Helle Thorning-Schmidts ordførertale ved åbningsdebatten

Helle Thorning-Schmidts ordførertale ved åbningsdebatten den 7. oktober 2010

(det talte ord gælder)

Om højest 13 måneder afgør vælgerne hvilken regering, der skal stå i spidsen for Danmark fremover. Det vil præge Folketingets arbejde frem til valget.

Men vi skal altid huske, at kun de færreste vælgere sætter deres kryds for at fremme politisk konfrontation og konflikt. De fleste giver os mandat til at samarbejde. Til at gå på kompromis og finde fælles løsninger. Til at gå foran og træffe beslutninger, der gør vores land stærkere.

Derfor har vi - på tværs af vores mange modsætninger - også en fælles opgave. Den forpligter hele Folketinget. Hele valgperioden.

Det gælder særligt i krisetider. Ja, som regel har det været selve forudsætningen for at komme ud af store historiske kriser, at den blev løftet på en ny og stærkere måde end hidtil. Det gælder også denne gang.

Danmark er nu to år inde i den værste økonomiske krise siden 2. Verdenskrig.Vi har udsigt til stigende arbejdsløshed. Vi har hul i statskassen. Vi bliver overhalet af andre lande, når det gælder produktivitet og erhvervsudvikling. Vi lever i en tid, hvor velfærden rulles baglæns. Både der hvor det gør mest ondt - i ældreplejen og i forhold til de svageste. Og der hvor det betyder mest for vores fælles fremtid - i folkeskolen og på uddannelserne.

Vi ved nu, at de gode tider før krisen byggede på falske forudsætninger. Der var ikke råd til både skattelettelser og velfærd. Væksten byggede på lånefinansieret overforbrug. Ikke på bedre uddannelse, højere produktivitet, innovation og udvikling.

Alligevel må vi aldrig glemme, at Danmark er noget særligt. At den måde, vi har valgt at indrette vores samfund på, er en styrke - ikke en belastning. At løsningen på vores problemer er at bygge videre på det, vi har opnået hidtil - ikke at opgive og gå baglæns.

Husk at vi har gjort det før:

Efter krigen op gennem halvtredserne og tresserne, hvor det moderne velfærdssamfund blev grundlagt.

Efter fattigfirserne gennem halvfemserne, hvor Danmark blev en af verdens mest konkurrencedygtige økonomier.

Hver gang har løsningen været samarbejde. Ikke bare mellem partierne på Christiansborg. Men også mellem Christiansborg og samfundets bærende kræfter: Lønmodtagerne, erhvervslivet, den offentlige sektor og de unge. Der ligger nøglen til fremskridt i det moderne Danmarks historie.

Kun hvis vi satser helhjertet på brede løsninger, kan vi forvente, at andre er klar til at gå på kompromis.

Kun hvis vi fordeler byrderne rimeligt, kan vi forvente, at alle er parate til yde et ekstra bidrag og løfte i flok.

Den opgave har Christiansborg svigtet. På mindst 5 afgørende punkter er samfundet omkring os klar til forandring. Klar til at gøre det nødvendige. Klar til at bygge bro over modsætninger.

Det gælder først og fremmest i forhold til økonomien. Her har lønmodtagernes organisationer - både LO og FTF - erklæret sig parate til tage et historisk medansvar. Også erhvervslivet ønsker dialog om en ny vækstpolitik. Lønmodtagerne har tydeligt sagt ja til, at vi arbejder os ud af krisen, frem for at spare os ud af den.

Alle er enige i, at vi nu skal bremse stigningen i arbejdsløsheden ved at sætte gang i vækstinitiativer for derefter - på den anden side af krisen - at løse den arbejdsstyrkeudfordring vi står med, når flere forlader arbejdsmarkedet og færre kommer til.

Så hvorfor giver vi ikke væksten det nødvendige skub? Hvorfor fremrykker vi ikke investeringer, der skal foretages under alle omstændigheder? Hvorfor sørger vi ikke for at skabe flere job, når vi ved, at lønmodtagerne bagefter er med på at arbejde mere for at betale regningen?

En anden hovedudfordring gælder vores sundhed. Her ligger enorme muligheder for at give de fleste danskere et længere og bedre liv. Spørgsmålet er, om alle får gavn af de nye muligheder. Eller om vi deles i et A og et B-hold. Hvor kun de bedst stillede får råd til hurtig og effektiv behandling, mens den anden halvdel af befolkningen udelukkes.

Så hvorfor stopper vi ikke overbetalingen til de private sygehuse? Hvorfor stopper vi ikke statstilskuddet til private sundhedsforsikringer? Hvorfor beder vi ikke befolkningen at betale en højere pris for det usunde - cigaretter, sukker og fedt? Og bruger pengene direkte til at vinde kampen mod kræft, som andre lande er langt bedre til at behandle end os?

En tredje udfordring gælder kampen for at bremse menneskeskabte klimaforandringer og sætte gang i et grønt erhvervseventyr. Klimakommissionen har leveret forslag til konkrete løsninger. Nu er tiden inde til politisk handling. Alligevel tøver regeringen. Som det blev sagt i sidste uge:

Det er første gang i 30 år, at Danmark står uden en langsigtet energipolitisk strategi. De uklare rammer gør det meget vanskeligt at træffe beslutninger om store energiinvesteringer herhjemme, samtidig med, at presset fra udlandet kun bliver kraftigere og kraftigere.

Ikke af en miljøorganisation eller en økologisk tænketank. Men af Vestas. En af Danmarks vigtigste eksportvirksomheder.

Så hvad venter vi på? Hvorfor gør vi ikke grøn erhvervsudvikling til et af de helt store fælles projekter mellem Christiansborg og de danske virksomheder, der vinder på, at Danmark går forrest?

En fjerde central udfordring gælder indsatsen for at uddanne de næste generationer. Det går den forkerte vej, og statsministeren nævner ikke problemerne med et ord. Der er i dag en mindre andel af de unge, der får en ungdomsuddannelse end for 10 år siden. Og der er i dag skåret så meget på skoleelevernes timetal, at det reelt svarer til at flere danske skoleelever mister et helt års undervisning. Og der spares på voksen- og efteruddannelse.

Så jeg er helt enig med statsministeren. Intet er vigtigere end folkeskolen. Og alle erkender, at der er brug for at gøre mere. Ingen - heller ikke lærerne, heller ikke kommunerne - modsætter sig forandringer.

Så hvorfor kan det ikke lade sig gøre at samarbejde? Hvorfor bruger vi det ikke til noget fornuftigt, at regeringen nu er enig med os i, at langt flere børn skal have glæde af helhedsskoler?

Hvorfor er det ikke en mærkesag for alle i Folketinget, at der skal være flere unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse. Frem for at se stiltiende til, at det går den modsatte vej.

Endelig vil jeg for det femte nævne situationen i de boligområder, der omtales som ghettoer.

Områder med kriminalitet, utryghed, og arbejdsløshed. Med en hel generation af børn og unge, der vokser op udenfor de rammer, vi opfatter som danske forhold.

Jeg støtter en stram udlændingepolitik. Den er nødvendig. Men ikke tilstrækkelig.

Så hvorfor dropper vi ikke flere kommissioner, og sætter os sammen og finder løsninger?

Hvorfor ikke samarbejde om at stoppe de asociale og kriminelle unge, der ødelægger hele byområder. Hvorfor samarbejder vi ikke om at stoppe fattigdommen og sikre en mere blandet beboersammensætning i ghettoerne?

Om senest 13 måneder har vælgerne talt. Det kan gå to veje. Enten fortsætter den nuværende statsminister. Med mandat til fortsat blokpolitik, flere år med nulvækst i den offentlige sektor, endnu større skattelettelser til de bedst stillede og ministerposter til Dansk Folkeparti.

Eller også overtager Socialdemokraterne og SF ansvaret. Med mandat til at samarbejde ud af Christiansborg og hen over midten i dansk politik. Med mandat til at lede en regering for hele Danmark. Vi er klar at løfte opgaven.