Det sker i dansk politik: Opstart og stramninger

OVERBLIK: Det er første rigtige uge i dette politiske år. Politikerne starter med en stribe samråd, blandt andet om pengene fra Storebæltsbroen, og så er der 1. behandling af forslaget om at konfiskere flygtninges værdigenstande.

Efter julepausen er politikerne for alvor i gang igen i denne uge. En række partier brugte sidste uge på at holde vintergruppemøder, og de er nu tilbage på Christiansborg med fuldt opladede batterier og nye politiske idéer.

Først skal en række sager fra det gamle år dog afsluttes. Tirsdag er der to samråd med henholdsvis undervisningsministeren og justitsministeren samt transportministeren.

Først skal Hans Chr. Schmidt i samråd om brugen af pengene fra Storebæltsforbindelsen. Samrådet er indkaldt af SF’s Karsten Hønge, der har svært ved at se sammenhængen mellem, at Lars Løkke Rasmussen i valgkampen talte om lavere priser for at krydse bæltet, og at regeringen ifølge Hønge foreslår at bruge pengene fra broen til skattelettelser og grundskyldssænkninger.

Samme dag skal Ellen Trane Nørby og Søren Pind svare på spørgsmål om det såkaldte anmeldelseskrav i forbindelse med, når en lærer eller pædagog kommer til skade i en undervisningssituation. Hvis en elev overfalder sin lærer, skal læreren nemlig politianmelde eleven for at kunne få erstatning. Samrådet er indkaldt af en anden SF’er, nemlig Jakob Mark.

Tirsdag er der også 1. behandling af et forslag, der skal gøre det ulovligt for unge og psykisk syge at have mobiltelefoner, når de sidder i varetægtssurrogat. Det virker umiddelbart ukontroversielt, men som Altinget berettede for nyligt, er omkring 50 personer allerede blevet dømt for netop dette, selvom det altså endnu ikke er ulovligt.

Onsdag er der endnu en 1. behandling. Her er der dog tale om en mere kontroversiel sag. Det er nemlig regeringens seneste udlændingestramninger, der er på dagsordenen i Folketinget.

Med de foreslåede ændringer af udlændingeloven kommer flygtninge til at vente længere, inden de kan få deres familier til Danmark, ligesom det skal være nemmere at inddrage opholdstilladelser. Og så indeholder forslaget muligheden for at konfiskere værdigenstande fra folk, der søger ophold i Danmark. Allerede inden forslaget har været i salen, er det blevet ændret. For eksempel er beløbsgrænsen for, hvornår værdier skal konfiskeres, blevet sat op til 10.000 kroner.

Også justitsminister Søren Pind skal i vælten onsdag, hvor han er hasteindkaldt til samråd om den danske grænsekontrol. Også udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg er inviteret til samrådet.

Ligeledes onsdag skal miljøminister Eva Kjer Hansen i samråd om kritik fra Rigsrevisionen om indsatsen mod den farlige bakterie MRSA hos husdyr.

Kontrollen ved den dansk-tyske grænse udløber torsdag, hvor den har været i gang i 10 dage. Der er mulighed for at forlænge den med i første omgang 20 dage. Inger Støjberg sagde for nyligt, at hun ikke kan forestille sig, at den danske kontrol ophører efter de første 10 dage, så folk, der krydser grænsen, skal formentlig stadig huske passet noget tid endnu. I sidste uge forlængede Sverige sin grænsekontrol til foreløbig 8. februar.

Torsdag/fredag er der Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg. Temaet er 'Vækst og velfærd', og det foregår med deltagelse af en række ministre, heriblandt finansminister Claus Hjort Frederiksen og sundhedsminister Sophie Løhde.

Se hele programmet her.

Torsdag/fredag er der også Forsknings- og Innovationsmøde 2015. Her mødes uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen med repræsentanter fra mange dele af forskningsverdenen for at drøfte aktuelle temaer på området.

Endelig er der torsdag endnu et samråd med transportministeren, denne gang om brændstoføkonomi. Her skal Hans Chr. Schmidt svare Enhedslistens Henning Hyllested på, om han vil oprette en national kontrolenhed, der skal lave stikprøver på bilers udslip og brændstoføkonomi i kølvandet på Volkswagen-skandalen.

Forrige artikel Borgmestre: Store opsparinger bliver i banken Borgmestre: Store opsparinger bliver i banken Næste artikel Det sker i EU: Ny polsk regering i søgelyset Det sker i EU: Ny polsk regering i søgelyset