Folketingets afslutningsdebat: Socialistisk Folkepartis tale

DOKUMENTATION: Læs Villy Søvndals tale ved Folketingets afslutningsdebat d. 31. maj

Det talte ord gælder

Danskerne står overfor at skulle træffe et afgørende valg indenfor den nærmeste fremtid – senest den 13. november.
Enten kan man give højrefløjen mandat til at fortsætte den blokpolitik, der har præget dansk politik de seneste ti år, hvor alting er blevet aftalt med Dansk Folkeparti.
Hvor Danmark er rutsjet baglæns på uddannelsesområdet og alt for mange arbejdspladser er gået tabt.
Hvor det blev børnefamilierne, de ledige og lønmodtagerne med de hårde jobs, der fik lov at sidde tilbage med rudekuverten efter de ufinansierede skattelettelser.
ELLER man kan stemme for forandring. Ved at give SF og Socialdemokraterne mandat til at række hånden ud til et bredt samarbejde om Danmarks fremtid.
Hvor vi uddanner os hurtigere og bedre, giver folkeskolen et løft og skaber praktikpladser til alle.
Hvor vi sætter gang i væksten, skaber nye arbejdspladser – og sammen arbejder os ud af krisen.
Hvor vi alle bidrager – også dem i toppen, som fik de største skattelettelser.
Og hvor vi skaber en stærk klima, energi og miljøpolitik – frem for at stikke hovedet i busken og tro at problemerne bare forsvinder.
Det er i dag to tydelige veje i dansk politik. Vi trænger til at få renset luften og gjort op med stilstanden i dansk politik.
Jeg vil derfor på SFs vegne opfordre statsministeren til at bruge lejligheden i dag, hvor Folketinget er samlet, til at udskrive folketingsvalg til afholdelse inden danskerne går på ferie.

Vittige hoveder mener, at 2020-forhandlingerne har taget navn efter antallet af involverede partier og løsgængere.
Fællesnævneren i det hele hedder dog Dansk Folkeparti som bidrog med Danmarkshistoriens største løftebrud.
Fru Pia Kjærsgaards lovede for få måneder siden danskerne, at hun kun ville forbedre efterlønnen – ikke forringe den. I dag støtter hun en afskaffelse af efterlønnen, som vi kender den.
Fru Pia Kjærsgaard lovede danskernes, at hun aldrig ville stemme for at borgere, der er i 50’erne, skal have udskudt deres pensionsalder. I dag støtter Fru Pia Kjærsgaard en udskydelse af folkepensionen for 400.000 danskere, så den 53-årige bliver pålagt at skulle arbejde tre år mere.
Jeg kunne læse bunker af gyldne løfter op fra Dansk Folkepartis ledende medlemmer – men tiden tillader det ikke.
Så lad os blot konstatere, at Dansk Folkepartis forlig betyder, at en 30-årig slagteri-arbejder nu skal knokle til han bliver 71.
Man må håbe han sætter pris på, at han fremover får lov til at vise sit pas, når han skal en tur over grænsen med familien.
I dag dør den lavtlønnede i gennemsnit ti år før den velstillede – og SF har den opfattelse, at dem med de hårde jobs og den lave løn også skal have mulighed for et liv efter arbejdslivet.
Derfor vil SF slås med næb og klør for at bevare efterlønnen.
Dansk Folkepartis løftebrud har skabt en ny situation i dansk politik. I dag er det kun vælgerne, der kan give en efterlønsgaranti. Det håber jeg de vil gøre ved det kommende valg. Ved at styrke SF og Socialdemokraterne.

Vores land er udfordret. Det er ikke lykkedes for regeringen at sejle os sikkert gennem krisen. Tværtimod.
Den økonomiske vækst i Danmark har de seneste år været blandt de laveste i OECD-landende. Vi er nu i recession.
Selv de regeringsvenlige bank-økonomer har – med et citat fra Ritzau i dag - ”svært ved at komme i tanke om andre lande med samme kedelige tendens.”
Jeg hørte statsministeren i sin tale sige, at ”politikere ikke skal dømmes på drømme, vi skal dømmes på handlinger, på resultater.”
Lad os derfor kaste et blik på resultaterne:
Danmark er rutsjet fra en 3. plads til en 9. plads på World Economic Forums årlige rapport over konkurrenceevne.
OECD’s rangliste viser samtidig, at konkurrenceevne målt på både produktivitet, innovation og uddannelse er faldet.
Og endelig er vi røget ud af top ti-listen over verdens rigeste lande – hvor vi ellers har ligget lunt i omkring 30 år.
Det er derfor meget flot, når Venstre mener, at vi er kommet flot igennem krisen.
Vi har klaret det dårligere end andre. Vi er rutsjet baglæns. Det ville klæde statsministerens at erkende dette – i stedet for det fortegnede skønmaleri.

Arbejdspladserne er fosset ud af landet. Danmark har tabt 180.000 private job de seneste år. Mens man alt for passivt har set til.
Jeg vil derfor gerne kvittere for at regeringen nu kommer med et bud på en vækstplan.
Den indeholder gode elementer som den ny Bolig Job Ordning og skattekreditter til små og mellemstore virksomheder. SF og Socialdemokraterne har selv foreslået noget lignende, så det støtter vi.
Men der er desværre stadig alt for meget gammeldags, borgerlig vanetænkning i planen.
Firmaer med overskud skal have nye skattelettelser, selvom Danmark i forvejen har en lavere selskabsskat end alle vore nabolande. Mens dem der skaber de nye arbejdspladser – iværksætterne og vækst-virksomhederne – ikke får megen gavn af den førte politik.
Eksperterne har da også vendt tommelfingeren nedad. Lavere selskabsskat er ikke en effektiv vej at gå. Spørg blot i Irland.
SF vil hellere stimulere væksten i de private virksomheder ved at åbne et investeringsvindue for dansk erhvervsliv. Konkret vil vi indføre 100 procents skattefradrag for investeringer i nye produktionsanlæg frem til udgangen af 2012.
Det vil betyde, at flere virksomheder vil lægge deres produktion her i Danmark og det vil give nye arbejdspladser.
SF har også foreslået, at der gøres mere for at styrke vækstområder som energi, miljø og velfærdsteknologi. Det er områder, som OECD har udpeget til globale vækstområder, og hvor Danmark har et stort erhvervsmæssigt potentiale. Her ligger ti-tusindsvis af nye jobs – både til ham med reagensglasset og ham i kedeldragten.
Vi er også parate til at fremrykke offentlige investeringer for at sparke gang i væksten. Vi vil renovere de nedslidte folkeskoler, plejehjem og daginstitutioner nu, mens der er ledighed i byggeriet. Det vil være en solid håndsrækning til de små håndværksmestre og de mange tusinde murere, tømrere og elektrikere, som i dag står uden arbejde.
Lavere selskabsskat er en dyr og ineffektiv vej til nye job. Vores vej til vækst er både hurtigere og mere sikker end regeringens.

Investeringer i uddannelse og forskning, adgang til gode skoler – og åbenhed mod verden er langt vigtigere for virksomhedernes ønske om at være i Danmark end en lavere selskabsskat.
Derfor er det et dårligt bytte at spare 5 milliarder kroner på forskning og uddannelse for at bruge dem på lettelses af selskabsskatten. Hvis vi vil have flere internationale virksomheder til Danmark – og virksomheder til at blive skal vi satse på uddannelse og forskning.
SF er partiet der forstår, at uddannelse er Danmarks vigtigste råstof. Vi skal lige fra den første skoledag sikre, at alle børn – uanset deres baggrund – får de bedste muligheder for at udvikle og dygtiggøre sig.
Derfor vil en ny regering med SF sørge for, at der kommer to lærere i dansk og matematik i de små klasser, så der er god tid til alle elever.
Rammerne er også vigtige. Derfor skal skolerne sættes i stand, undervisningsmaterialerne skal fornyes og der skal højst være 24 elever i klassen.
På den måde kan vi stoppe den uheldige udvikling, vi har været vidner til under denne regering, hvor danske elever fagligt er sakket bagud.
...
På gymnasierne har eleverne under denne regering oplevet, at der er blevet proppet flere ind i klasserne. Enkelte steder har der været eksempler på elever, der sidder i vindueskarmene.
Det går ud over undervisningen. Derfor vil vi sætte et loft over hvor mange elever, man må sætte i hver klasse.

Også på erhvervsskolerne sejler det for regeringen. Alt for mange unge dropper ud, fordi de ikke kan få en praktikplads.
Forestil Jer lige en gang, at man sagde til en ung gymnasieelev efter FØRSTE G: ”Du har klaret dig godt, men du kan ikke fortsætte. Vi har ikke kunnet finde en plads til dig i klasseværelset.”
Der ville lyde et ramaskrig – men det ER faktisk det, vi byder unge på erhvervsskolerne.
Hvis der ikke snart gøres noget ved det store frafald på erhvervsuddannelser vil vi om ti år stå med en bombe under vores velfærdssamfund.
En ny regering med SF vil derfor opprioritere erhvervsuddannelserne og skaffe flere praktikpladser. For eksempel skal vi kræve, at alle firmaer, der løser opgaver for det offentlige tager lærlinge ind.
Alle ved, at Danmark om få år kommer til at mangle uddannet arbejdskraft – håndværkere, teknikere, sygeplejersker og lærere.
Derimod vil vi have et overskud af ufaglærte, som det bliver en udfordring at finde jobs til.
Regeringen har skåret ned på efteruddannelse og indført brugerbetaling. Det løser ikke problemet. Tværtimod.
SF og Socialdemokraterne har derimod foreslået, at 5.000 ufaglærte hvert eneste år frem til 2020 skal have mulighed for at tage en rigtig uddannelse på højeste dagpengesats.
Det vil forvandle 40.000 ufaglærte til 40.000 pædagoger, byggeteknikere, håndværkere eller laboranter. Det vil skaffe folk i arbejde. Og det vil gøre Danmark rigere.

Mens vi andre arbejder for at finde pengene til at lukke hullet efter VKOs fejlslagne politik med skattelettelser, som Danmark ikke havde råd til. Ja, så kræver Liberal Alliance og Konservative NYE skattelettelser for svimlende milliardbeløb.
Konservative vil have skattelettelser for 35 milliarder - det svarer til at afskaffe folkeskolen.
Liberal Alliance vil have skattelettelser for 70 milliarder – det svarer til at fyre 180.000 offentligt ansatte.
Begge partier er helt afgørende, hvis statsministeren skal fortsætte efter et valg.
Jeg vil derfor driste mig til at stille et enkelt spørgsmål til statsministeren om skattelettelser – selvom jeg har forstået at det er et emne, der kan få statsministerens følelser i kog.
Så hvis statsministeren lige har brug for at gå ud og trække lidt luft inden han svarer, er det fint med mig.
Spørgsmålet lyder i al sin enkelhed:
Kommer der nye skattelettelser til de bedst stillede efter et valg, hvor du er fuldstændig afhængig af Konservative og Liberal Alliance?
Vi har jo tidligere set, at de Konservative har fået deres vilje, når det handler om skat. Så det er relevant at få belyst.

Lad mig her til sidst samle op på den situation dansk politik befinder sig i lige nu.
Skræller man alt spinneriet bort, tegner der sig et tydeligt billede af en regering:
Som er gået fuldstændig i stå.
Som vakler rundt i manegen med skiftende støtte fra løsgængere.
Som har svært ved at holde, hvad den lover.
  • Løfterne om at der var ro omkring efterløn og pension blev brudt. Nu får danskerne den højeste pensionsalder i den vestlige verden.
  • Der kom skattelettelser til de store firmaer. Men der er ikke ændret på, at vi fortsat taber arbejdspladser.
  • Løfterne om velfærd blev afløst af nedskæringer og fyringer på skolerne, på sygehuse og i ældreplejen.
Over for dette står SF og Socialdemokraterne som med Fair Løsning 2020 har vist en helt anden vej frem for Danmark. En vej, hvor vi er Sammen om Danmark.
Hvor vi hjælpes ad og sammen arbejder os ud af krisen – i stedet for at lade enkeltgrupper stå for skud.
Hvor vi prioriterer et fælles sundhedsvæsen med fri og lige adgang – i stedet for at indføre brugerbetaling for lægebesøg.
Hvor vi laver en historisk satsning på uddannelse, så alle – børn, unge, voksne - får de bedste betingelser for at lære mere.
Kære Statsminister!
To tydelige veje er tegnet op.
Danmark er klar til fornyelse og forandring.
Nu skal befolkningen høres.
Forrige artikel Folketingets afslutningsdebat: Kristendemokraternes tale Næste artikel Folketingets afslutningsdebat: Dansk Folkepartis tale