Camilla Søe revser tørklædeforbuddet: Ellemann og Pape burde stille sig forrest i frihedskampen
At ville støtte minoritetskvinder er en agtværdig kamp, men man løser ikke tvang med ny tvang. Blå bloks statsministerkandidater er naturligvis nødt til at melde klart ud i så fundamentalt et spørgsmål om individets rettigheder, skriver Camilla Søe.
Lad det være sagt meget klart: Jeg bryder mig ikke om, at pigebørn pakkes ind og dækkes til – hverken af religiøse hensyn, eller fordi deres bare maver kan virke forstyrrende på teenagedrenge i folkeskoleklassen.
Selvom de to debatter umiddelbart virker usammenlignelige, er det både tankevækkende og frustrerende, at pigers kroppe igen er genstand for debat og regulering – eller i hvert fald forsøget på det.
Debatten om tørklædet blev i sidste uge genantændt, efter at en kommission nedsat af regeringen anbefalede at forbyde tørklæder i grundskolen.
Kommissionen havde til opgave at komme med anbefalinger til, hvordan vi som samfund kan støtte minoritetskvinder, så de kan nyde de samme frihedsrettigheder som de fleste etnisk danske kvinder.
Frygten for at miste vælgere til Danmarksdemokraterne er reel, idet valgforskning ganske tydeligt peger på vælgervandringer fra blandt andre Socialdemokratiet og hen over midten til Inger Støjbergs nye parti.
Selvom store dele af partiprogrammet stadig står hen i det uvisse, er det helt sikkert, at Støjberg er stram på udlændingeområdet. Men jeg er bekymret for, at regeringen vil se forslaget som en snuptagsløsning på et problem, der kræver, at mange forskellige værktøjer tages i brug. Hvis løsningerne var nemme og debatten enkel, så havde man for længst skaffet sig af med problemet.
I samme ombæring undrer jeg mig over tavsheden fra mit eget parti, Venstre, og Konservative, der ovenikøbet har annonceret formand Søren Pape Poulsens kandidatur til statsministerposten. To regeringsbejlende partier er naturligvis nødt til at melde klart ud i et så fundamentalt, værdimæssigt spørgsmål om familiens og individets rettigheder.
At ville støtte minoritetskvinder er en agtværdig kamp, men man løser ikke tvang med ny tvang. Når man kommer med forslag som disse, bliver man nødt til at stille sig selv to meget vigtige spørgsmål.
Det første spørgsmål er, hvor stort omfanget af problemet egentlig er. Det betyder ikke, at vi ikke skal hjælpe, hvis der kun er tale om en lille samfundsmæssig gruppe, men det kan give et fingerpeg om, hvor meget effekt, der vil komme ud af et givent forslag.
Derfor undrer det mig også, at anbefalingerne har afsæt i holdninger og ikke evidens. Det undrer mig, at man ikke baserer anbefalingerne på forskningsbaseret data, når man kommer med den type forslag – i alle fald vil det kræve et større vidensgrundlag og dataindsamling, hvis anbefalinger skal blive til lov. Andet vil simpelthen være noget sjusk.
Et forbud vil være et indgreb i familiens ret til selvbestemmelse, og det vil sætte pigerne og især skolerne i en svær situation. Pointen med skolerne vender jeg tilbage til.
{{toplink}}
Dernæst skal man spørge sig selv, hvem man ønsker at hjælpe. Regeringens opdrag lægger op til, at man ønsker at hjælpe minoritetskvinder. Hvis man reelt ønsker at hjælpe minoritetskvinder, så gør man det bare ikke ved at gøre dem til en lus mellem to negle. I virkeligheden bytter man én form for kontrol ud med en anden. Og jeg kan blive alvorligt bekymret for konsekvenserne ved et forbud.
Ser man mod Frankrig, hvor man indførte et forbud i 2004, er resultaterne af indgrebet klare. Ganske vist valgte langt størstedelen at følge loven, men ti procent af familierne flyttede ud af landet, og fem procent af familierne tog deres piger ud af skolen og underviste dem hjemme.
I Danmark har vi undervisningspligt, men du må gerne undervise dine børn hjemme, hvis det er det, du vil. Og det er langt fra utænkeligt, at nogle forældre vil vælge den løsning for deres børn for at undgå lovbrud eller kompromis med egne kulturelle værdier. Hjemmeundervisning er ikke ligefrem vejen til bedre integration og oplysning om danske frihedsværdier, hvis du spørger mig.
Og så er der hele dilemmaet omkring skolerne. For kommissionen har ikke redegjort for, hvordan et lovforslag skal udmøntes.
Hvis man forestiller sig, at skolerne har en form for myndighedsforpligtelse, ligesom læger har det med tolkeservice, så stiller man skolerne i en uhyre svær situation. Lærere, der kan være styrkende for den demokratiske samtale og oplysning i kvindesynet i Danmark, bliver udnævnt til skurk.
Giver pigerne derimod udtryk for, at de bærer tørklæde under tvang og ønsker det anderledes, kan skolen naturligvis oprette en sag på forældrene, men sådan vil det være i alle tilfælde af mistrivsel for børn i folkeskolen.
En anden konsekvens af forslaget er, at pigerne ganske vist ikke bærer tørklæde i skoletiden, men derefter holdes hjemme, når der er aktiviteter i regi af skolen, men som man kan vige udenom – lejrture, fodboldstævner og den slags sociale aktiviteter, som vi ved har en positiv effekt, når vi bygger bro mellem kulturer.
Jeg er af den klare overbevisning, at dannelse og oplysning om demokratiet og grundlæggende demokratiske rettigheder er langt stærkere i kampen for minoritetskvinderne end et tørklædeforbud.
Rasmus Ulstrup maner til etisk besindighed: Skal tidsånden helt uhindret have sin vilje i abortdebatten?
Özlem Cekic med demokratisk opsang: Tag personligt ansvar og stem!
