Ellemanns paradis varede et halvt døgn

Efterhånden var det begyndt at køre nogenlunde. Jakob Ellemann-Jensens plan for genåbning blev omfavnet og anerkendt af statsministeren. Elementer af Venstres plan var nemme at genfinde i den store genåbningsplan, som ni partier fik forhandlet på plads mandag på Christiansborg. Især idéen med at genåbne samfundet helt, lige så snart de +50-årige har fået mulighed for at blive vaccineret, bærer Venstres signatur.

I mediebilledet har Venstres formand stadig en position som oppositionsleder til trods for, at alle kan se i meningsmålingerne, at hans parti er halveret, og Konservative har overhalet Venstre som største borgerlige parti. Kommentatorerne har i nogen tid talt om, at et historisk skifte mellem V og K som borgerlighedens førerhund er på vej, om end det først kan materialisere sig ved vælgernes mellemkomst ved det folketingsvalg, der kommer senest om godt to år.

Der var også bred enighed om, at de borgerlige partier minus Nye Borgerlige havde vundet en sejr med genåbningsplanen, som man havde presset på for siden februar. Dog er størrelsen af sejren til diskussion. Var den lille eller mellemstor?

Helt stor kunne den vel ikke være, siden Mette Frederiksen samtidig også kunne hyldes som den store kompromismager (en position, hun selv indtog - blandt andet ved at krone sit politiske værk ved at portrættere sig selv indtage en håndbajer i et af de tykt symbolmættede opslag på de sociale medier, som efterhånden er blevet standard i de politiske partiers agitation).

For har Frederiksen ikke indfanget de borgerlige i en hellig pagt, hvor det herfra bliver svært blandt andet for Ellemann at angribe statsministeren? Erhvervslivet har nu fået de datoer, hvor de kan genåbne, og de vilkår, de kan arbejde under. Der er ikke tilfredshed hele vejen rundt i erhvervslivet, men noget uvished om fremtiden er fjernet.

Det er dog en genåbningsplan, der hviler på flere ubekendte. En ny, pludselig stigning i smitten kan sætte alle bestræbelserne helt i stå. En politisk evaluering af situationen hver 14. dag er en del af aftalen, og den kan i det positive scenario forcere en genåbning, men den kan også kortslutte den igen. Hvis man betragter situationen i Danmarks nabolande, er det nemt at få øje på, hvordan regeringer – efter kort tids lykkelig genåbning – igen må indføre dramatiske nedlukninger til borgernes og erhvervslivets enorme frustration.

En helt anden afgørende faktor er udrulningen af vacciner. Lige for tiden bliver omtrent kun to promille af befolkningen førstegangsvaccineret per dag. Det langsomme tempo skyldes tydeligvis mangel på vacciner, men faldet fra et toppunkt på cirka en halv procent nyvaccinerede om dagen er sket, efter sundhedsmyndighederne i lighed med en række andre europæiske lande er stoppet med at vaccinere med AstraZeneca-vaccinen.

Bebudede større mængder af alternativers ankomst i april og maj vil sætte yderligere skub i vaccinationen, men det hjælper ikke på kort sigt. Som hovedregel er folk under firs endnu ikke blevet vaccineret, med mindre de i forvejen er blevet visiteret som særligt udsatte.

På denne baggrund kunne man frygte, at vaccineplanens udrulning meget hurtigt ligner et komplet urealistisk fatamorgana. I hvert fald hvis man forestiller sig et nogenlunde åbent samfund inden 1. juni, som politikerne forestiller sig efter at have accepteret Ellemanns idé om fuld åbning, når de +50 årige er færdigvaccinerede.

Hvordan vil de borgerliges sejr - stor eller lille - se ud, hvis politikerne pludselig må fravige genåbningsplanen? Statsministeren vil til den tid kunne hævde med stor troværdighed, at hun har været tilbageholdende hele vejen igennem. På den korte bane kan Ellemann og de borgerlige omvendt tage de stik hjem, der er sikret ved en genåbning af forretningslivet, serviceerhverv og ikke mindst for de ældre skolebørn, som efter påske kommer tilbage i skole på halv tid. 

Det er i øvrigt lykkedes SF's formand Pia Olsen Dyhr dygtigt i offentligheden at fremstå som børnenes ven, der fik presset regeringen til at lukke dem ud af corona-fængslet. Hvis man spørger de borgerlige forhandlere, så har SF i forhandlingslokalet dog mere indtaget den sædvanlige rolle som regeringens loyale støtteparti.

Under forhandlingerne har Ellemanns position i offentligheden fået mest opmærksomhed, men andre borgerlige partier har hæftet sig ved, at Kristian Thulesen Dahl fik rollen som den, der undervejs fik formuleret en samlet borgerlig oppositions krav til regeringen. Officielt begrunder man det med mandens forhandlingserfaring, men samtidig får man også sagt, at det ikke er Venstre-formandens store styrke – selvom opmærksomheden også faldt på Ellemann i forhandlingslokalet.

Nogle bemærker, at de så, Ellemann på et tidspunkt var ved at forlade forhandlingerne. Selv opfattede Venstre forhandlingerne sådan, at de stod mere og mere alene for at kæmpe for yderligere indrømmelser, mens andre borgerlige partier tidligt havde signaleret, at de var med i en genåbningsaftale med de indrømmelser, som regeringen allerede havde givet. Det svækkede alt andet lige forhandlingspositionen, set med Venstres øjne.

Under alle omstændigheder ser det ud til, at splittelsen hos de borgerlige også er synlig i forhandlingslokalet, hvor Mette Frederiksen har relativt let ved at spille parterne ud mod hinanden.

Så langt så godt. Men hvor længe var Adam i paradis? For mens tirsdag formiddag gik med at nyde det politiske resultat med genåbningsplanen - ikke mindst på de sociale medier - så blev stemningen i Venstre helt ruineret af, at partiets kultur- og medieordfører Britt Bager meldte sig ud af partiet efter seks år i Folketinget og adskillige år forinden som politisk konsulent for at søge lykken under Søren Papes faner.

Bager hævdede, at hun ville lukke døren stille og roligt til Venstre for at åbne et nyt kapitel i Det Konservative Folkeparti, som hun tilsyneladende igennem længere tid havde sympatiseret med. På vejen ud af partiet satte hun dog kniven ind lige dér, hvor det gjorde mest ondt på Ellemann: Venstre var ikke længere borgerligt, men liberalt – i den radikale aftapning, måtte man forstå.

Også uanset, at indfødsretsordførerposten og udlændinge- og integrationsordførerposten varetages af de to gamle Støjberg-disciple og hardlinere som Morten Dahlin og Mads Fuglede, hvor den sidstnævnte tit er mærkeligt fraværende i debatten. . Anderledes synlig er førstnævnte, der som talentfuld deltager i råbekonkurrencen på de sociale medier om, hvem der kan stille de hårdeste krav til udlændinge fra "Stormellemøsten" eller insistere på knaldhård justits over for kriminelle udlændinge og ikke mindst Syrien-krigernes børn, ikke efterlader selv det mindst indtryk af pludseligt opstået behov for øllebrødsbarmhjertighed. Sikkert i taknemmelighed over denne indsats på området er Dahlin nu blevet ny folketingskandidat i Lars Løkkes gamle sikre kreds i Køge.

Så var der jo også noget med personlige og arbejdsmæssige forhold, der heller ikke passede Bager særlig godt. Mest iøjnefaldende er den uskønne strid, hvor Ellemann bad hende om at aflevere statsrevisorposten til cirka 27.000 kroner om måneden til partiets chefstrateg og finansordfører Troels Lund Poulsen, der desværre var ved at løbe tør for ministereftervederlag, hvorfor det nok kunne hjælpe på at sikre ham en habil indkomst.

Det havde Bager ikke i sinde at efterkomme, hvorfor man fik udvirket et kompromis om, at Bager kan sidde på posten indtil 1. oktober i år. Ifølge den skriftlige aftale skal Bager da aflevere posten, men spørgsmålet er, om det vil ske efter partiskiftet. I modsat fald sidder Bager frem til 1. oktober 2022.

I forvejen er Mette Abildgaard Konservatives statsrevisor. Det er nemt at forestille sig, at det kan lægge kimen til et fjendskab mellem de to partier, hvis Venstre skal leve med i halvandet år ikke at være repræsenteret blandt statsrevisorerne. Det vil dog (dels) kræve, at Venstre gør det til et problem. Det vil i alle fald trække veksler på selvbevidstheden hos Venstre.

Der er dog næppe meget at komme efter hos Søren Pape. Han er ikke den, der tager vanskelige samtaler med sine folketingsmedlemmer. Hvor Ellemann med sin ledelsesstil ikke er bange for at træffe ubehagelige beslutninger - med de dramatiske konsekvenser det har ført med sig med Støjbergs og nu Britt Bagers afgang - så er det omvendt ikke Papes spidskompetence. Tværtimod er Pape berygtet for sin konfliktskyhed, og her ligger nok hovedproblemet for den måske kommende statsministerkandidat.

Han og hans parti er velsignet med regulære sammenbrud hos LA, DF og Venstre. Dertil har han med sin meget bløde, nogle vil sige helt fraværende, ledelsesstil formået at skabe det, som Bager kalder for et "harmonisk forhold" i folketingsgruppen. Det virker helt sikkert i fremgang, hvor der er rigeligt plads til alle, ingen kamp om ordførerposterne, og hvor formanden ikke blander sig i noget. Men det kan hurtigt nå at ændre sig med tiden.

Pape skal nok ikke forvente, at han for evigt kan stille op til politiske interviews, som det skete for nyligt i P1-programmet 'Slotsholmen', og ikke kunne huske sine egne "sigtelinjer" fra sin seneste landsrådstale. Der vil i en fremtid som oppositionsleder blive stillet helt anderledes større forventninger og krav, hvor svaret ikke kan være noget med, at dem kan man ikke lige huske.

Imens kan Ellemann se sit parti stabilisere sig på ydmygende 12 procents vælgeropbakning efter et par ugers ro på bagsmækken og pæn synlighed. Eneste håb er, at han har fået fintunet sit parti, sat sit rådgiverhold og sig selv i stolen som leder. Fremme venter et forventeligt katastrofalt kommunalvalg i øvrigt med en stribe bykonger, der slipper borgmesterkæderne.

Forhåbentlig for Ellemann er coronarestriktionernes tåger ved at lette over dansk politik, og han og hans hold af venstrefolk kan genopfinde sig selv og ikke mindst en ny ydmyghed, der borteliminerer alle tidligere forestillinger om Venstres naturlige førerposition. Det bør medføre, at Venstre deltager i den benhårde konkurrence om hvert sekunds medieopmærksomhed. Det kræver også et totalt opgør med Ellemanns borgerlige konkurrenters brændemærkning af ham som radikal flygtningeven.

Én ting kan Ellemann i al fald lære af Søren Papes succes og ledelsesstil: Hans evne til at skabe en ny følelse af at spille for samme hold.

Det var en opskrift, Ellemanns egen far selv havde succes med. Dengang før Fogh, hvor man gjorde en dyd ud af, at man godt måtte være uenig. Pape lykkes lige nu med at samle mange borgerlige, der læser deres egen forestilling af borgerlighed ind i Det Konservative Folkeparti.

Ellemanns problem er, at hans rivaler og gamle V-fjender er lykkedes med at brændemærke Venstre under Ellemann som et parti, der kun omfavner én slags borgerlige vælgere. Nemlig de liberale. Det billede skal han gøre op med. Inden det er for sent.