Det trækker op til nye pengepolitiske toner fra Frankfurt
Den Europæiske Centralbank har i sommerens løb justeret sin pengepolitiske strategi. Vi finder måske snart ud af, hvad det i praksis betyder for renterne i Europa og Danmark, skriver Søren Hove Ravn.
Det stjal ikke mange overskrifter i danske medier, at Den Europæiske Centralbank (ECB) med hjemsted i Frankfurt i juli annoncerede resultatet af en gennemgang af bankens pengepolitiske strategi.
Umiddelbart indeholdt resultatet heller ikke større nyheder, end at danskerne ikke kan bebrejdes for at have brugt deres sommer på sport, grillaftener og strandture frem for pengepolitiske detaljer.
Ikke desto mindre kan de aktuelle prisstigninger på alt fra råvarer til byggematerialer betyde, at vi i de kommende måneder finder ud af, præcis hvad ECB's nye strategi betyder for de europæiske og danske renter.
Det var resultatet af et halvandet år langt arbejde, som ECB offentliggjorde i sommerferien. Et af hovedbudskaberne fra ECB-chef Christine Lagarde var, at ECB ikke uventet justerer sin målsætning for den årlige prisstigningstakt, kaldet inflation, fra "under, men tæt på to procent" til det noget mere mundrette "to procent".
Lagarde lægger med andre ord op til, at afvigelser fra målsætningen fremover vil blive betragtet som lige uønskede, hvad end inflationen er over eller under de to procent.
Der var på forhånd spekuleret i, om ECB ville følge Den Amerikanske Centralbank, Federal Reserve, som i 2020 eksplicit slog fast, at dens målsætning er at ramme to procent i gennemsnit. Det betyder i praksis, at perioder med lavere inflation skal efterfølges af perioder med tilsvarende højere inflation.
Så langt valgte ECB ikke at gå. I stedet sigter man "blot" mod, at inflationen skal bringes tilbage på to procent, hver gang den afviger fra dette mål.
Man har dog indrømmet sig selv en undtagelse, idet ECB har meldt ud, at man i økonomiske tilbageslag, hvor den pengepolitiske rente når sin nedre grænse, kan vælge at fastholde en lempelig pengepolitik, selv efter at inflationen er nået op på to procent.
Det vil i så fald ske ved hjælp af såkaldte ukonventionelle pengepolitiske redskaber, herunder ikke mindst de meget omtalte opkøbsprogrammer, som nu gøres til en fast del af værktøjskassen.
Den opmærksomme læser vil bemærke, at den aktuelle situation netop udgør et eksempel på en sådan undtagelse.
ECB's pengepolitiske rente har været negativ siden 2014 og kan næppe sættes meget ned. Samtidig er inflationen i eurozonen over de seneste måneder steget til tre procent i august.
Det sker i kølvandet på en tilsvarende udvikling i USA, hvor inflationen siden marts har oversteget centralbankens målsætning, og nu er over fem procent, samtidig med at centralbanken har foden på den pengepolitiske speeder i form af fortsatte opkøb af værdipapirer.
I USA kan Federal Reserves gennemsnitsmålsætning snart vise sig at blive en spændetrøje, som kan tvinge centralbanken til at sætte renten op hurtigere, end den ønsker.
Derimod har ECB valgt en strategi, som tillader banken elastik i metermål. Hvor længe vil man lade inflationen overstige målsætningen uden at iværksætte en stramning af pengepolitikken?
Det svar leder man forgæves efter i den nye strategi, men måske får vi det i løbet af de kommende måneder, hvis den aktuelle inflationsudvikling bider sig fast.
Umiddelbart må det formodes, at den nye strategi giver ECB rum til at vente lidt længere end ellers, før renten sættes op, til glæde for mange danske boligejere.
Desuden indeholdt den nye strategi en række sigtelinjer for ECB's bidrag til den grønne omstilling. Her var der mest tale om hensigtserklæringer, eksempelvis om at indføre klimarapporteringskrav til virksomheder som betingelse for, at virksomhedernes obligationer kan indgå i opkøbsprogrammer eller stilles som sikkerhed.
På klimaområdet forsøger ECB fortsat at balancere mellem to typer af kritik, hvor banken på den ene side kritiseres for slet ikke at have et klimapolitisk mandat, og på den anden side for at gøre for lidt.
Den nye strategi får næppe nogen af de to typer af kritik til at forstumme.
Den politiske trone går ikke altid i arv, når bykongen abdicerer
Alle forklaringer vil være dårlige undskyldninger i minkgate
