Grabow: Mediernes meningsmålingssyge
KLUMME: Det er ikke nødvendigvis en fordel, at vi hele tiden skal følge med i ’stillingen’, som var vi midt i en tennismatch med virkelig mange spillere på banen," skriver Rulle Grabow om valgkampens mange meningsmålinger.
Vi lever i et land med hyppigt skiftende vejrlig. Dog ikke i et sådant omfang, at det helt forklarer den ekstreme fokusering på vejret.
I de seneste tyve år er mediedækningen af solskin, regn eller den evige blæst, der får kandidaterne på Frederiksberg Alle til at flyve rundt (og min søn på otte til i dag at kræve, at vi gik en anden vej til skole for at se, om Jan E. Jørgensen fra Venstre stadig sad pænt på den bænk, hvor vi satte ham i går) eksploderet.
Jeg tænker tit på min gamle onkel, der – i lighed med resten af min familie på mødrene side – var landmand på Als. ’Vil du vide, hvordan vejret er – så gå ud i det,’ sagde han. Det lød noget mindre rigsdansk, når han sagde det.
Meningsmålingssyge
Han havde ret, synes jeg. Og den slags kvægavler-visdom kan også sagtens anvendes på den igangværende valgkamp.
Den lider nemlig i den grad af meningsmålings-syge. Vi er på sjette dag, og jeg har mindst set ti af slagsen. Ja, jeg ved godt, at meningsmålinger er fremragende godt nyhedsstof – mere blondine er jeg heller ikke. Tal er taknemmelige og virker beroligende håndfaste på seere og læsere – især hvis der ikke rigtig sker så meget, man ellers kan skrive og tale om.
Politik skal ikke være en tilskuersport
Tal kan jo dissekeres og diskuteres i én uendelighed. Af aktørerne, der rituelt kan forsikre os alle sammen om, at de skam ikke går op i den slags (når de ligger dårligt i målingerne), eller at der nu er retfærdighed til, og at vælgerne endelig har erkendt genialiteten i til enhver tid førte politik (når de ligger godt).
Og af observatørerne, der med mange og lange ord kan udbrede sig i den bedste sendetid om, at det netop er denne eller hin bemærkning/facebook-opdatering/fodstilling, der har ændret billedet 0,4 procentpoint. Jeg er selv en af dem. Men jeg kan alligevel ikke helt frigøre mig fra følelsen af, at det ikke nødvendigvis er en fordel for den demokratiske proces, at vi hele tiden skal følge med i ’stillingen’, som var vi midt i en tennismatch med virkelig mange spillere på banen.
Politik skal jo ikke være en tilskuersport, men en fælles aktivitet, vi alle sammen deltager i. I hvert fald, når der er valg.
Der er jo altid nogen, der har en mening
For nogen tid siden interviewede jeg i anden anledning nogle chefer fra de førende meningsmålingsinstitutter. En af dem sagde (anonymt, naturligvis):
"Meningsmålinger er jo bare et øjebliksbillede. Og politikerne kunne jo lade helt være med at kommentere på dem, så forsvandt nyhedsværdien nok lynhurtigt. Men der er jo altid nogen, der har en mening."
Jo. Men har vi brug for at se billedet hvert øjeblik? Og kunne det tænkes, at tallene rent faktisk både påvirker politikerne til at ændre kurs og måske også påvirker vælgerne til at mene noget andet end det, de egentlig mener? Granskning efter det nyligt overståede engelske valg, hvor målingerne skød helt forbi, antyder i hvert fald, at det kan forholde sig sådan.
Jeg synes, at det er helt på sin plads at citere den tidligere socialdemokratiske kulturminister Jytte Hilden, der i begyndelsen af 90’erne sagde:
"Med sport har jeg det som med porno. Det er sjovt at være med til, men det er kedeligt at se på."
Hun har ret. Det havde min onkel også. Vi bør ikke sidde inde og se på valgudsigterne. Vi skal ud og være med. Måske blæser det slet ikke?
---
Rulle Grabow er kommunikationsrådgiver og politisk kommentator. Hun er tidligere rådgiver for fødevareminister Henrik Høgeh (V). Under valgkampen skriver hun hver mandag og torsdag skæve, skarpe og humoristiske klummer om et Danmark i politisk undtagelsestilstand.
Enevælden har stadig tag i Slotsholmen
Khader & Elbjørn: Kald ondskaben ved rette navn
