Grøndahl: En plan for vores fælles bedste

Så kom Lars Løkke Rasmussen (V) med sin store plan, og man kan i hvert fald sige, at ambitionsniveauet er lige så højt, som regeringen er smal. ”Ambitiøs” er næsten for spagfærdig en betegnelse, ”halsbrækkende” er mere på sin plads.

Midt i dansk politiks oprørte hav sidder statsministeren på et antal mandater, der mest af alt ligner en nødtørftig tømmerflåde. Som den skibbrudne Odysseus kastes han frem og tilbage mellem Skylla og Charybdis, her Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, og det vil kræve al den græske sagnhelts berømte snarrådighed at navigere mellem så modsatrettede krav og positioner.

Uanset hvad man i øvrigt mener om Lars Løkke Rasmussen eller hans 2025-plan, så aftvinger det respekt, at han på trods af sit usikre parlamentariske grundlag vælger at fremlægge et så vidtrækkende bud på, hvordan det danske velfærdssamfund kan fremtidssikres i en globaliseret verden.

Man skulle tro, at han selv kunne huske, hvad han sagde til Helle Thorning-Schmidt (S), da han efter forrige valg overrakte hende nøglerne til Statsministeriet. Har han glemt, at de kun er til låns? Er han parat til at tabe dem i en brådsø efter blot et år ved magten? Det kan næsten kun betyde, at han faktisk mener, hvad han siger. Der kan næsten ikke være tale om andet end en ærlig og redelig vision for Danmark. Med mindre den drevne strateg har indset, at det politiske spil og den ideale fordring for en gangs skyld er forenelige.

Ud over de store politiske armbevægelser udmærker Løkkes plan sig ved sin taktiske snilde. Det virker jo nærmest genialt at indfri løftet om topskattelettelser – med den fiffige begrænsning at den ikke gælder indtægter over en million. Dels vil det blive en begunstigelse af de mange frem for en favorisering af de få, og dels vil Anders Samuelsen (LA) i en kommende valgkamp fremstå som de allerrigeste danskeres hysteriske bannerfører, ideologisk og uden ægte kompromisvilje.

Før det folketingsvalg, der bragte Helle Thorning-Schmidt til magten, blev det i meningsmålinger klart tilkendegivet som et ønske fra mange vælgeres side, at man brød med blokpolitikken. De fleste af os foretrækker det samarbejde hen over midten, der rummer sin del af forklaringen på den relativt store tillid mellem befolkningen og den politiske elite. Evnen til at indgå kompromiser, der holder, og som både politikere og vælgere af divergerende observans føler et forpligtende medejerskab til.

De politiske kandestøbere vil vide, at et nyt folketingsvalg truer på horisonten, men der er stadig tid til at overveje, om blokpolitiske hensyn skal have lov at spænde ben for Løkkes invitation til at betragte samfundet under ét. Som en helhed, hvor ingen kan undværes, og alle bliver hørt, når kursen for de kommende år skal udstikkes.

Det fælles bedste
Hvem kan definere, hvad der er til vores fælles bedste? Det er der selvfølgelig ingen, der kan på egen hånd. Det er derfor, vi har mere end ét politisk parti. Det er også derfor, man alt efter temperament kan vælge at placere sin stemme på yderfløjene eller ind mod den politiske midte.

Anker Jørgensen sagde engang, at midten er et dødt punkt. Sandheden i hans ord hænger sammen med, at den politiske midte altid vil være i bevægelse, og at ingen derfor kan tage patent på at repræsentere den. Både som vælger og som parti må man have et udgangspunkt og være loyal over for det, når man navigerer i det politiske landskab.

På den anden side er yderfløjene i bedste fald hjemsted for utopiske luftkasteller, i værste fald for enøjethed og mangel på indlevelse. Hvis man spørger den yderste venstrefløj, er der ingen grænser for de offentlige udgifters vækst, de rige svin kan bare hoste op.

Spørger man derimod de allermest liberale, får man det indtryk, at samfundets underste vitterligt bare er nogle dovne hunde, der må lære at få hænderne op af lommen.

Bevæger man sig ind mod midten, bliver sandheden tilsvarende meleret, og det bliver sværere at skelne skarpt mellem højre og venstre. Helle Thorning-Schmidt blev igen og igen skoset for at føre blå politik, men selv da hun styrtdykkede i meningsmålingerne, fremturede hun med en reformlinje, der alt andet lige kun kunne opfattes som udtryk for politisk mod.

Hun og hendes regering må have troet på, at den politik, de lagde frem, var den bedste for Danmark. Det kan ikke alt sammen tilskrives Margrethe Vestagers jernvilje. Hvis Thorning ikke mente noget med det, hvorfor i alverden skulle kun så lægge sig ud med sine kernevælgere? I grunden var hun og Bjarne Corydon socialdemokrater af den klassiske skole fra dengang, det gamle arbejderpartis visdom bestod i, at der skal være en kage at dele. Og at der skal være nogen til at bage kagen i form af dygtige lønmodtagere og et erhvervsliv, der trives.

Skønt Løkkes udgangspunkt er borgerligt, udviser han med sin store plan det samme politiske mod. Den samme vilje til at tænke andre end sine egne vælgere ind i oplægget til, hvordan Danmark kommer bedst ind i fremtiden. Det er i sagens natur et oplæg til forhandling og tager allerede i sit udgangspunkt bestik af de ender, der skal mødes for at en aftale kan falde på plads. Lykkes det ikke, har han skabt sig en god platform at gå til valg på. Han kan sige til vælgerne, at han prøvede. Hvem vil kunne sige det samme?

De snævre interesser
Det overrasker ingen, at Liberal Alliance har hejst sig selv op i flagstangen. Skønt Løkkes plan indebærer en topskattelettelse for flertallet af dem, der betaler topskat, er det selvfølgelig ikke nok.

Skønt sværvægtere i dansk erhvervsliv udtaler, at det såmænd ikke har så meget at sige med den topskat, fremturer Anders Samuelsen med sit ultimative krav. Mønsteret er det samme, som man kunne iagttage i forholdet mellem Enhedslisten og den foregående regering.

Ligesom Enhedslisten anskuer Liberal Alliance det danske samfund fra en begrænset gruppes snævre synsvinkel, og så er det egentlig underordnet, om der er tale om mindretallet af meget rige eller mindretallet af meget udsatte borgere. Den ene gruppe har så meget at passe på, at de ikke rigtig har overskud til andet. Den anden gruppe har så lidt, at det ikke falder dem ind, at også samfundets penge skal tjenes, før de kan bruges. Men hvad med Socialdemokratiet? Hvor står Mette Frederiksen?

Blandt de scenarier, som kommentatorerne har stillet os i udsigt, er den mulighed, at Løkke Rasmussen indgår en bred aftale med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. Det virker realistisk nok, al den stund at Frederiksen og Thulesen Dahl (DF) har nærmet sig hinanden i årets løb. Det virker også rimeligt, eftersom de fleste vælgere formentlig stadig foretrækker et samarbejde hen over midten.

Konstellationen burde være optimal for en notorisk dealmaker som Løkke. Manden lyser jo langt væk af dyb og inderlig lede ved politiske markeringer uden gang på jorden. Noget af det, der tænder mange af, er nok uløseligt forbundet med det magtspil, som statsministeren er sådan en mester i, men man overser, at kynisme alene ikke fører til noget i politik uden evnen til at forstå modpartens grunde og prioriteringer.  

Man ser det for sig: Løkke, Tulle og Mette laver en deal. Alle giver sig, alle får noget med hjem, og samfundsudviklingen har nu en retning og nogle mål, i hvert fald for en årrække.

Der bliver murret i de respektive baglande, og på yderfløjene bliver der skreget. Alt er med andre ord, som det skal være. Men så kommer Samuelsen med det mistillidsvotum til regeringen, som han har lovet, og her knækker filmen. Frederiksen har jo udtalt, at hun vil stemme for og dermed udløse et valg, uanset hvad hun måtte have indgået af aftaler med regeringen.

Måske er jeg den eneste, der tager sig til hovedet. Jeg må i så fald bede læseren om at tilgive min politiske naivitet, men hvor står det skrevet, at en oppositionsleder nødvendigvis skal vælte den siddende regering, blot fordi muligheden byder sig? Handler det virkelig kun om de nøgler?

Herregud, Mette, du skal såmænd nok blive statsminister en dag, men tror du, at verden og udfordringerne vil se anderledes ud med dig som logerende i Prins Jørgens Gård? Tror du, at kortene vil være så meget anderledes fordelt efter et valg? Tror du ikke, at den seje, uheroiske vej til et kompromis hen over midten vil være nogenlunde den samme? Og hvad med indholdet? Vil det virkelig blive så meget anderledes med dig for bordenden?

Vi vil gerne spørges, men ikke i utide. Frem for alt vil vi regeres til vores fælles bedste, og lige nu er det Løkke, der er den. Under alle omstændigheder er opgaven den samme.

Løs den.

... 

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

debat@altinget.dk