Grøndahl: Den blodige føljeton

Vi er holdt op med at tælle, hvor mange afsnit det er blevet til i terrorens blodige føljeton. Seksten sæsoner indtil videre, hvis vi regner 9/11 for at være premieren. Nu skete det igen. Og igen. To terrorangreb med mindre end to døgns mellemrum, på hver sin side af Jorden. Det ene sendte et halvt hundrede glade, festende mennesker i døden, i det andet måtte en tre-årig dreng se til, mens hans forældre blev stukket ihjel.

Proportionerne varierer, men rædslen er den samme. Jihadismen er global, selv om dens morderiske aktører er lokale og som regel handler på egen hånd. At IS efterfølgende tog æren for de to angreb, betyder ikke, at kalifatet også stod bag planlægningen. Der var ingen ordrer, hverken i Orlando eller i Magnanville uden for Paris, som efterretningstjenesterne kunne have opsnappet.

Gerningsmændene var i begge tilfælde kendt af politiet, men var ikke under overvågning. Omar Mateen besluttede efter alt at dømme på egen hånd at opsøge natklubben Pulse for at skuddræbe 49 mennesker og såre lige så mange. Larossi Abballa fandt selv på at opsøge en lokal politikommissær og hans kone for at slagte dem begge.

Gerningsmændene kendte næppe hinanden, men havde alligevel nogle træk til fælles ud over voldsberedskabet. Begge var under 30 år, begge var radikaliserede muslimer, og efter sigende var deres radikalisering af nyere dato. Ifølge flere medier erklærede Mateen først troskab over for IS, da massakren i Orlando var i gang, ligesom Abballa transmitterede sin bestialitet på Facebook.

Abballa havde afsonet en fængselsdom for sine kontakter til jihadister, men han var lige så lidt i søgelyset som Mateen. Begge havde desuden job, den ene som vagtmand, den anden i et cateringfirma. De var ikke udskud i social forstand, de havde et liv. Hvorfor gjorde de det?

I dagene efter blodbadet på The Pulse kom det frem, at Omar Mateen selv havde frekventeret natklubben, og at han til trods for sit erklærede had til homoseksuelle havde forsøgt at kontakte bøsser på internettet. Spekulationerne antydede en forstyrret mand i dyb splid med sig selv. Måske havde han i en slags udadrettet selvhad ladet andre bøde for sin egen indre kamp? Vi ved så lidt. En journalist fra den franske avis Libération opsøgte det betonkvarter i en forstad til Paris, hvor Larossi Abballa havde boet, og hvor man ”ikke ville behandles som Molenbeek”. En beboer mente, at Abballa havde haft et regnskab at gøre op med det ene offer, politikommissæren. Man mærkede mellem linjerne frygten for de generaliseringer, der altid ligger på lur i terrorens kølvand.

Man mærkede den også, da en imam fra Orlando, stående ved siden af Floridas guvernør og ledende politifolk, erklærede sin sympati for ofrene. Han advarede imod forhastede slutninger, men nævnte ikke med et ord den religion, han repræsenterede, og som Mateen havde påberåbt sig en perverteret, forvrænget udgave af.

Terror bringer os sammen
Terroren avler både frygt og mistillid, og den ene følelse vokser ud af den anden. Det er ikke svært at forstå, hvorfor muslimer kan føle sig pikererede, når de efter endnu en terrorhandling afkræves de samme rituelle, beroligende erklæringer. Som om de per definition var under mistanke, alle som én.

Forhåbentlig er det heller ikke svært at forstå, hvorfor vi andre kan føle os bekræftet i et elementært menneskeligt og socialt fællesskab, hver gang muslimer af egen drift tager bladet fra munden og undsiger vold i islams navn. Nej, det er ikke en pligt. Netop derfor er det så kærkomment.

Det har alle dage været terrorens rationale at vække mistro og så splid. Det var strategien i 1970’erne, da Rote Armee Fraktion og De Røde Brigader forestillede sig, at de kunne forcere en folkelig opstand frem ved at provokere staten til at besvare vold med vold. Det lykkedes ikke dengang, og det lykkes heller ikke i dag. Terroren bringer os sammen, muslimer som ikke-muslimer. Afstumpet vold fremhæver i sin psykopatiske afvigelse, hvad der forener normale mennesker på tværs af kulturelle og religiøse forskelle: den fundamentale omsorg og respekt for det nøgne menneskeliv.

Men lige så trætte, muslimer bliver af igen og igen at skulle proklamere deres fredelige sindelag, lige så tør i munden kan man blive af ustandseligt at forsværge nogen som helst forbindelse mellem islam og terror. Terroristernes forvildede og frådende floskler har lige så lidt med islam at gøre, som Joachim von And har med Adam Smith, skønt de begge er kapitalister. Men det ville ikke være ligegyldigt for Adam Smiths eftermæle, hvis mogulen fra Andeby gav sig til at citere ham.

En anden analogi kan måske tydeliggøre, hvad jeg mener: Det ville være unfair og en misvisende anakronisme at karakterisere filosoffen Friedrich Nietzsche som nazist, blot fordi han var Hitlers yndlingsfilosof. Men det har i eftertiden givet Nietzsches begreb om ”overmennesket” nogle konnotationer, som det ville være historieløst at ignorere.

At islam tages til indtægt for terror, kan ikke inkriminere en hel religion, men i al sin urimelighed bør selve påberåbelsen på den anden side heller ikke ignoreres. Den finder jo sted. Der er individer, der lader sig påvirke af den. Skræmmende, svært forståelige, tikkende bomber som Omar Mateen og Larossi Abballa, der måske kun har ventet på det udløsende ord. Ikke i form af en ordre, et kodet budskab fra IS eller Al-Qaeda om, at så er det nu, du skal afsted med din kniv eller automatriffel. Men altså heller ikke kun i form af de indre stemmer, der af og til får psykiatriske patienter til at gå amok og blive mordere. Mellemtingen hedder radikalisering, men hvad ligger der i dét begreb?

Ord og handling
En af forudsætningerne for radikaliseringen er, at der slås bro mellem ord og handling. Den bro kender enhver fra det almindelige liv. Uden evnen til at omsætte forståelse, hensigt og målsætninger i praksis, ville vores hverdag falde fra hinanden.

Det er kendetegnende for dysfunktionelle personer, at de er så dårlige til at forbinde ord og handling, bevidsthed og fysisk virkelighed, at selv den personlige hygiejne bliver uoverkommelig. Men for de drastiske tankers og ekstreme synspunkters vedkommende gør det modsatte sig gældende. Det hører til den normale persons ligevægt at kunne bedømme, om en radikal idé og spidsformuleringen af den skal tages for pålydende eller ligefrem eksekveres. Det er en del af normaliteten at kunne tøjle selv de mest aggressive eller megalomane fantasier.

Hvis en motionsløber falder død om af hjertestop, vil de fleste med rette tilskrive det en fanatisk, alt for kompromisløs vilje til at perfektionere kroppen og udfordre dens grænser. Det normale menneske evner at skelne mellem, hvilke ideer der skal tages bogstaveligt og føres ud i livet, og hvilke der skal forstås i symbolsk, overført betydning. Derfor var der i 1970’erne også forskel mellem at være meget venstreorienteret og at være terrorist. Derfor er der forskel mellem at være endog meget rettroende islamist og livsfarlig jihadist.

Dengang fandtes der imidlertid en gråzone mellem venstresocialister og terrorister. Yderst på venstrefløjen var det en stående diskussion, om man ville åbne sin dør for et RAF-medlem på flugt for politiet. Nogle åbnede døren og følte sig på den måde i kontakt med den sande revolution. Hvem åbner døren i dag?

Spørgsmålet er i første række interessant for Politiets Efterretningstjeneste, men i videre forstand må vi alle, muslimer som ikke-muslimer, spørge til gråzonen mellem ord og handling, mellem religiøsitet og voldsberedskab.

I den forbindelse virker det underligt og verdensfjernt, når en række danske intellektuelle i deres kompromisløse forsvar for ytringsfriheden mener, at også radikaliserede imamer fra ind- og udland skal have frihed til at prædike had og vold i landets moskeer.

Synspunktet hviler på den forudsætning, at ord blot er ord, og at kun handlinger er farlige. Men man kan også blive for beskeden, ikke mindst som sprogmennesker, på vegne af ordenes skabende kraft. Så beskeden, at man glemmer, hvordan bestemte ord i hovederne på mænd som Omar Mateen og Larossi Abballa kan blive de første skridt ind i zonen mellem troens renhed og mørkets hjerte.

Det er i første række ikke ytringsfriheden, der er truet, men almindelige menneskers liv og sikkerhed, og gråzonen er en del af trusselsbilledet. Den må indhegnes og sættes under maksimalt pres, og dét er både en politiopgave, en politisk udfordring og et ansvar for civilsamfundets fællesskab på tværs af kulturer og religioner.

 

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

debat@altinget.dk