Etisk Råd får ny formand

Gorm Greisen er blevet udpeget til formand for Det Etiske Råd og afløser Jacob Birkler efter fem år på posten. Han skal stå i spidsen for et råd, der samtidig får to nye medlemmer om bord.

Efter små to år som næstformand i Etisk Råd rykker Gorm Greisen op på formandsposten.

Han er blevet beskikket af sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) per 15. februar, oplyser rådet på dets hjemmeside.

Gorm Greisen har været medlem af Det Etiske Råd siden 2013 og blev valgt som næstformand et år senere. Til daglig arbejder han som børnelæge. Han er professor i pædiatri ved Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalets neonatalklinik, hvor han har haft sin gang i mere end 25 år.

På samme tid, som han indtager formandsstolen, optager rådet to nye medlemmer. Det er Anne-Marie Gerdes, professor og klinikchef på Klinisk Genetik afdeling på Rigshospitalet og journalist Bolette Marie Kjær Jørgensen, der overtager et par poster.

Hvem, der skal være ny næstformand efter Gorm Greisen, bliver afgjort i løbet af april måned.

Forrige artikel Fra skrivende til sendende politisk journalist Næste artikel Finn Nørgaard-pris skal styrke gadesport i udsatte boligområder