Fagbosser scorer ferietillæg, der langt overstiger deres medlemmers

Ferietillægget til formand og næstformænd i Fagbevægelsens Hovedorganisation overgår niveauet i finanssektoren. ”Atypisk for arbejdsmarkedet,” siger forsker på baggrund af internt dokument.

Den øverste ledelse i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) får et ferietillæg, der er usædvanligt højt set i forhold til resten af det danske arbejdsmarked.

Det vurderer eksperter på baggrund af et internt FH-dokument, som Altinget er kommet i besiddelse af, og som for første gang kaster lys over topledelsens samlede lønpakke.

Ifølge ferieloven skal det årlige ferietillæg udgøre mindst en procent af lønnen, men for de politisk valgte i FH er tillægget fire gange så højt.

”Der afregnes et ferietillæg 4 procent på alle løndele,” fremgår det af dokumentet, som et flertal ved FH’s kongres for nylig vedtog.

For formand Lizette Risgaard er det årlige ferietillæg dermed i omegnen af 50.000 kroner.

Forsker: ”Jeg har ikke hørt om andre steder”

Ifølge arbejdsmarkedsforskerne Laust Høgedahl og Bent Greve fra henholdsvis Aalborg Universitet og Roskilde Universitet er det almindeligt, at lønmodtagerne gennem overenskomster med arbejdsgiverne forhandler sig frem til et ferietillæg, der er højere end den ene procent, der står i loven.

Ingen af dem har dog før hørt om ferietillæg på fire procent.

”Med mit kendskab til niveauet andre steder ligger det typisk lidt over en eller halvanden procent. Jeg har ikke hørt om andre steder, hvor man får fire procent i ferietillæg,” siger Laust Høgedahl, lektor på Aalborg Universitet.

Samme vurdering lyder fra Bent Greve, professor på Roskilde Universitet. Han forklarer, at ferietillægget typisk er 1,5 procent i offentlige overenskomster, og at det kan være 2-2,5 procent i nogle private overenskomster.

”Men det er også det niveau, jeg kender. Jeg har ingen erindring om nogen, der når op på fire procent,” siger han.

I overenskomsten mellem Finansforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) er ferietillægget fastsat til 3,25 procent.

Professor: Bør reflektere normen

De nye oplysninger om lønnen til FH-toppen kommer frem i offentligheden, efter at organisationens kongres for to uger siden gav grønt lys til en lønstigning til formand Lizette Risgaard og de to næstformænd Morten Skov Christiansen og Nanna Højlund. Udover årlige lønstigninger på 1,5 procent får de tre topfolk også en ”ekstraordinær engangsregulering” på tre procent her og nu.

{{toplink}}

Ifølge Bent Greve kan det høje ferietillæg give FH forklaringsproblemer overfor medlemmerne.

”Uanset om det gælder valgte på Christiansborg eller i faglige organisationer, så skal man holde sig til noget, der minder om det, man i øvrigt kender på arbejdsmarkedet. Der skal selvfølgelig være ordentlige forhold, men det skal også være sådan, at det reflekterer normen på arbejdsmarkedet. Det giver færre problemer både med vælgere og medlemmer,” siger han og tilføjer:

”Et ferietillæg på det niveau er atypisk for arbejdsmarkedet.”

Fagforbundet FOA’s næstformand, Thomas Enghausen, talte ved kongressen imod højere lønninger til FH-toppen. Til Altinget siger han:

”Vi står med nogle gevaldige udfordringer i fagbevægelsen, hvor medlemstallet falder, og derfor skal vi også tænke over, hvad det er for nogle signaler, vi sender.”

Højere løn ad omveje

Dokumentet vedtaget af kongressen viser i detaljer, hvad formanden og de to næstformænd i FH får i løn. For formand Lizette Risgaard er månedslønnen 86.450 kroner. Det svarer til 1.037.400 kroner om året.

Derudover får formanden et funktionstillæg på op til 350.000 kroner om året. Det er kompensation for de penge, som hun tjener hjem til FH for at sidde i en række bestyrelser på vegne af hovedorganisationen. Lizette Risgaard sidder blandt andet i bestyrelsen for ATP og Arbejdernes Landsbank.

Oven i lønnen og funktionstillægget kommer 18 procent i arbejdsgiverbetalt pension og 4 procent i ferietillæg. Begge dele afregnes ”på alle løndele”, fremgår det. Det vil sige, at både pension og ferietillæg beregnes ud fra lønnen inklusive funktionstillæg.

Ifølge Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet er lønnen i sig selv ikke specielt høj, når man ser på det ansvar, der følger med topposten. Det er til gengæld pensionen og i særdeleshed ferietillægget.

”Det kan skyldes, at man helst ikke vil have, at selve lønnen stikker alt for meget af. Så er det måske en smart måde at sminke nogle lønmidler på, altså at man giver dem i form af pension eller ferietillæg i stedet,” siger Laust Høgedahl.

”Løn skal være løn, og ferie skal være ferie”

Det var formanden for fagforbundet Socialpædagogerne, Benny Andersen, der stod i spidsen for det udvalg, der indstillede til kongressen, hvad FH’s politikere skal have i løn.

{{toplink}}

Han mener, at der samlet set er tale om en rimelig lønpakke til topledelsen. Han åbner dog for, at udvalget i den nye kongresperiode kan se nærmere på størrelsen af ferietillægget.

”Indstillingen er, at lønudvalget skal fortsætte, og så kommer vi til at drøfte en række forhold. Der tror jeg, at noget af det, som vi vil lægge vægt på, er størst mulig gennemsigtighed, men også at løn skal være løn, og ferie skal være ferie, og pension skal være pension. Hvis vi synes, lønnen er for lav, skal vi ikke bruge de andre elementer til at hæve lønnen. Så skal vi tage den reelle diskussion. Det vil også være min tilgang til det,” siger han.

Forrige artikel Klima på dagsordenen når de nordatlantiske mandater vender tilbage til Marienborg Klima på dagsordenen når de nordatlantiske mandater vender tilbage til Marienborg Næste artikel Dansk pensionsselskab kalder sig Dansk pensionsselskab kalder sig "frontløber på ansvarlige investeringer". Men det har skudt over 200 millioner i Qatar