Grabow: Tre uger i tidslommen
KLUMME: Pap-rundstykker med tandsmør, politikere i vindtæt polyester i fritidssnit og lygtepæle med billeder photoshoppet til ukendelighed. Rulle Grabow skriver om Valgkampsland.
Jeg har aldrig været politisk aktiv (bortset fra den obligate demo på Flakhaven i Odense i syvende klasse, hvor jeg anførte et råbekor, der bidrog til demokratiet med de udødelige ord ’To Skridt Frem og Eet Tilbage – Bertel Haarder Er En Plage’. Helt ærligt, det VAR han jo, dengang jeg var tretten. Lige som alt andet.)
Mens størstedelen af dem, der nu fører valgkamp, kyssede drenge og piger og råbte slagord i diverse politiske ungdomsorganisationer, kyssede jeg drenge og bandt knob i FDF i stedet. Potato/potato, tænker I måske, men dette skæbnesvangre barndomsvalg har betydet, at jeg deltog i min første valgkamp i 2011, hvor jeg var særlig rådgiver for den daværende V-fødevareminister.
Pap-rundstykker og tandsmør
Forestil jer min forundring, da jeg en halv time efter at have modtaget min fyreseddel fra ministeriet, fuldstændig uforberedt blev katapulteret direkte ud i en verden, der kun eksisterer i tre uger hvert fjerde år, og som bedst kan beskrives som en tidsrejse til et aldeles charmerende, men totalt urealistisk cirkussamfund anno gud-ved-hvornår. Lad mig give tre eksempler.
I Valgkampsland spiser man pap-rundstykker med tandsmør om morgenen, uagtet at den – store – del af befolkningen, der normalt indtager måltider på farten, er gået over til 7-11-bake off og caffe latte for årtier siden og derfor sidder i toget og famler ubehjælpsomt med de underlige stykker bagværk, som velmenende kandidater har presset dem i hånden.
En croissant er noget moderne københavneri i Valgkampsland, og at give vælgerne noget med kerner i er helt utænkeligt. Misforstå mig ikke, jeg elsker tandsmør (jeg er født på Als), men min ellers normalt fungerende hjerne kan simpelthen ikke lave koblingen mellem fordelingspolitik og portionsanrettet hvedebrød.
Vindtæt polyester
Valgkampsland forvandler også ulastelige stilikoner i alle politiske farver til noget, der bedst kan sammenlignes med mine søstre og mig, når vi havde været gennem hele tiggerunden på Odense Dyrskue i 1980’erne og var ekviperet med alt fra smarte kasketter med Massey Ferguson-logo til dårligt siddende t-shirts med påskriften ’Stop Flyvehavren’.
Åbenbart kan indbyggerne i Valgkampsland ikke genkende en eller høre, hvad man siger, hvis man ikke er iført noget vindtæt polyester i fritidssnit. Eller t-shirt i enten størrelse ’minikjole’ eller ’se-min-(tand)smørdelle’.
Papir, flag og vindmøller
Og så er der papir. Overalt. I Valgkampsland lever bogtrykkerne godt endnu. For selv om størstedelen af kommunikationen os borgere imellem for længst er rykket ud på de sociale medier, og vi til hverdag hellere vil sidde bag (en af) skærmen(e) og orientere os, foregår det helt anderledes i de kommende tre uger.
På hver en lygtepæl hænger billeder, mange photoshoppet til ukendelighed (intet vindtæt polyester her), endskønt de fleste ædruelige analyser jeg har set gennem årene, gang på gang har fastslået, at valgplakater kun flytter stemmer til folketingsvalg, hvis man er ekstrem-tvivler eller den, der optræder på plakaten, tilhører en minoritet (læs: IKKE er en hvid, midaldrende mand). Møder man en af de polyesterklædte i Valgkampsland, kan man også være sikker på at få noget så retro som en papirpjece i hånden. Og måske et flag og en vindmølle.
Det blæser nemlig også altid der – i tidslommen. Til gengæld eksisterer den kun i tre uger, så nyd den. Aktørerne mener det godt. Og man kan aldrig få for meget smør.
---
Rulle Grabow er kommunikationsrådgiver og politisk kommentator. Hun er tidligere rådgiver for fødevareminister Henrik Høgeh (V). Under valgkampen skriver hun hver mandag og torsdag skæve, skarpe og humoristiske klummer om et Danmark i politisk undtagelsestilstand.
Tænketank: Politiet vil have fingre i dybt fortrolige persondata
Jelved: Forvrøvlet kritik af musikplan
