Regeringen klar med burkaforbud

BURKAFORBUD: Det skal være ulovligt at gå tildækket med en burka i det offentlige rum. Det fremgår af regeringens endelige forslag til det såkaldte burkaforbud, som netop er blevet præsenteret.

Hvis man går ned ad en dansk gade iført burka, skal man straffes.

Det lægger regeringen op til i et nyt forslag til et tildækningsforbud, som netop er blevet præsenteret.

”Det er ikke foreneligt med værdierne i det danske samfund eller respekten for fællesskabet at holde ansigtet skjult, når man møder hinanden i det offentlige rum," siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Med et tildækningsforbud trækker vi en streg i sandet og slår fast, at her i Danmark viser vi hinanden tillid og respekt ved at mødes ansigt til ansigt.”

Læs mere om forslaget i faktaboksen til højre på siden.

Ingen fængselsstraf
Det var tidligere kommet frem, at regeringen ønskede en mulighed for fængselsstraf i op til tre måneder, hvis man brød det såkaldte burkaforbud.

Men det er droppet, og i stedet bliver strafferammen en bøde på mellem 1.000 kroner og 10.000 kroner som den størst mulige straf.

Forslaget skal nu i høring, men det formodes, at det vil blive vedtaget, da Dansk Folkeparti bakker op om forslaget. 

"Alt tyder på, at det her, det bliver gennemført," siger udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen (DF) til TV2 News.

En rapport fra Københavns Universitet i 2010 fastslog, at antallet af burkaklædte kvinder i Danmark dengang var under ti. Det har givet ophav til spørgsmål om, hvorvidt loven overhovedet vil blive brugt i praksis.

”Det må vi se. Det er svært at se nu, hvor meget det vil blive brugt,” siger Søren Pape Poulsen.

Julemandsproblemer
I januar blev et notat fra Justitsministeriet lækket til DR, der beskrev, at burkaforbuddet ville indbefatte "huer, hætter, tørklæder, masker, hjelme, heldækkende dragter, kunstige skæg mv."

Det gav bekymringer om, hvorvidt udklædningstøj som for eksempel et julemandskostume ville blive ramt af forbuddet. 

Regeringen har i forslaget taget bekymringerne til efterretning og skriver, at "anerkendelsesværdige formål" vil være fritaget fra loven.

Det betyder i praksis udklædninger og vintertøj, der kan tænkes at dække hele eller dele af ansigtet. Det vil være op til den enkelte politibetjent at vurdere, hvorvidt loven bliver brudt i den konkrete situation.

”Selvfølgelig må man have huer og halstørklæder på om vinteren. Du må også være julemand til jul og klæde dig ud til fastelavn,” siger Søren Pape Poulsen.

Dermed skulle der ikke umiddelbart være fare for masseanholdelser i december måned.

Læs hele lovforslaget her.

Forrige artikel Snit af målinger: Liberal Alliance er næsten halveret Snit af målinger: Liberal Alliance er næsten halveret Næste artikel Kendt TV 2-journalist stopper Kendt TV 2-journalist stopper