Finn Nørgaard-pris skal styrke gadesport i udsatte boligområder

På årsdagen for skudattentatet ved Krudttønden i København, hvor filminstruktruktør Finn Nørgaard blev dræbt, uddeler Foreningen Finn Nørgaard 50.000 kroner til mere gadesport i udsatte boligområder i hans navn.

50.000 kroner fra Foreningen Finn Nørgaard bliver med en ny pris kanaliseret ud i udsatte boligområder, hvor gadesport skal bygge bro mellem forskellige etniciteter og samfundslag.

Det skriver Ritzau.

Den såkaldte Finn Nørgaard-pris blev uddelt for første gang på søndagens årsdag for det skudattentat i København, der kostede Dan Uzan og Finn Nørgaard livet, og bag den står foreningen Finn Nørgaard. Det skete ved et arrangement i Landstingssalen på Christiansborg, hvor blandt andet statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Frankrigs ambassadør i Danmark, Francois Zimeray, deltog.

Årets modtager er organisationen Street Society, som organiserer gadesport for unge i udsatte boligområder, og som med donationen vil starte en ny sportsgren op i seks forskellige boligområder.

"Sporten har en evne til at skabe positive relationer mellem børn og unge. Og Street Society inkluderer børn via idræt i en ikke-elitær form. Det er med stor taknemmelighed og beundring, at vi følger deres arbejde og med glæde, at vi tildeler dem Finn Nørgaard-prisen 2016," siger formanden for foreningen, Ole Mølgaard, ifølge Ritzau.

Foreningen Finn Nørgaard er blevet stiftet af Finn Nørgaards familie og hans nærmeste venner. 

Forrige artikel Etisk Råd får ny formand Næste artikel Patientforeningens konservative direktør hopper til LA