Dagens overblik: Blå partier kritiserer ny genåbningsaftale for at være for lille og ”grinagtig”

Den nye aftale om yderligere genåbning er uambitiøs, mener oppositionen. 500 kulturinstitutioner sender fælles appel til Mette Frederiksen, og en ny rapport får Peter Hummelgaard til at skælve. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Godmorgen og velkommen halvvejs gennem denne uge i dansk politik. Vi starter dagens morgenoverblik med en kritik af den aftale om yderligere genåbning, som regeringen og støttepartierne præsenterede tirsdag eftermiddag.

Oppositionspartierne er ikke en del af aftalen, og de har efterfølgende luftet deres utilfredshed med aftalen, som ifølge dem er et for lille skridt i genåbningen af det danske samfund. Det skriver Berlingske.

Konservatives formand Søren Pape Poulsen mener, at aftalen er så ringe, at han er glad for, at han ikke er en del af den:

”Jeg er glad for, at jeg ikke skal præsentere det her, for det nærmer sig jo det grinagtige. Hvis man åbner så lidt, så skal man passe på, at man ikke gør nar af folk,” siger han til Berlingske.

Dansk Folkeparti og Venstre kritiserer ligeledes indholdet af aftalen for at være for uambitiøst og efterlyser yderligere genåbning.

Større skoleelever kan møde op en gang om ugen
Tirsdagens aftale indebærer, at alle landets efterskoler og højskoler må slå dørene op igen fra mandag. Samtidig kan afgangseleverne i grundskolen, på ungdomsuddannelserne og voksenuddannelserne i hele Jylland, på Fyn og i Vest- og Sydsjælland nu møde op i skole hver anden uge. Det skriver Altinget.

Og fra mandag vil eleverne i 5. til 8. klasse, som fortsat er hjemsendt, kunne møde om en gang om ugen til fysisk undervisning, såfremt den foregår udendørs. Det er især denne del af aftalen, som vækker kritik fra de blå partier for at være for uambitiøst.

I Nord- og Østsjælland og Hovedstadsområdet må afgangselever i grundskolen og på ungdomsuddannelserne ikke møde op hver anden uge. Men der indføres også her en mulighed for fysisk udendørs undervisning en gang om ugen.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) forsvarer beslutningen i et interview med Politiken.

”Vi har bedt sundhedsmyndighederne om at vurdere det, og Epidemikommissionenhar sagt, at det er forsvarligt med det lave smittetal, der er nu. Og det betyder jo faktisk, at elever i hele Danmark kommer tilbage minimum én dag om ugen. Det synes jeg er enormt glædeligt, særligt i forhold til trivslen,” siger hun til Politiken.

500 kulturinstitutioner sender fælles appel til statsministeren
I et fælles brev til statsminister Mette Frederiksen (S) efterlyser 500 kulturinstitutioner en plan for genåbningen af kulturlivet, som kan ”skabe lys for enden af tunnelen”. Det skriver Altinget Kultur.

"En plan, som sikrer, at kulturen stadig kan gøre sit for samfundet. For vores demokratiske dannelse og de værdier og den kulturarv, der binder os sammen – nationalt og lokalt," skriver organisationerne i deres brev.

Kulturminister Joy Mogensen (S) understreger overfor Altinget Kultur, at regeringen prioriterer kulturlivet højt, og hun deler organisationernes ønske om at få genåbnet Danmark. Men det skal ske med omtanke, siger ministeren, som afslutningsvis fortæller, at kulturinstitutionerne er en del af de drøftelser om genåbningen, som regeringen i øjeblikket har med Folketingets partier.

Læs mere på Altinget Kultur.

Ny analyse: Mangel på faglærte kan true velfærden
Om få år vil Danmark mangle 99.000 faglærte, og det kan medføre nedskæringer i velfærden. Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Det skriver Finans.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd advarer om lavere produktivitet, hvilket vil føre til lavere vækst og færre penge til velfærd.

Rapporten vækker også bekymring hos beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

”Vi bør alle skælve ved tanken om, at der om få år kan mangle op mod 100.000 faglærte, og vi er nødt til at rubbe neglene for at få gjort noget,” siger han til Finans.

Det sker i dag

  • Klokken 11.00: Kulturminister Joy Mogensen (S) er i dag i samråd om EU's ophavsretsdirektiv, hvor hun blandt andet skal fortælle om betaling for deling af hyperlinks.
  • Klokken 11.30: Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Enhedslisten skal i dag til hvert deres bilaterale møde med statsminister Mette Frederiksen (S) om en samlet, langsigtet plan for genåbning af samfundet.
  • Klokken 13.00: I dag er der møde i Folketingssalen, hvor ministrene svarer på oversendte spørgsmål i ministrenes spørgetid.
  • Klokken 13.00: Miljø- og Fødevareudvalget har miljøminister Lea Wermelin (S) i samråd om EU’s 2030-strategi for biodiversitet.
  • Klokken 14.00: Minister for ligestilling Peter Hummelgaard (S) er i dag i samråd om problemer med uligeløn mellem kønnene i Danmark.
  • Klokken 14.00: Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er i dag i samråd om verdens forfulgte kristne.

Forrige artikel Altinget indgår partnerskab med Folkemødet Altinget indgår partnerskab med Folkemødet Næste artikel Regioner skærper krav til leverandører i nyt udbud af kviktest Regioner skærper krav til leverandører i nyt udbud af kviktest