Hvordan endte Venstres problem lige med at blive Søren Papes?

Processen mod Claus Hjort Frederiksen er foreløbigt slut. Men forløbet rejser et par interessante spørgsmål om det borgerlige Danmarks situation og fremtid.

Claus Hjort Frederiksen slipper for en sag. Den borgerlige opposition har med Enhedslisten flertal for at opretholde Venstre-koryfæets parlamentariske immunitet. Så langt så godt. Sagen er bemærkelsesværdig nok i sig selv, men her kommer det, jeg må tilstå, er en dyb undren.

For forløbet er tydeligvis endt med at være en gedigen møgsag for Det Konservative Folkeparti og ikke mindst dets formand Søren Pape, som i de flestes øjne virker noget forpjusket og groggy efter holmgangen. Det er dette, som mildt sagt må betegnes som et overraskende udfald.

Konventionelt set burde sagen først og fremmest være et problem for Venstre eller for Socialdemokratiet. I sidste tilfælde fordi processen mod Claus Hjort Frederiksen er en udløber af fhv. forsvarsministers Trine Bramsens udygtige ledelse af forsvarsminister.

Men lad os her opholde os ved Venstre. Hvorfor burde det være en meget alvorlig sag for partiet? Svaret er, at Claus Hjort Frederiksen jo ikke bare er Venstre-mand, han er en af partiets helt centrale politiske-ideologiske skikkelser de sidste mere end 20 år.

Hvis vi i første omgang skyder alle betænkeligheder ved den ekstreme lukkethed, som må præge en proces, der vedrører lækage af oplysninger om internationalt efterretningssamarbejde, burde det være ligetil at konkludere, at sagen som udgangspunkt var et kolossalt problem for Venstre og partiets i forvejen hårdt prøvede formand Jakob Ellemann-Jensen.

Ellemann havde netop kæmpet sig tilbage fra en dyb politisk krise, blandt andet i kraft af hans personlige troværdighed på sikkerhedspolitiske spørgsmål. Midt i en europæisk krigs- og krisetid er det ikke oplagt en ønskeposition at skulle forholde sig til de alvorlige anklager mod Claus Hjort Frederiksen, al den stund sagen netop relaterer sig til Danmarks sikkerhedspolitiske grundvilkår.

Og mens det er relativt let for den borgerlige fløjs mere eller mindre systemkritiske partier at indtage en stærkt kritisk holdning til sagen mod Claus Hjort Frederiksen, ville konventionel visdom tilsige, at dette i mindre omfang er tilfældet for et traditionelt magtbærende maskinrumsparti som Venstre.

Her kan man som udgangspunkt ikke være interesseret i en situation, hvor det er politisk comme il faut at røbe statshemmeligheder, endsige acceptere, at hele Folketinget skal orienteres om substansen af de lækkede oplysninger for at tage stilling. Eller det skulle man da have troet.

Dette burde kort sagt være en dårlig sag for Venstre. Nu er det i stedet blevet en særdeles dårlig sag for De Konservative. Det er i hvert fald vurderingen hos det, Berlingske betegner som ”centrale kilder” i og omkring det borgerlige Danmark og Det Konservative Folkeparti. Her beskrives Papes adfærd som ”amatørisme”. Billedet, der står tilbage, er, at Pape siger et. Vakler. Gør noget andet.

Givet at partiets situation er helt og aldeles ufordelagtig, har De Konservative valgt en fornuftig forsvarslinje og insisteret på, at Claus Hjort Frederiksens sag faktisk rummet principielle dilemmaer. På den ene side tilliden til anklagemyndigheden som institution. På den anden side det uhensigtsmæssige i at skulle ophæve en folketingsmands grundlovssikrede immunitet uden et bredt kendskab til anklagerne.

Senest har Søren Pape selv i en længere skrivelse på sociale medier redegjort for sagens nuancer og søgt at gendrive anklagen om svaghed ved at fremhæve tøven som et udslag af en nuanceret tilgang til politik. Hastigheden i den politiske proces skal sættes ned. Og Pape er manden for denne langsomme eftertænksomhed.

Denne insisteren på nuance og kompleksitet er et rimeligt konservativt tema.

Problemet er bare, at partiet har været og fortsat er under angreb fra alle sider.

Da Søren Pape indledningsvist syntes at antyde, at partiet ville stemme for at ophæve Claus Hjort Frederiksens immunitet, skabte det vrede i borgerlig blok. Søren Papes politiske stil synes at gå gennem hans evne til ikke at støde folk fra sig. Det gælder både internt i partiet og i forhold til de borgerlige partier overhovedet.

Denne evne har været vigtig i en tid, hvor Venstres politiske ledelse har brilleret i det modsatte.

Det har også for mange – måske særligt i Venstre – ført til en vis irritation over, at Pape kom for let til det. Særligt har Liberal Alliance pustet til ilden i en skarp kritik af Papes angivelige lurepasseri. Netop derfor er Claus Hjort Frederiksen-sagen alvorlig for Pape.

Pludselig indtog han – sådan så det en stund ud – et særstandpunkt. Dermed stod han ikke bare alene, men måske også i en position, hvor ikke mindst Venstre må tænkes at have haft en særlig interesse i at udnytte sagen maksimalt til at så tvivl om Papes lederskab. Derfor var det også et problem, da Pape endelig besluttede sig for at slå følge med resten af den borgerlige blok.

Særstandpunktet viste svaghed. Holdningsskiftet det samme. Ingen vaklen i gellederne her.

Så nu er Ellemann måske alligevel det store dyr på den borgerlige savanne? Hvem ved.

Spørgsmålet er så, hvilken borgerlighed vi ender med. Det er tilsyneladende en, der på den ene side vælger at handle som om vi faktisk ikke kan stole på institutioner som anklagemyndigheden. Det er i sig selv en markant stillingtagen. Og så er det på den anden side en, der ikke tillader en principiel overvejelse af komplicerede sager.

Sagen ender muligvis med et nederlag for Søren Pape. Men hvis den gør det, bliver det også en indikation på forskydning i borgerlig politik fra institutionalisme og forsigtighed i retning af blok-politiske loyalitskrav krydret med magtkritik, der i sidste instans hviler på mistroen til institutioner.