"Forfriskende" og "liberal i hjertet": Nordjyllands nye regionsformand overraskede de fleste med hjælp fra snævert flertal

Mads Duedahl slog Ulla Astman med det snævrest tænkelige flertal i ryggen. Den 37-årige Venstremand har klare holdninger, men er trænet i kompromiser, siger kilder til Altinget.

Der blev bidt negle i Regionshuset i Nordjylland i timerne efter midnat natten til onsdag. Alle ventede på stemmerne fra Aalborg Kommune, som først var talt op omkring klokken halv tre.

Først herefter stod det klart, at Venstre bevarede partiets 11 mandater i regionsrådet. I kombination med Konservatives fremgang var vejen banet for et systemskifte, hvis V og K vel at mærke kunne holde Dansk Folkeparti i den blå lejr.

Det lykkedes, trods rygter om livlige diskussioner i forhandlingslokalet. Og da mediernes morgenvagter mødte ind et par timer senere, lå der til de flestes overraskelse en aftale på bordet, der sikrede 37-årige Mads Duedahl posten som formand i Region Nordjylland. 

En opsigtsvækkende nyhed. Op til valget havde analytikere kåret Ulla Astman (S) som favorit til genvalg og udråbt Region Sjælland som eneste realistiske bud på en sving-region. Med god grund, for siden 1978 - dengang det hed Nordjyllands Amt - har et flertal af nordjyderne stemt rødt.

Det er første gang siden regionernes oprettelse, at der sker et magtskifte uden for Region Sjælland.

"Det gik efter planen," siger Per Larsen (K), der personligt fik et kanonvalg og var med til at sikre Konservative 3 ekstra mandater. Alligevel var der aldrig tvivl om, hvem der skulle stå i spidsen:

"Vi havde lavet en aftale på nordjysk ordentlighedsfacon om, at det største parti skulle have formandsposten," siger Larsen. Selv fortsætter han som menigt medlem af regionsrådet og medlem af forretningsudvalget, udover sin post som sundhedsordfører på Christiansborg.

Han medgiver, at nerverne sad på højkant ud på de små timer. For flertallet på 21 mandater var det snævrest tænkelige og gjorde valgets store taber, Dansk Folkeparti, til tungen på vægtskålen.

"De fik heldigvis skrevet under, men det er klart, at vi var da nervøse for, om det ville smutte," siger Per Larsen.

Anders Fogh er forbilledet

Mads Duedahl er klassens nye dreng i det prominente selskab af regionsformænd - og i det hele taget ny i regionspolitik. Men i Nordjylland er han et kendt ansigt som rådmand for Aalborg Kommunes Sundheds- og Kulturforvaltning siden 2014. 

Her har han siddet sammen med den unge socialdemokrat Rose Sloth Hansen (S), der giver ham følgende skudsmål med på vejen:

"Mads er reel og nede på jorden og rigtig god til at finde kompromiser," siger hun.

Duedahl blev valgt ind i byrådet i Aalborg i 2010, mens han studerede på Aalborg Universitet, hvorfra han er uddannet cand.scient.adm. Han er opvokset i området omkring Jammerbugt og meldte sig efter gymnasiet ind i Venstres Ungdom. På sin Facebook-side skriver han, at hans politiske forbillede er tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Som rådmand har Mads Duedahl været medlem af KL's Sundhedsudvalg, hvor Jette Skive (DF) har siddet som formand siden 2018. Hun har oplevet samarbejdet som eksemplarisk:

"Han er inde i stoffet og leverer fuldt ud på det, han skal levere på. Desuden er han meget behagelig at være sammen med, og han brænder for politik," siger hun og tilføjer drillende, at jeg skal prøve at spørge ham, hvad han tænker om rygepolitik:

"Vi har haft mange sjove diskussioner om røgfri arbejdstid. Han er jo liberal i hjertet, men han har da stemt for det i Aalborg," siger hun.

En forfriskende stil

Selvom magtskiftet i Nordjylland var uventet - hovedpersonen selv har udtalt til Nordjyske, at kun hans mor og hans kone troede på projektet - er der flere gode forklaringer på, at det lige blev Mads Duedahl, der farvede toppen af Danmark blåt. Og de handler ikke alle sammen om mink-sagen eller De Konservatives momentum.

Lokale kilder fortæller til Altinget, at Duedahl står stærkt i sit politiske bagland og har en bred berøringsflade i landsdelen. Samtidig har han ført en moderne og professionel valgkamp og været god til også at udnytte sociale medier til at skabe synlighed. Han beskrives som en stærk kommunikator, der kan levere klare budskaber i øjenhøjde - og et frisk pust i forhold til både sin forgænger, Venstres tidligere spidskandidat Lone Sondrup, og Astman, der har ført en mere traditionel valgkampagne.

Indsatsen afspejles i et resultat, hvor Duedahl formåede at trække mere end dobbelt så mange personlige stemmer som Sondrup gjorde i 2017.

"Mads har en forfriskende stil, hvor han tør sige, hvad han mener, selvom det har lidt kant. Det tror jeg, folk synes godt om," siger Per Larsen, der de seneste måneder har stået i adskillige paneldebatter med Duedahl. Han håber, at det blå flertal vil kunne sætte en ny retning:

"Der har jo været ting, vi ikke havde en chance for at få igennem i det gamle regionsråd. Vi vil for eksempel arbejde målrettet for at få flere læger og speciallæger til regionen," siger Larsen.

Hvad det nye flertal kan blive enige om, er dog fortsat helt uafklaret, da Region Nordjylland som landets eneste region endnu ikke har offentliggjort en konstitueringsaftale.

Politikken bliver dog næppe vendt helt på hovedet i Nordjylland. Regionsrådet har tradition for brede aftaler og en høj grad af konsensus.

Det flugter fint med en politiker som Mads Duedahl, mener hans tidligere byrådskollega:

"Han er ikke typen, der kommer ind med store armbevægelser og vil lave en masse om. Der er mere drift end vision over ham, som jeg opfatter det. Men det er klart, at når han fører valgkamp, så skærper han holdningerne," siger Rose Sloth Hansen.

Forrige artikel Socialdemokratiets Michael Vindfeldt snuppede Konservatives kronjuvel. Han er Frederiksbergsnude, advokat og træt af sit partis ”bøvede provinsmentalitet” Socialdemokratiets Michael Vindfeldt snuppede Konservatives kronjuvel. Han er Frederiksbergsnude, advokat og træt af sit partis ”bøvede provinsmentalitet” Næste artikel Dansk Folkeparti vælger ny formand til januar Dansk Folkeparti vælger ny formand til januar