Dødsfald: Ambassadør William Friis-Møller (78)

Danmarks forhenværende ambassadør i Peking og Stockholm, cand.jur. William Friis-Møller, Hellerup, er død, 78 år gammel.

Det fremgår af familiens dødsannonce i dag, at diplomaten pludseligt gik bort 4. januar. Forfattersønnen William Friis-Møller, født i Hellerup, blev cand.jur. i 1963, hvor en lang karriere 1964-2002 i Udenrigsministeriet kort efter blev indledt. Blandt hans mange tillidsposter kan nævnes delegationschef for Danske Delegation til Forhandlingerne om Konventionelle Væbnede Styrker i Europa og om Tillids- og Sikkerhedsskabende Foranstaltninger i Europa, Wien, 1989-91, ambassadør i Peking og Pyongyang 1991-95 samt i Stockholm 1998-2001. Han var kommandør af 1. grad. William Friis-Møller, der efterlader sig hustruen siden 1965, overlæge Alice Friis-Møller samt børn og børnebørn, bisættes fra Sions Kirke, København, 9. januar kl. 13.
Forrige artikel Hæder til Haarder Næste artikel Journalistpris til Ole Ryborg