Fotoserie: Tre dages folkemøde kogt ned til ti billeder

Årets folkemøde er overstået. Et folkemøde, som lignede sig selv fra før corona. Som altid var det talte ord i fokus, men begivenheden har også masser andet at byde på. Her er ti nedslag fra dagene – fortalt i billeder.

Mette Frederiksens åbningstale bliver forstyrret af Extinction Rebellion. Banneret med teksten ”Ikke mere blah, blah, blah – magt til klimaborgertinget” kom aldrig rigtigt op at hænge, før det blev taget ned igen. Det skulle vise sig, at det var bare én af flere aktivistiske begivenheder fra klimaaktivisterne.

Det kan du læse mere om her.

 

Bornholm og debat. En af de mere idylliske scener ved tech-området samler begge dele, men kræver en mindre klatretur for at komme derhen.

 



”Grundfinansiering – ja tak!”. Sådan råber Fonden for Socialt Ansvar, en paraplyorganisation for frivilligt socialt arbejde, da de går gennem Allinges gader. Det svært afkodelige budskab bliver - på bedste folkemøde-stil – gentaget af manden på prædikestolen, før han vender tilbage til sin egen agenda: at sprede guds ord.

 

Allinges havn er proppet med sejlbåde og scener under folkemødet. Her har både TV 2 og DR deres åbne studier – midt i virvaret af en række andre events.



Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) slår ud med dirigentstokken på hovedscenen. Sammen med Lars Løkke Rasmussen og Jens Rohde bliver hun udfordret på sit lederskab, mens hun forsøger at styre Danmarks Underholdningsorkester. Det endte i meget forskellige, overraskende musikalske resultater.

 

Inger Støjberg overfaldes af journalister på Havnegade. De vil høre om hendes politiske fremtidsplaner.

 

Ligesom Inger Støjberg får Kristian Thulesen Dahl (DF) mange spørgsmål om, hvad hans næste skridt er, efter at han fredag på Folkemødet annoncerede, at han ikke stiller op til Folketinget for Dansk Folkeparti til næste valg. Her er det Altingets politiske redaktør, Esben Schjørring, som spørger.

Det kan du læse mere om her.

 

Simon Fendinge Olsen, formand for LA Ungdom, går på knæ, kort efter at han er blevet hædret som vinder af DM i Debat og fejrer med sin partner. Her dyster deltagerne om, hvem der er retorisk stærkest, lytter til deres modstander og tænker hurtig i at vinkle deres argumenter.

 

Stemningen er høj, dagen før Folkemødet starter i ”Ung Agenda”-lejren. DJ-settets lyd kan høres fra Allinge havn tre til fire kilometer væk. "Ung Agenda" er et initiativ til at tiltrække unge mennesker til Folkemødet. I år er der mere end 1.000 deltagere.

Du kan læse mere her.

 

For fjerde og sidste gang dyster Uffe Elbæk og hans sønner om, hvem der kan underholde publikum bedst til DJ-battle i Højskolernes telt. Teltet er fyldt med kærlighed og god karma som i Alternativets velmagtsdage. Før publikums dom fældes, crowdsurfer Uffe Elbæk og sønner hele vejen til baren. Et billede på Elbæks politisk exit, da han ikke genopstiller til næste folketingsvalg.  

{{toplink}}

Forrige artikel Uffe Ellemann-Jensen levede som stridsmand, men døde som statsmand Uffe Ellemann-Jensen levede som stridsmand, men døde som statsmand Næste artikel Ugen i dansk politik: Ministre skal i samråd om danske børn i Syrien Ugen i dansk politik: Ministre skal i samråd om danske børn i Syrien