Dagens coronaoverblik: Brostrøm kalder danske tiltag "en succes", mens Frankrig forlænger nedlukning

LYNOVERBLIK: Antallet af smittede og indlagte tyder på, at tiltagene mod covid-19 har været en succes, siger Sundhedsstyrelsens direktør. Frankrig forlænger nedlukning med fire uger, og regeringen har indgået en aftale med KL, Danske Regioner og PLO. Altinget giver et overblik over dagens coronarelaterede nyheder.

Velkommen til tirsdagens coronaoverblik, hvor Altinget giver dig de nyeste tal og et hurtigt overblik over de politiske, økonomiske og globale nyheder om virussen.

Politik
Statsministeriet har indkaldt til pressemøde om covid-19 i Danmark tirsdag 14. april klokken 16.00. 

Det vil foregår i Spejlsalen i Statsministeriet, og du kan følge pressemødet live på Altinget. 

Statsminister Mette Frederiksen (S) har tidligere meddelt, at tallene for antallet af smittede og indlagte skal være stabile, før en genåbning af det danske samfund kan sættes i gang. 

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, er en af dem, der følger udviklingen i tallene ekstra tæt, og mandag mente han, at der er grund til optimisme.

"Når jeg kigger på epidemien, så ser den meget fredelig ud, sådan som det ser ud nu," sagde han i et interview med DR

"Det er en kæmpestor succes for os alle sammen i Danmark i forhold til de mange tiltag, vi har taget."

Mandag aften meddelte Sundhedsministeriet i en pressemeddelse, at regeringen har indgået en aftale med KL, Danske Regioner og PLO om at øge aktiviteten i sundhedsvæsenet. 

Det sker for at nedbringe nogle af de ventetider på undersøgelser og behandlinger, der er opstået som følge af covid-19-smitten.

Den øgede aktivitet sker på baggrund af Sundhedsstyrelsens faglige plan for omstilling af sundhedsvæsenet, oplyser ministeriet. 

På landets folkeskoler er skoleledere i øjeblikket ved at gøre klar til at modtage de yngste elever fra onsdag. 

Men flere ledere afviser, at det er muligt at åbne skolerne i fuldt omfang allerede om en måned, hvor nedlukningens midlertidige slutdato indløber.

Det skriver Jyllands-Posten

"Vi bruger hele personalet til at få det her til at lykkes. Hvis man forestiller sig, at vi skal åbne i fuldt omfang om en måned på samme vilkår, så går det simpelthen ikke," siger Claus Hjortdal, der er formand for Skolelederforeningen, til dagbladet. 

Ifølge flere skoleledere kræver en fuld genåbning, at der bliver lempet på kravene til blandt andet hygiejne og afstand mellem eleverne.

Du kan se, hvor de forskellige kommuner planlægger at genåbne dagtilbud og skoler her

Økonomi
Antallet af nytilmeldte ledige er faldet markant hen over påsken. Mandag 13. april har 547 personer meldt sig ledige.

Det viser en opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet. 

Det er flere end de øvrige påskedage, men færre end de 3.095 personer, der meldte sig ledige 7. og 8. april. 

Kort inden Erhvervsstyrelsen 8. april åbnede for, at coronaramte virksomheder kan søge om støtte til faste udgifter, blev betingelserne for støtte ændret.

De nye betingelser betyder, at en virksomhed, der havde underskud i seneste regnskabsår, ikke kan få lige så meget i støtte til faste omkostninger som andre virksomheder.

Det blev tilsyneladende udløst af EU's statsstøtteregler, og ændringen får kritik fra flere erhvervsorganisationer, skriver JP Finans

Det er endnu ikke lykkedes at få en forklaring på ændringen i ordningen fra Erhvervsministeriet, men DI og FSR Danske Revisorer oplyser til JP Finans, at de har fået forklaret beslutningen med EU’s statsstøtteregler.

Globalt
Hvis spredningen af covid-19 skal bremses effektivt, er man nødt til at udvikle en virkningsfuld vaccine.

Det var meldingen fra generalsekretæren for Verdenssundhedsorganisationen, WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus, på et pressemøde mandag aften, skriver det franske nyhedsbureau AFP ifølge DR

"Vores globale forbundethed betyder, at risikoen for en tilbagevenden og genopblussen af covid-19 vil vare ved," lød det fra generalsekretæren. 

Ifølge det franske nyhedsbureau kan der gå mindst et år, før en sikker og effektiv vaccine er udviklet, skriver Ritzau ifølge DR. 

I Frankrig meddelte præsident Emmanuel Macron mandag aften i en tale til nationen, at nedlukningen er forlænget med fire uger frem til 11. maj. 

Det skriver Ritzau/Reuters ifølge Berlingske

Epidemien er dog ifølge den franske præsident begyndt "at stilne af", og derfor påtænker den franske regering at indlede en ny fase med en gradvis åbning af daginstitutioner og skoler fra og med 11. maj. 

Virussens udbredelse i Danmark
Ifølge den seneste opdatering fra Sundhedsstyrelsen, der udkom 13. april klokken 14.00, er der 285 dødsfald i Danmark, hvor den afdøde var smittet med coronavirus.

Ifølge tallene er der 388 indlagte med coronavirus. Heraf er 100 på intensiv, hvor 87 er i respirator.

Forrige artikel Få overblik over, hvornår kommunerne genåbner dagtilbud og skoler Få overblik over, hvornår kommunerne genåbner dagtilbud og skoler Næste artikel Se pressemødet, hvor Frederiksen kalder til forhandlinger om mere genåbning: Se pressemødet, hvor Frederiksen kalder til forhandlinger om mere genåbning: "Tallene er bedre, end vi havde turdet håbe på"