Hjerteforeningen: Skiftende meldinger om mundbind gør patienter usikre
DEBAT: Politikerne og myndigheder har lavet skiftende meldinger for brugen af mundbind. Det skaber usikkerhed, som rammer borgere i risikogruppen, skriver Hjerteforeningens direktør.
Af Anne Kaltoft
Direktør, Hjerteforeningen
Politikere og myndigheder skylder utvetydige retningslinjer for brugen af mundbind. De mange skiftende meldinger skaber usikkerhed, som særligt rammer dem i risikogruppen.
Forvirring. Bør man, eller bør man ikke bruge mundbind som ganske almindelig dansker? Nej, lød svaret indledningsvist fra myndighederne. Sidenhen er der kommet påbud om mundbind i offentlig transport i store dele af Midtjylland, og statsminister Mette Frederiksen (S) har meldt, at dette kan blive fulgt op af periodiske, nationale coronainitiativer, herunder påbud om mundbind.
Tilbage står danskerne – og især dem i risikogruppen – med et stort spørgsmål: Skal, skal ikke?
Svarene og anbefalingerne har været mange og ændrer sig fortsat. Det skaber usikkerhed – ikke mindst når vi de seneste måneder har kunnet følge med i hverdagen med hele eller delvise påbud om mundbind i Tyskland, Frankrig, Spanien.
Spørgsmål bunder i usikkerhed
Usikkerheden kan vi mærke i Hjerteforeningen. Adskillige hjertepatienter ringer og udtrykker deres bekymring. Skal man selv gå med maske? Skal ens nærmeste pårørende? Hvilken type maske? Hvornår? Hvordan? Spørgsmål, der bunder i en dyb usikkerhed om, hvad der egentlig er anbefalingen.
Vi bakker selvfølgelig fortsat op omkring myndighedernes anbefalinger og stiller ikke spørgsmålstegn ved fagligheden bag. Men i marts og april stod vi i en lignende situation, hvor svarene var uklare og skabte større utryghed end omvendt.
Vi må ikke komme i samme situation igen. For hvad er skal, og hvad er bør, når det kommer til mundbind? Og for hvem? Derfor er vores holdning klar: Der er brug for mere klare retningslinjer.
Fokus på dem i risikogruppen
Vi står stadig midt i coronakrisen, og mange er fortsat tvunget til at forme deres liv og hverdag efter den.
I sidste uge blev Hjerteforeningens rådgivningslinje, Hjertelinjen, kontaktet af en kvinde på 75 år. Hun er i risikogruppen og gik i selvisolation 11. marts. Nu – godt fem måneder senere – er hun fortsat isoleret. Hvorfor? Fordi corona for hende stadig er dødelig alvor.
Men mens samfundet langsomt er lukket op, har hun fortsat skullet holde sig hjemme, holde afstand, minimere kontakt. Passe på. Hun føler, at hun og andre udsatte for et alvorligt sygdomsforløb som følge af covid-19 er blevet glemt. For hvem tænker vi på og taler vi om, når vi diskuterer brug af mundbind? Os selv eller andre?
Vi skylder hende og den gruppe af patienter, herunder nogle grupper af hjertepatienter, som stadig lever som under nedlukningen, klare svar på spørgsmålene om mundbind.
Kan hun som en del af risikogruppen føle sig sikker ved at gå ud, hvis hun bruger mundbind? Kan vi hjælpe hende, og andre risikoramte, hvis vi laver et generelt påbud om mundbind?
Kan hun ved at bruge mundbind og vide, at vi andre også er blevet påbudt at bruge det vende tilbage til det samfund, som vi andre har deltaget i siden genåbningen i foråret? Hun – og vi – har brug for klare for svar.
Husk at tage hensyn
Men klare svar er ikke nok.
Som mundbind bliver mere og mere udbredt, har vi har brug for en særlig indsats for borgere i risiko. Man bør overveje mulighederne for at give dem prioriteret og sågar gratis adgang til mundbind for eksempel via henvisning fra deres læge.
For er mundbind en måde at stoppe og kontrollere corona på, så skal vi sikre, at tilgængeligheden og prisen er et sted, hvor vi får alle med. Her skal vi særligt tænke på de, for hvem corona er en særlig udfordring.
Corona er her stadig, og vi aner ikke, hvor længe vores samfund vil forblive påvirket af den, men de seneste måneder har vist, at vi står stærkest, hvis vi står sammen.
Det gør vi bedst, hvis vi kender og forstår de rammer, som vi skal navigere i, og dette igen kræver klare svar og tydelige retningslinjer – også om brugen af mundbind.
Knud Vilby: Regeringen er tavs om døende danske børn i syriske lejre
Refugees Welcome: Flygtninge bliver heldigvis danskere med tiden
