EU-valget afslørede, at Europas grønne dagsorden ikke er for alle
Læren af EU-valget må være, at der er brug for en ny grøn fortælling, hvor både befolkninger og medlemslande kan se fordelene ved den grønne omstilling, skriver Morten Helveg Petersen.
De netop overståede valg til Europa-Parlamentet cementerede, at Europas grønne omstilling er løbet ind i politiske problemer, og omstillingen bliver yderligere udfordret af det paradigmeskifte, der har været over Europa siden Putins invasion af Ukraine. Det står klart efter valget, at et forandret Europa skal finde sin plads i en forandret og mere fjendtlig verden.
Den klimapolitiske dagsorden, som bragede igennem ved de europæiske valg i 2019, bliver nu skubbet i den modsatte retning af nationalistiske højrefløjspartier, som på tværs af Europa har fået medvind – blandt andet ved at kritisere EU's klimapolitik.
Dynamikken i europæisk politik vil uvægerligt bevæge sig væk fra den progressive grønne linje, vi har været vant til de seneste fem år.
Den konservative gruppe begyndte allerede for et år siden at træde på bremsen i forhold til grøn lovgivning i Europa-Parlamentet, og er nu blevet den største og mest magtfulde politiske gruppe i det nye Europa-Parlament.
Hertil kommer, at højrefløjsgruppen European Conservatives and Reformists (ECR), der blandt andet tæller Danmarksdemokraterne, Sverigedemokraterne, det tidligere polske regeringsparti Lov og Retfærdighed og det italienske regeringsparti Italiens Brødre, efter alt at dømme bliver det tredjestørste parti i Europa-Parlamentet, som formelt skal godkende kommissionens nye formand.
Det er en helt ny magtstruktur i europæisk politik, og det vil det nationalkonservative højre naturligvis forsøge at få mest mulig indflydelse ud af – blandt andet kan ECR blive afgørende for at sikre Ursula von der Leyen topposten som kommissionsformand, idet kommissionsformanden formelt skal godkendes af Europa-Parlamentet.
Den grønne dagsorden er nødt til at finde et nyt leje i skyggen af den benhårde industri- og sikkerhedspolitik, som er Europas nye politiske paradigme.
Da Ministerrådet for nogle dage siden endelig vedtog loven om naturgenopretning, der blandt andet skal sikre, at 20 procent af Europas areal skal stå uberørt, var Finland og Sverige blandt de lande, som stemte imod loven.
{{toplink}}
Det skyldes ganske klart erhvervsinteresser inden for skovning, men det er også ganske påfaldende, at to lande, som normalt vil være Danmarks stærke allierede på grøn politik, stemmer imod naturgenopretningsloven.
Et andet øjebliksbillede på Europas industrielle fokus er, at EU netop har indført told på kinesiske el-biler for at beskytte Europas bilindustri mod konkurrencen fra kinesiske bilproducenter, der sender billige biler på det europæiske marked med kinesisk statsstøtte i ryggen. Det næste kan meget vel blive lignende tiltag for vindmøller.
Under alle omstændigheder er der tale om en vidtgående konfliktoptrapning med Kina fra EU's side – og en meget klar markering af, at økonomiske interesser nu prioriteres højere end den grønne omstilling.
Kampen står om markedsandele i fremtidens CO2-neutrale økonomi, og lige nu vurderer eksempelvis det Bruxelles-baserede Institut for klimaøkonomi, at Kina vil stå bag hele 65 procent af den globale produktion af grønne teknologier i 2030. Industri- og handelspolitik er en del af den nye verdensorden, og EU er nødt til at sikre virksomheder og arbejdspladser i konkurrencen med USA og Kina.
Samtidig er klimaforandringerne stadig en brændende platform, som verden har brug for at adressere hurtigt og effektivt, og den nye, protektionistiske verdensorden kan udfordre klimakampen yderligere, hvis Donald Trump bliver genvalgt som USA præsident til efteråret.
Det er nemlig ganske sandsynligt, at Trump – igen – vil trække USA ud af Parisaftalen og gøre det med henvisning til, at Kina heller ikke har underskrevet aftalen. På den måde risikerer det nye globale konkurrenceparadigme at stå i vejen for den klimaneutrale økonomi, som konkurrencen står om.
{{toplink}}
Europas egen evaluering af valgresultatet må nødvendigvis tage bestik af, at ikke alle kan se sig selv i Europas grønne omstilling.
Der er brug for en ny grøn fortælling, hvor både befolkninger og medlemslande kan se fordelene ved den grønne omstilling. Det er ikke nødvendigvis en nem opgave, men den bør kunne drage fordel af, at Europas sikkerhed er helt afhængig af selvforsyning med grøn energi.
Uagtet at europæisk politik i den kommende mandatperiode vil være mindre progressiv på det grønne område, har vi allerede vedtaget rammerne for en masse grøn lovgivning, der skal udmønte sig i lokale og regionale grønne projekter, som borgerne forhåbentlig bedre kan spejle sig i.
Mette Frederiksen får sin egen propaganda i nakken
Den kommende ministerrokade udstiller Mette Frederiksens helt store problem
