Hans Hauge nyt medlem af Legatudvalg

Kulturminister Marianne Jelved (R) har udpeget lektor, dr.phil. Hans Hauge til Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur. Han overtager pladsen efter Jes Stein Pedersen, som valgte at trække sig fra udvalget.

Det bliver forfatter og lektor i nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet, Hans Hauge, som overtager pladsen i Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur efter Jes Stein Pedersen. Det oplyser kulturminister Marianne Jelved i en pressemeddelelse. Om valget af Hans Hauge siger ministeren: "Jeg er meget glad for, at Hans Hauge, som medbringer en solid litteraturkritisk og analytisk erfaring, har sagt ja til at træde ind i Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur. Jeg finder det vigtigt, at udvalget repræsenterer forskellige fagligheder og kommer fra forskellige steder i det litterære kredsløb." Hans Hauge overtager pladsen i Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur, efter Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen i sidste uge valgte at trække sig fra udvalget efter længere tids kritik. Kritik af Jes Stein Pedersen Kritikken kom blandt andet fra Dansk Forfatterforening, som ikke mente, at Jes Stein Pedersen både kunne sidde som litteraturredaktør på Politiken og samtidig være med i et udvalg, der uddeler penge til forfatterne. Jes Stein Pedersen valgte herefter at trække sig fra posten, men afviste dog, at han skulle være inhabil. Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur er udpeget for en toårig periode og uddeler arbejdslegater til danske forfattere. Udvalget består af fem medlemmer, hvoraf to er udpeget af kulturministeren. De øvrige tre udpeges af Statens Kunstfonds repræsentantskab. Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur består af: Anne Lise Marstrand-Jørgensen, forfatter (formand) Camilla Hübbe, forfatter Peter Adolphsen, forfatter Sara Koch, oversætter Hans Hauge, dr.phil.
Forrige artikel Bjarke Møller direktør for tænketanken Europa Næste artikel 20-årig ny præsident for IFLRY