Hækkerup vært for konference om insider-angreb

Forsvarsministeren vil have gjort noget ved problemet med insiderangreb i Afghanistan. Derfor har han inviteret til ekspertkonference for at få idéer til mulige løsninger.

"Jeg er meget optaget af, at vi gør alt, hvad vi kan for at dæmme op for de såkaldte insiderangreb i Afghanistan. Når de soldater, vi træner og uddanner, vender sig om og skyder på ISAF-soldater – deres undervisere – er det svært for befolkningerne derhjemme at forstå, hvorfor vi er i Afghanistan. Insiderangrebene kan true opbakningen til vores indsats og derfor vores strategi dernede. Konferencen i dag om insiderangreb er vigtig i forhold til indsatsen i Afghanistan," siger Nick Hækkerup i en pressemeddelelse og tilføjer: "Konferencen handler om, at vi sætter kloge og erfarne militærfolk og eksperter sammen og deler den viden, vi samlet set har om insiderangreb – og dermed forhåbentligt kan være med til at begrænse risikoen. Men vi skal stadig gøre befolkningerne i ISAF-landene klart, at det er farligt arbejde, der forestår de kommende år. Vi må ikke ryste på hånden – heller ikke når det drejer sig om insiderangreb." Konferencen om insiderangreb bliver afholdt torsdag 24. januar i Grafenwöhr i Tyskland på en amerikansk basefacilitet. Danmark står sammen med ISAF som vært for konferencen. Der er tale om en ekspertkonference, og deltagerne kommer fra ISAF-landene og en række NATO-hovedkvarterer.
Forrige artikel Frandsen valgt som folketingskandidat for Venstre i Tønder Næste artikel Eldrup og Nyrup i spidsen for Danish Offshore Energy