Efter ny aftale: Borgmestre ændrer holdning til bindende afstemninger

KOMMUNAL: Bindende kommunale folkeafstemninger er nu en realitet. Efter en ændring af aftalen melder borgmestre sig klar til at støtte den.

Regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er blevet enige om, at et flertal i byrådet skal kunne udskrive bindende kommunale folkeafstemninger.

En tidligere måling lavet af Altinget i januar 2018 viste, at 22 ud af 32 borgmestre ikke støttede det oprindelige forslag. Men efter en ændring, som gør, at borgere ikke længere kan tage initiativ til de bindende folkeafstemninger, kan borgmestrene fra Odder og Billund kommune godt støtte forslaget.

"Mange af de bekymringer, jeg havde tidligere, har man nu en løsning på. Når det er et flertal i byrådet, der sender spørgsmålet til afstemning, undgår man protest- og enkeltsager," siger Ib Kristensen (V), borgmester i Billund.

Også borgmester i Odder Kommune kan nu bakke op om aftalen.

"Nu er jeg meget tryg ved forslaget, fordi det er et flertal i byrådet, der skal ønske at spørge borgerne," siger Uffe Jensen (V), borgmester i Odder.

Tvivl om effekt
Begge borgmestre er glade for, at magten til at kunne udskrive bindende kommunale folkeafstemninger kommer til at ligge hos et flertal i byrådet. Men de er i tvivl om, hvor stor en forskel det kommer til at gøre fra de vejledende folkeafstemninger, de allerede har mulighed for at udskrive i dag.

"Jeg tror, de fleste politikere ville følge en vejledende afstemning. Hvorfor ellers lave den? Så i min optik kommer det ikke til at ændre noget," siger Ib Kristensen.

"Jeg tror, det er meget begrænset, hvor meget det kommer til at blive brugt," siger Uffe Jensen.

Borgmestrene medgiver dog, at det giver borgerne en sikkerhed for, at politikerne vil lytte, hvis de udskriver en bindende kommunal folkeafstemning.

"Det betyder jo selvfølgelig, at vi mener noget med det, hvis vi udskriver en bindende folkeafstemning, men jeg vil gerne se nogle konkrete sager til afstemning, " siger Uffe Jensen.

Forskningschef Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole tvivler også ifølge Information på, at den nye aftale får den store betydning. Det gør han på baggrund af erfaringer fra kommunernes vejledende afstemninger:

"De er efter kommunalreformen kun blevet brugt i meget ringe omfang, og der er ingen grund til at tro, at de nye regler vil ændre noget," siger han ifølge Information.

Forrige artikel EU vil tage udvidelsesproces ud af dybfryseren EU vil tage udvidelsesproces ud af dybfryseren Næste artikel Regeringen klar med burkaforbud Regeringen klar med burkaforbud