Grundlovstale: Helle Thorning-Schmidt

Det talte ord gælder

I dag fejrer vi vores Grundlov.

Grundloven er de regler, vi har for vores politiske kampe. Grundloven giver den enkelte borger rettigheder. Og den sikrer, at lovene er det styrende princip for vores samfund. Grundloven er ubetinget den vigtigste lov i Danmark. Intet står over, og intet står ved siden af den. I dag fejrer vi vores folkestyre. Vores demokrati. Og de resultater vi har skabt i fællesskab.

For når Danmark, på trods af vores lidenhed, er et af verdens rigeste og mest harmoniske samfund, skyldes det, at vi har brugt vores demokrati.

Vi har brugt det til at skabe velstand for de mange og ikke alene for de få. Vi har brugt det til at skabe ligestilling mellem mænd og kvinder. Vi har brugt det på at skabe tryghed og sikkerhed.

Vi har brugt det på at give alle børn adgang til en god og gratis uddannelse. Vi har brugt det på at sikre, at det er diagnosen og ikke pengepungen, som er afgørende i vores sundhedsvæsen. Og vi har brugt demokratiet på at sikre, at alderdom ikke er det samme som fattigdom.

Kort sagt. Vi skal ikke alene værne om demokratiet. Vi skal også bruge det. Det er derfor, jeg står her i dag. Og det er derfor, jeg er socialdemokrat.

I dag for 55 år siden holdt en af de store skikkelser i dansk politik H. C. Hansen en af sine bedste taler.

H. C. Hansen står som en af vores markante statsministre. Han placerede Danmark entydigt på den rigtige side i Den Kolde Krig. Han insisterede på at normalisere og styrke relationen til vores store nabo i syd - Tyskland.

Men vigtigst var - og er, at socialdemokraten H. C. Hansen stod i spidsen for den lovgivning, der cementerede, at vi skulle være et velfærdssamfund. H.C. Hansen stod bag indførelsen af folkepensionen i 1956.

Folkepensionen afløste den såkaldte alderdomsrente, der var vokset ud af et Danmark med fattighjælp og skel mellem mennesker. Folkepensionen gav almindelige lønmodtagere tryghed og værdighed.

Den gav velfærd i ordets bedste og bredeste betydning. At folkepensionen var en mærkesag for Socialdemokraterne var ikke tilfældigt.

For som H. C. Hansen sagde for 55 år siden, da han skulle beskrive, hvad Grundloven skulle bruges til: "Grundloven er nu det fastslåede grundlag for og rammen om hele vor politiske stræben, hvis sigte er at skabe den højeste mulige grad af velfærd for hele folket og for alle dele af riget." Og han fortsætter: "Forude vil altid være nye fremskridt at gøre, nye vanskeligheder at overvinde og nye opgaver at løse. Vejene vi skal gå, vil i et frit, demokratisk samfund altid være under diskussion.

Sådan må det være i et demokrati, og for Socialdemokratiet vil målet altid være det samme: Folkets velfærd."

H. C. Hansens ord er mine ord. Ingen skal være i tvivl om, hvor Socialdemokraterne står. Vi er et parti for folket. Et parti for hele Danmark.
For det er sammen, at Danmark er stærkest. Når vi bøjer os mod hinanden, får vi styrke.

Når vi tænker på helheden og ikke enkeltinteresser, opnår vi det andre troede var uopnåeligt. Og når vi i fællesskab bringer ofre, skaber vi bedre muligheder for de kommende generationer, end dem vi selv fik.

Resultaterne taler for sig selv.

Uden trepartsforhandlinger i 80'erne havde vi ikke haft et pensionssystem, som er et af verdens mest robuste og socialt bæredygtige.

Uden ansvarlige lønmodtagere havde vi ikke så sent som for få måneder siden fået overenskomst resultater, der viser en beundringsværdig ansvarlighed overfor lønudviklingen.

Sammen kan vi træffe beslutninger, som øger vores konkurrencekraft og giver erhvervslivet nye muligheder. Kun i fællesskab kan vi finansiere vores velfærd. Og kun i respekt for hinanden og vores uenigheder kan vi træffe beslutninger, der rækker længere end næste folketingsvalg.

Derfor vil jeg i dag sende en hilsen til Lars Barfoed og det Konservative Folkeparti. Et nyt flertal vil ikke erstatte en dødssyg blokpolitik med en ny. Vi ser frem til et nyt samarbejde.

Et stærkt Danmark er et Danmark, vi er sammen om.

Men hvad vil det sige at være sammen om Danmark i 2011? Er det når over 2 millioner ser årets X-faktor finale? Er det når vi markerer vores store mærkedage?

Er det når håndbolddrengene giver hele verden kamp til stregen?

Svaret er ja. Men det er ikke nok. For de tråde, som væver Danmark sammen, består ikke alene af fælles oplevelser og værdier. De består også af fælles muligheder.

Vi har i fællesskab skabt et samfund, hvor afstanden mellem top og bund er kortere end de fleste steder i verden. Og det er vi ikke blevet fattigere af. Tværtimod.

Men ligheden er ikke kommet af sig selv. Den er skabt, fordi politiske kæmper som H. C. Hansen insisterede på, at Danmark var for hele folket. Og den er skabt, fordi vi i Danmark så og mærkede, at det var godt for vores land.

Ligheden mellem mennesker i Danmark har skabt frihed, tryghed, muligheder og fleksibilitet. Og på den måde har ligheden været med til at skabe vores velstand.
Vi socialdemokrater indså for mange år siden, at for meget ulighed ville holde liv i en ukonstruktiv og gammeldags klassekamp - som i længden ville skade Danmark. Derfor sluttede vi i 1899 fred med arbejdsgiverne. Og selv dybt ind i det borgerlige Danmark forstod man, at vi får det mest harmoniske samfund, når afstanden mellem top og bund ikke bliver for stor.

Lighed skaber respekten mellem forskellige mennesker. Ulighed skaber mistro og skel.

Det Danmark er regeringen ved at sætte over styr. Under påskud af den finansielle krise har regeringen og Dansk Folkeparti besluttet sig for at øge skellene.

Krisen har nu været over Danmark i et par år. Og regeringen har forsøgt sig med tre kriseindgreb.

I 2009 brød man sine løfter til vælgerne og gennemførte en historisk skæv skattereform. Den gav enorme skattelettelser til millionærerne og beskattede almindelige boligejere hårdere.

I 2010 gennemførte man efter et kaotisk forløb den såkaldte genopretningspakke, der skar i støtten til børnefamilierne, halverede dagpengeperioden, og som resulterede i tusindvis af fyresedler til skolelærere, pædagoger, HK'ere og SOSU-hjælpere. Og for tre uger siden vedtog man en reform af det danske pensionssystem, som betyder, at 470.000 mennesker får forringet deres folkepension, og at efterlønnen, som vi kender den, afskaffes.

Der er en ting, der er fælles for alle indgrebene. Og det er, at en femtedel af befolkningen systematisk slipper for at betale kriseregningen.

Hvem tror I så, det er der slipper? Ja, man skulle jo tro, at det var dem med de laveste indkomster, der slap. At det var dem, der er absolut længst væk fra aktiespekulation, bestyrelseslokaler og investeringsbobler, der slap for regningen.

Man skulle tro, at det netop var i en krisetid, at vi forstod at holde sammen om det simple princip, at de bredeste skuldre skal bære mest? Men svaret er nej.

Efter to års krise og tre krisepakker har den femtedel, der tjener mest, ikke betalt så meget som en krone af kriseregningen. Og på intet tidspunkt frem mod 2020 kommer de 10 % rigeste til at betale så meget som en krone. De ikke alene friholdes - de bliver ligefrem belønnet.

Hvor almindelige indkomster må spare, får den rigeste femtedel flere penge til rådighed. Og den absolut mest velstillede del af befolkningen, den gyldne procent, får i 2014 øget deres disponible indkomst med knap 45.000 kroner på grund af regeringens og Dansk Folkepartis krisepolitik.

Jeg gentager. Mens pensionister må suge på lappen. Mens de arbejdsløse får halveret deres dagpengeperiode. Mens der bliver skåret i antallet af timer i vores børns skoler.

Mens 2 ud af 3 nyuddannede sygeplejersker står uden job. Og mens de studerende skal skære i deres SU, ja så uddeler Pia Kjærsgaard og Lars Løkke Rasmussen skattelettelser på knap 45.000 kroner om året til den mest velstillede del af befolkningen.

Og det handler ikke kun om penge. Det handler også om muligheder.

For hvem er det, som bruger efterlønnen? Er det de bankøkonomer, der har gjort det til en levevej at anbefale, at den afskaffes? Er det de chefredaktører, der lader fingrene danse veloplagt over tasterne, mens de endnu engang skriver, at efterlønnen er Danmarks største problem? Eller er det de borgerlige politikere, som i 10 år har siddet med ansvaret for Danmark?

Svaret er igen nej. Det er helt almindelige lønmodtagere, som efter et langt arbejdsliv benytter muligheden for at trække sig tilbage. Otte ud af ti efterlønsmodtagere er faglærte eller ufaglærte. Og dem, som er længst tid på efterløn, er dem med de laveste indkomster.

Men fordi Pia Kjærsgaard har brudt alle sine løfter, afskaffes efterlønnen, som vi kender den. Fremover vil helt almindelige lønmodtagere reelt være tvunget til at arbejde til, de bliver over 70 år, mens dem med de højeste indkomster kan trække sig tilbage, når de vil.

Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: Det er ikke fair. Det er ikke rimeligt. Og det er ikke det, Danmark har brug for.

Nej, vi har brug for at genfinde den ordentlighed, som var så vigtig for H. C. Hansen. Vi har brug for et Danmark, hvor rettigheder og pligter følges ad. Et Danmark, hvor mennesker med muligheder og magt ikke alene bruger den på at fremme snævre interesser, men på at skabe fremgang for alle. Et Danmark, hvor ydmygheden vender tilbage.

Grundloven er alles. Og det er nu, vi skal bruge vores demokrati. Det er nu, vi skal have et nyt flertal.

Socialdemokraterne vil bede om mandat til at genskabe ligheden i vores samfund. Til at genskabe mulighederne for de mange.

Vi vil sætte gang i væksten, så der kommer nye job som erstatning for alle de job, vi har mistet.

Vi vil sige ærligt og redeligt til danskerne, at de skal betale mere i skat på udvalgte områder, og vi vil investere i uddannelse og forebyggelse samtidig med, at vi rydder op i den offentlige sektor.

Og vi siger det, som det er. Krisen har været dyr for Danmark. Alle må bidrage til at betale kriseregningen. De unge må hurtigere gennem deres uddannelser.

Kontanthjælpsmodtagerne må yde en samfundsnyttig indsats. Alle skal arbejde mere. Og millionærerne og bankerne må betale lidt af deres skattelettelse tilbage.
Vi har ingen lette løsninger i forhold til at betale kriseregningen. Men vi har en fair og en solidarisk løsning, hvor alle bliver bedt om at hjælpe til.

Det er i krisetider, at vi rykker sammen som nation. At vi fornyer vores aftale med hinanden om, at Danmark er et land. Et folk, der løfter i flok. Og hvis vi gør det; løfter vi i flok, så kan 2011 gå over i historien som et år, hvor vi kom videre og igen blev sammen om Danmark.