Hvad er det, vi genåbner Danmark til?

Langsomt – og efter nogens mening alt for langsomt – er Danmark ved at genåbne. Friheden og normaliteten skulle være på vej tilbage – eller er den? Vi er ved at vende tilbage til et liv med corona men ikke efter corona. Det er nok snarere realiteten.

Det kommer til at tage tid, inden vi kommer ud af chokbehandlingen fra pandemiens greb om vores samfund, vores personlige frihed og vores liv. Når vi er kommet os efter chokket, så indtræder en ny tilstand. Livet vender ikke tilbage til en præpandemisk normalitet, selv om det er den illusion, som partierne kappes om at være længst fremme i skoene med at proklamere.

Det virkelige spørgsmål er ikke, hvornår vi slipper af med coronaen, men i hvilken grad vi slipper af med den, og hvordan vi lærer at leve med den fremover.

Det mest sandsynlige scenarie er ifølge eksperterne, at Covid-19 vil cirkulere ligesom influenza med sæsonbestemte infektionsudbrud. Mange af os vil have brug for en årlig vaccination mod coronavirus på samme måde, som vi har brug for en mod influenza.

Det afgørende punkt er, hvornår vi når dertil, at løbende nedlukninger skaber større skade, modvilje og kriser end risikoen for et antal dødsfald på grund af corona. Hvornår corona bliver en ”normal” sygdom. Lige som vi hidtil har accepteret et årligt antal dødsfald på grund af influenzaepidemier. Nogle gange endda et temmelig højt tal. I 2019 døde 1.737 personer af influenza og lungebetændelse, og tallet var over 2.000 året før. I 2020 døde 1.338 af corona.

Vi vil komme til at se et "våbenkapløb" mellem vaccineproduktionen og de nye mutationer. Der er så mange variabler i spil hvad angår fremtidsscenariet: Vaccinernes effektivitet på den lange bane og evnerne til at følge med mutationerne. Hvor vellykkede behandlinger mod corona kan vi lykkes med i fremtiden på hospitalerne for de hårdest ramte patienter? Hvor mange takker ja til at blive vaccineret, og hvordan vil virussen i fremtiden mutere? Hvordan bliver forsyningssikkerheden for vaccinerne i næste runde, når vi skal genvaccineres alle sammen? Der er mange spørgsmål, vi ikke kender svarene på.

Vi kommer til som samfund at skulle fortsætte med at navigere i komplekse risici, så længe pandemien er iblandt os, og så længe vi ikke ved, om den kan vende tilbage med fuld styrke til næste vinter eller den vil forsvinde fra jordens overflade om nogle måneder eller år, fordi vi har opnået flokimmunitet, og virussen har mistet sin kraft. Men når vi til den tilstand i en globaliseret verden, når vi begynder at rejse ud igen og blande os med andre?

Sig det nu som det er
Derfor kære politikere: Vær nu ærlig om de realiteter, som vi kommer til at leve med, de svære politiske valg, som I kommer til at tage også i de kommende måneder, og de beredskaber, som skal være langt bedre fremover.

Selv om det hænger os alle sammen ud af halsen at tale mere corona, så lad os nu få en seriøs diskussion om, hvordan vi skal håndtere det næste store coronaudbrud eller den næste pandemi.

Ud fra det strengeste forsigtighedsprincip med hånden på nedlukningsknappen eller på den anden side af vaccineudrulningen med en vis normalisering af holdningen til sygdommen, hvor skræmmende den end kan være? Hvad er det for et hospitalsberedskab, vi skal have i fremtiden til den slags pandemier? Og hvornår skal genvaccinationerne i gang?

Og tak så i øvrigt til Sundhedsstyrelsen i den forbindelse for ikke at lade tvivlen om AstraZeneca-vaccinen ødelægge den generelt høje tillid og opbakning til det danske vaccineprogram.

Ja, risikoen er minimal og tilsyneladende mindre end risikoen ved p-piller eller andre flere andre former for kendte medicinske bivirkninger. Men her handler det ikke om fakta og logik men om følelser. Om at vi ikke kan have et statsligt vaccinationsprogram, hvor nogen får luksusudgaven med høj sikkerhed og andre discountmodellen med en kendt og anerkendt indbygget helbredsrisiko. Vælger man selv at tage risikoen, så er det en anden sag.

Knus og hudsult
Der er helt forskellige oplevelser af det samme sociale jordskælv, vi har været udsat for med coronaen. Nogen har oplevet ensomhed som aldrig før. Andre direkte social angst ved at gå ud og risikere smitte. Ubehaget af at være truet måske på livet af dem, der er ens nærmeste, har været grænseoverskridende. Det samme gælder manglen på berøring og de frustrerende, formummede udtryk bag de blå mundbind.

Som mennesker har vi afgivet helt uvirkelige dele af vores frihed. Fra hvor vi må gå, til hvem vi må være sammen med og besøge, til hvor vi må opholde os og hvor mange, til hvordan vi skal opføre os i en butik, og hvad vi skal iklæde os af visir eller maske. Først lockdown, så ikke lockdown, så lockdown igen har tjent som en påmindelse om, hvor tilpasningsdygtige vi er som mennesker. Og heldigvis er hovedparten af os kommet uskadt igennem krisen med lidt træthed over at bo på hjemmekontoret.

Pandemien har vist os, at digital interaktion ikke kan erstatte den virkelige interaktion. Virtuelle møder, gruppechats og alle mulige nyopfundne kreative hilsener kommer ikke tæt på den vidunderlige følelse af at kramme en ven eller bruge tre timer på at give nogen, du ikke har set i evigheder, din udelte opmærksomhed over et måltid eller en kop kaffe.

De langvarige omkostninger, som vi nok først for alvor kommer til at se efter genåbningen, er de mennesker, der lider af angst og depression som følge af nedlukningsperioden. De ældre, som har tabt kontakten med deres nærmeste under nedlukningen og har svært ved at finde tråden igen.

Kvinder i voldelige forhold og børn, der har oplevet misbrug eller svigtende omsorg og tab af sociale relationer med kammeraterne. Rigtigt mange børn har klaret coronatiden godt og skal nok komme efter både det faglige og det sociale. Men det er vigtigt, at vi, når genåbningen for alvor kommer i gang, forholder os til, hvordan vi ikke bare fysisk men også mentalt får samlet op og kommer videre. Både dem i børnehøjde og dem i voksenhøjde. Det må italesættes politisk.

Fra populisme til anti-lockdown
Coronaen satte på mange måder politik, som vi almindeligvis kender det, på pause i en lang periode. Nogen har kaldt starten på pandemien for en kollektiv nærdødsoplevelse, fordi alle gik i chok over synet af hundredvis af døde kørt væk i militærkonvojer i Italien, overfyldte hospitaler uden kapacitet til at tage sig af patienterne, massegrave uden navne og sørgende mennesker uden mulighed for at tage afsked med deres kære. Livet blev pludselig ekstremt skrøbeligt ved blot at gå til supermarkedet efter mad. Det moderne samfunds sårbarhed viste sig pludselig meget tydeligt.

Pandemien ser også ud til at ændre det, folk ser efter i en politisk leder. Finanskrisen skubbede vrede, fortvivlede vælgere i retning af de politiske populister med de lette svar rundt omkring i verden. Sådan er det ikke gået med coronakrisen. Måske kunne man håbe, at coronaen er en påmindelse om, at pragmatik, konsensus og ansvarlighed er bedst, når det gælder altafgørende situationer med liv og død på dagsordenen. Så falmer de ellers fascinerende, populistiske værdikrigere og troen på mirakelkure.

Pragmatikerne synes at samles om at lancere drømmen om at bruge coronakrisen til at genopbygge en bedre, en mere retfærdig, en mere digital og grøn verden. Vi har brug for at se genopbygningen for os, for at fornemme visionen og lyset for enden af den berømte tunnel til fremtiden.

Populisterne har fundet en ny eksistensberettigelse som selvudråbte frihedskæmpere, mundbinds-bekæmpere, corona-ignoranter og anti-lockdown-tilhængere.

I Danmark kom selve demokratiet under pres under coronaen, og Folketinget blev for en periode reelt sat ud af spillet under krisens højdepunkt sidste forår. Det ser faktisk ud til nu at give netop Folketinget en stærkere tilbagekomst i magtbalancen med regeringen. Et par eksempler på det er vedtagelsen af den seneste epidemilov og vedtagelsen netop i denne uge af den første granskningskommission nedsat af Folketinget i minksagen.

Coronakrisen har givet regeringen en bomstærk position hos vælgerne. Støttepartierne er levnet ganske få muligheder for at sprælle og presse regeringen alvorligt politisk. Blå blok dyrker selvdestruktivt sin egen interne vælgerkonkurrence og endnu en opsplitning er på vej med Lars Løkke Rasmussens kommende parti.

Men faktisk er modreaktionen på regeringens hårde hånd på styringen af Danmark sidste forår blevet et styrket Folketing, hvor regeringens støttepartier og oppositionen indimellem kan finde hinanden i at føre skærpet kontrol med regeringen.