Folkeskolen er ramt af en amerikansk klagekultur
Selvfølgelig skal alle forældre kunne stille spørgsmål, være kritiske og komme med ideer. Men folkeskolen har brug for en samtaleinstans og ikke en klageinstans, skriver skoleleder Marco Damgaard.
Jeg har igennem de sidste 15 år i og omkring folkeskolen været vidne til en voksende amerikansk klagekultur. En kultur hvor individet er langt mere i fokus end fællesskabet.
En kultur som handler om egne behov og rettigheder. En kultur hvor dannelse og uddannelse ses som et produkt eller en vare og ikke som et fælles ansvar som det ellers historisk set har været her i Danmark.
Hvor kommer denne kultur fra? I mine øjne kommer den fra os alle sammen. Vi har alle været med til at bidrage til denne udvikling. Politikere, forvaltning, medarbejdere og forældre har på den ene og den anden måde ageret mere og mere individ- og klageorienteret.
Et historisk nedslag i denne udvikling er i 2017, hvor den daværende undervisningsminister får et flertal i folketinget til at vedtage en lov om, at forældre og elever skal kunne klage over mobning.
De vedtager at lave en ”national klageinstans mod mobning”. En instans som i mine øjne på ingen måde skaber øget trivsel i folkeskolen, men derimod har været en katalysator for en styrket klagekultur.
Jeg er ikke imod bekæmpelse af mobning, vold og chikane, men jeg er mere end sikker på, at den bedste måde at undgå disse forfærdelige ting for eleverne, er ved at fokusere og satse på sammenholdet, fællesskabet og trivslen.
Vi skal finde sammen i et ærligt, konstruktivt og dialogbaseret samarbejde i folkeskolen. Vi skal ikke pege fingre ad hinanden, oprette klageinstanser og skrive aggressive klager.
Folkeskolen er ikke en butik, hvor man køber en vare. Folkeskolen er et forpligtende fællesskab bestående af elever, forældre, medarbejdere og ledelse. Et fællesskab som kalder på et ambitiøst og nærværende samarbejde.
Det kan både være kompliceret og vanskeligt at være en del af et forpligtende fællesskab, fordi vi alle bliver påvirket af og påvirker hinandens oplevelser, følelser og trivsel.
Derfor skal vi i folkeskolen også være bedre til at inddrage og involvere eleverne og forældrene i skolens drift og udvikling.
{{toplink}}
Vi skal have skabt et fælles maskinrum og ikke en kampplads. Vi skal tilbage til den nære og meningsfulde dialog, også når tingene går galt eller det er svært.
Skoleledere som jeg, skal have modet til at lukke medarbejderne, elevrådet og skole-fritidsbestyrelsen ind i maskinrummet, så vi sammen kan udvikle og lave den bedst mulige skole.
Lærerne og pædagogerne kan også blive bedre til at inddrage forældrene og eleverne i en mere åben dialog. Det vil være svært og krævende, men jeg tror på at det er vejen frem.
Forældrene skal huske, at de er en del af et mangfoldigt fællesskab, hvor alle skal bidrage med det de kan.
På forældremøderne må forældrene ikke kun spørge om, hvad skolen kan gøre for deres barn, de skal også spørge om, hvad deres barn og de som forældre kan gøre for skolen/fællesskabet.
Jeg oplever en stigende tendens til, at flere forældre vælger at skrive direkte til skolelederen eller lokalpolitikerne, inden de har været ordentligt i dialog med de nærmeste pædagoger, lærere og ledere. Det skaber splid og så fjerner ledelsens og personalets ressourcer fra kerneopgaven.
Hver gang der lander en klage på borgmesterens bord, så bliver et større system iværksat, og dem, som er tættest på børnene, skal bruge tid bag ved et skrivebord, for at klagen selvfølgelig kan blive håndteret og besvaret ordentligt.
Men det er ikke sikkert, at det er med til at løse problemerne. Hvis man som forældre skriver en klage direkte til kommunalpolitikerne, så kan man være sikker på at få et akademisk, formelt og distancerende svar.
Hvis man derimod tager kontakt til den nærmeste lærer, pædagog eller leder, når man som forældre har brug for at komme med kritik eller undrer sig over noget, så vil man i langt højere fra have muligheden for at få et nærværende, løsningsfokuseret og brugbart svar.
Selvfølgelig skal alle forældre kunne stille spørgsmål, være kritiske og komme med ideer. De skal bare sørge for at gøre det til dem, som er tæt på deres barn og fællesskabet, og som faktisk har en reel mulighed for at ændre på tingene i samarbejde med forældrene.
Vi skal stoppe med at skrive alt for mange klager. Vi skal stoppe med at skrive alt for meget på aula. Vi skal have gang i den oprigtige dialog igen. Vi skal mødes i virkeligheden og snakke om tingene.
Det virker altid bedre, når vi mødes, ser hinanden i øjnene og kan tale om, hvordan vi sammen kan skabe trivsel og læring for alle børn.
Alt dette kræver, at vi alle sammen i de nære skolefællesskaber respekterer hinanden, forstår hinandens forskellige roller og er klar til både at give og modtage konstruktiv kritik.
Folkeskolen har brug for en samtaleinstans ikke en klageinstans.
{{toplink}}
Dansk tørke indikerer, at der er lagt i kakkelovnen til et mere ekstremt klima
Dagbog fra Talibans Afghanistan: “Er jeg naiv? Måske, men hellere det end kold og kynisk”
