimelighed.

Det er også ved at gå op for flere politikere, at det nuværende regime ikke er holdbart og åbenlyst gavner de store supermarkeder og hypermarkeder på bekostning af den mere specialiserede del af detailhandlen.

Det kan ikke passe, at epidemien eksploderer, hvis småforretninger på et hovedstrøg i en dansk provinsby lukker én kunde ind ad gangen i forretningen, mens alle kan se, at der ingen begrænsninger er på, hvor mange der må gå i Bilka lørdag formiddag.

Omvendt viser målinger, at der i befolkningen fortsat er et stort flertal, der anser restriktionerne som passende eller ønsker dem skærpede. Sådan må det nok være i et samfund med en i forvejen ganske udpræget lønmodtager-kultur med mange offentligt ansatte, og hvor store dele af befolkningen er på offentlig forsørgelse – de selvsamme grupper er indtil videre selv blevet afskærmet for de økonomiske konsekvenser af pandemien.

Det er ikke unaturligt, at de vejer Mette Frederiksens diffuse krav om "fuldkommen epidemikontrol" noget tungere end de risikovillige forretningsdrivende, som ellers i forvejen er blevet kompenseret af regeringen, men er frustrerede over at være tvangslukkede på tredje måned med udsigt til at være det i yderligere nogle uger og måske måneder.

At kommentere corona-nedlukningen har for Venstres hårdt prøvede formand Jakob Ellemann-Jensen været en kærkommen lejlighed til at tale om andre ting end den vælgernedsmeltning, som har fundet sted i kølvandet på Inger Støjbergs afgang.

I denne uge ramte Venstre den foreløbige bund i Voxmeters ugentlige målinger med kun 11,8 procent opbakning. Det var også den første gang i analyseinstituttets levetid, at Konservative med 12,9 procent er større end Venstre, hvilket mentalt er ved at sætte sig i styrkeforholdet mellem partierne i blå blok.

Venstres selvforståelse som det store borgerlige parti bliver yderligere udfordret, mens Konservative med rækker af målinger, der viser, at de er størst, for første gang i snart 25 år ikke længere behøver at se sig selv som lillebror.

Øget selvbevidsthed blandt flere halvstore partier i blå blok plejer ikke at give mere ro og sammenhold. Det øger tværtimod de interne krav til partilederne om at skille sig ud i forhold til rivalerne og gå egne veje. Det vil alt andet lige gavne Mette Frederiksens manøvremuligheder i de kommende år.

Ellemann, der dagligt og overalt på de sociale medier overdynges med de værste gloser af højrefløjsnetkrigere, måtte tirsdag vågne op til en gevaldig bredside fra et forretningsudvalgsmedlem og formand for Venstre-højborgen i region Nordjylland, Penille Roth.

Et heftigt afskedsbrev til 4000 medlemmer fandt vej til medierne, og i et interview med Jyllands-Posten tirsdag sagde hun farvel og tak og meldte sig ud ved ord til anden at gentage Støjbergs sønderlemmende kritik af Ellemann og hans påståede svigt af gamle Venstre-idealer og knæfald for salon-liberale synspunkter i hovedstaden. Det blev krydret med en saftig påstand om, at partisekretæren tidligt i forløbet i december og i "uofficielle fora" skulle have intrigeret og have afsøgt mulighederne blandt flere forretningsudvalgsmedlemmer til at bakke op om en opfordring til Støjberg om at gå.

Meget få uden for det nordjyske Venstre kender den pågældende, der har været formand i et par år, men hun gjorde sig bemærket ved at være det eneste forretningsudvalgsmedlem, som lige før nytår ikke fulgte V-formanden i hans opfordring til Støjberg om at trække sig som næstformand. En opfordring, det øvrige forretningsudvalg, heriblandt Venstres kasserer og nyudnævnte forsvarer for Støjberg i Rigsretten, Nicolai Mallet, tilsluttede sig.

I den del af Venstre, der slutter ring om Ellemann bemærker man også, at den nu afgående formand var "næsten nabo" og "slyngveninde" med Støjberg, hvilket skulle forklare den spektakulære exit, der også var veltimet til et tidspunkt, hvor der ellers kunne øjnes nogen ro i partiet. Nu satte anklagerne om urent trav og Ellemanns dårlige ledelse af partiet igen strøm til panik-spekulationerne og med ganske stor effekt. Ikke mindst i medierne.

Eksempelvis kunne man i det meget sete TV2 News-program 'Tirsdagsanalysen' opleve værterne Peter Mogensen og Michael Kristiansen på baggrund af den nyeste ballade være helt oppe og ringe med alarmklokkerne, og hvor det gode råd til Ellemann lød noget i retning af, at han nok bør gå i panik og i gang med at ringe rundt til Lars Løkke med flere i en bestræbelse på at samle partiet igen. Der kommer ingen opringning til Løkke, og hvilken indrømmelse skulle han i øvrigt give, der kan tilfredsstille alle parter?

Med den slags reaktioner fra kommentatorer, der på baggrund af dette exit fra en relativt ukendt V-profil ender med at fremmane et Venstre i total opløsning, så kan Støjberg kun være tilfreds med indsatsen fra sin trofaste støtte.

Et kig på flere Venstre-folks sociale medier vidner også om, at der igen blev sat strøm til de interne diskussioner i partiet, både om Ellemann er den rigtige leder og Støjbergs pointe med hensyn til partiets retning, mens hendes eget ansvar som notorisk illoyal og rigsretsanklaget fortoner sig. Ellemann og den øvrige partiledelse var næppe overraskede over, at netop denne nordjyske formand forlod partiet, men de kan notere sig, at der ikke skal ret meget til, før den dårlige stemning omkring Ellemann bliver reaktiveret.

Er humøret på nulpunktet i Venstre, så er man langt under dybfrostgraderne i Dansk Folkeparti. En ny bog om Dansk Folkepartis "storhed og fald", 'Skaberen, Taberen og Frelseren', ramte redaktionerne i denne uge med forfatternes knivskarpe analyse af partiets deroute, som giver "taberen" Kristian Thulesen Dahl hovedansvaret for at have sovet gevaldigt i timen i sin tid som partileder og ladet sig forlokke af sin egen selvsikkerhed og Mette Frederiksens effektive sirenesang, der fik DF-vælgere til at valfarte til S, da Thulesen Dahl troede, han skulle til at spille rollen som kongemager i dansk politik. Nu ligner han nærmest en "lam and", der er leder på tålt ophold i sit parti og i stigende grad ligner en vikar for Morten Messerschmidt.

Partiet har ramt et bundniveau på fem-seks procent, som partistifter Pia Kjærsgaard for længst på partiets årsmøde i fjor fastslog, at hun ikke kan leve med, og Thulesen Dahl har tilsyneladende lige siden levet på lånt tid. Spekulation om, hvor længe han blive ved med det, kan koges ned til to spørgsmål:

Fører Morten Messerschmidts ansvar om de forbrugte EU-midler i Meld/Feld-sagen til en egentlig straffesag og ikke mindst: hvornår finder den afklaring sted?

Det ved kun Bagmandspolitiet, der dermed reelt udgør Thulesen Dahls iltapparat i dansk politik. Man fornemmer dog, at en afklaring nærmer sig, og det kan måske sammen med bogudgivelsen og den almindelige frustration over, at DF – selv i en situation, hvor Venstre bløder – ikke kan tiltrække nye vælgere, forklare, hvorfor det på ugebasis vælter frem i pressen med nye malende beskrivelser fra anonyme afsendere om en Thulesen Dahl, der er Dead Man Walking.

Senest med en beretning i BT fra denne uge om, at Thulesen Dahl reelt set er afklaret med, at hans tid er omme. En tilstand med en så vingeskudt leder kan ikke vare ved. Det må snart ende med en beslutning om, at Thulesen Dahl må gå af. Måske endda før, det er afklaret, at Messerschmidt klarer frisag. For det, der foregår i DF for tiden, ligner et mærkværdigt internt kammerspil, hvor man holder sine egne og efterhånden få vælgere for nar. 

Efterhånden kan ingen længere blive overrasket over, at rivalerne på højrefløjen, Nye Borgerlige, for tiden har stor succes med ny melding om stor medlemsrekord. Det ligner et slutfløjt for om højrefløjsvælgerne.