Cordua: Velfortjente tæv til Venstre

KLUMME: Lars Løkke Rasmussen og Venstre får tæsk i en ny måling. Det er fortjent og skyldes en stribe af fodfejl, skriver Jarl Cordua.

En Greens-måling for Børsen giver i dag Venstre-regeringen en kold afvaskning, hvor partiet står til den laveste vælgeropbakning, som meningsmålingsinstituttet har målt i over 25 år.

V får kun 16,6 pct. af stemmerne mod 19,5 ved valget i juni og 18,4 pct. ved den seneste måling, der blev foretaget omkring 1. december.

Der er naturligvis tale om en enkelt måling, og indregner man statistisk usikkerhed på +/- 2,2 procent, så er tilbagegangen ikke nødvendigvis særlig markant i forhold til valgresultatet. Men hvis dette billede bekræftes af andre målinger, så kunne noget tyde på, at en lille del af Venstre er brækket af for direkte at være gået til De Radikale, der pludselig tordner frem fra en opbakning i december på 4,9 procent, der lå lidt over valgresultatet, til hele 8,1 procent.

Udviklingen passer som fod i hose med, at en mere flygtningevenlig fløj af Venstre – som man så det med blandt andet Jens Rohdes udmeldelse før jul – nu har forladt partiet og søgt asyl hos De Radikale.

Det er i øvrigt en måling, som er foretaget netop på dagen for og i dagene efter Rohdes afgang og den debat, hvor der i medierne ”var spil til kun ét mål” med historier om Venstre-regeringen, der havde svigtet alle liberale idealer, som det blev udlagt af en stribe tidligere og nuværende stærkt kritiske, mere eller mindre fremtrædende Venstre-medlemmer, der naturligvis alle fik fuld sendetid i Politiken, Information og øvrige medier.

Opsigtsvækkende måling
Har raseriet over Venstres politik siden lagt sig, eller er der tale om en permanent effekt? Det ved vi først, når flere målinger bekræfter tendensen. Men det er klart en tendens, som der vil blive spejdet efter overalt. Ikke mindst fordi effekten fra V til R tilsyneladende har givet et skub af vælgere FRA blå blok direkte over TIL rød blok, der nu i Greens-målingen fører 52,5 pct.-46,8 pct., hvilket er den største føring til rød blok, der er målt på denne side af folketingsvalget.

Det er i øvrigt også en af de meget få målinger, der viser, at LA ligger under valgresultatet.

Er det så en måling, der kunne vise en protest i befolkningen over den førte politik med hensyn til grænsekontrol? Det ved vi ikke. For målingen er fra før, grænsekontrol til Tyskland blev indført, og før Løkke holdt sin nytårstale, hvor han varslede, at den kom.

I øvrigt ligger S nogenlunde på niveau med valgresultatet til trods for, at partiet har gennemført det største ryk til højre i nyere tid, når det gælder stram udlændingepolitik, så man på nogle områder ligger til højre for regeringen. Denne markante strammerkurs har Mette Frederiksen og co. endnu ikke tabt på. Tværtimod.

Dårlige sager på stribe
Vælgerne er endnu trofaste og ser ingen grund til at skifte til Løkke og blå blok, når nogle af dem kan få den stramme udlændingepolitik og DF/V-light politik uden at få Løkke med i købet. I al fald har blå blok ikke kunnet fange Frederiksen i selvmål, som man har kunnet lukrere på.

Og her har vi nok også en af hovedforklaringerne på Venstres dårlige måling. Statsministerens personlige vælgerpopularitet har i nogle år skrabet bunden – utvivlsomt begrundet i hans personlige lave troværdighed efter alle skandalesagerne. Men nu er de dårlige tal gået igennem gulvet, viser Greens måling, og er ikke set lavere siden valget. Aldrig har så mange været utilfredse med Løkke, og aldrig har så få været tilfredse. På alle politikområder tæver Mette Frederiksen Løkke let, så alarmklokkerne står og bimler. Dette skal der rettes op på.

Er der andet, som kan begrunde de dårlige tal? Ja, naturligvis sagen om pensionisternes boligydelse, der trak tæppet væk under finansministerens ellers store triumf med finansloven. Det druknede i et uskønt slagsmål, hvor der måtte gives indrømmelser til DF, som pludselig blev fanget i at skulle tage pensionisternes boligydelse for at give pengene til de konservatives boligejere og LA’s bilejere, som oppositionen havde det rigeligt let ved at udstille sagen.

Det er heller ikke ligefrem en vindersag for Løkke at have tabt en folkeafstemning om retsforbeholdet. Måske har det også skubbet nogle af de stadigt færre EU-begejstrede Venstre-folk over for at få asyl i den radikale tilbageblevne jubeleuropæiske lejr.

Fortjente tæsk
Krisen med Sverige var allerede under opbygning i dagen op mod jul, hvilket bestemt heller ikke er en vindersag blandt alle dem, der stemte blåt ved seneste valg, og som i det hele taget har en afsmag af, at flygtningedebatten føres på præmissen om, hvordan vi holder flest mulige flygtninge ude – uden hensyn til landets anseelse og handel.

Og her var det mest iøjefaldende den højst mærkværdige pseudo-debat om, hvor mange vielsesringe, diamantkufferter eller guldtænder, der i nogle dage skulle konfiskeres hos flygtningene. En debat som Venstre-regeringens ministre tabte på gulvet med et brag, skabte ubehagelige/pinlige overskrifter i internationale medier (den slags hader de selvsamme segmenter, som vi her taler om i særdeleshed), og som tydeligvis har fået nogle Venstre-folk til at forlade blå blok.

Så det er egentlig ikke så underligt, at Løkke og Venstre får så mange tæsk i denne opsigtvækkende måling.

Og med den perlerække af fodfejl in mente, som regeringen præsterede før jul, må man sige, at den ærligt har fortjent dem.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Trads: Hvis Liberal Alliance står fast, så falder Løkke Trads: Hvis Liberal Alliance står fast, så falder Løkke Næste artikel Trads: Hov, fortalte Støjberg lige en falsk anekdote?  Trads: Hov, fortalte Støjberg lige en falsk anekdote?