Özlem Cekic med demokratisk opsang: Tag personligt ansvar og stem!

Alt tyder på, at Danmark snart skal til valg. Desværre vil der være flere grupper af borgere, der ikke som majoriteten vil benytte deres fornemmeste rettighed, nemlig retten til at stemme.

Rationelt ved jeg, at der kan være mange grunde til, at nogen ikke får stemt. Men mit hjerte har svært ved at forstå og anerkende disse begrundelser. Jeg tror, det hænger sammen med mine kurdiske rødder. For der, hvor jeg kommer fra, stiller folk sig i stemmekøen med livet som indsats.

Demokratisk deltagelse ikke kun en rettighed. Det er også en pligt, vi har som borgere.

Første gang, jeg stemte til et valg i Danmark, var et par år efter, min storebror og jeg havde fået tildelt danske statsborgerskab. Der var ikke en tradition for at stemme hjemme hos os. Det hang blandt andet sammen med, at der var valg mine forældre ikke kunne stemme til, fordi de manglende statsborgerskab (folketingsvalg) og valg, de godt kunne stemme til (lokalvalgene).

Derfor blev løsningen, at de overhovedet ikke stemte. Jeg ved ikke, om det var for besværligt for dem at sætte sig ind i reglerne, eller om det var deres manglende tillid til, at deres kryds ville gøre en forskel, der gjorde, at de valgte stemmeurnerne fra. Dovent var det i hvert fald.

Jeg mindes ikke, at vi nogensinde talte om det. Det var i sig selv mærkeligt, fordi på gaden kunne man ikke undlade at se valgplakater, politikere ved hvert gadehjørne og alt det merchandise, der fyldte ens lommer og hænder.

Min storebror og jeg besluttede os for at markere vores første valg som noget helt specielt. Ligesom vi gjorde til den muslimske højtid Eid, købte vi nyt tøj og pudsede skoene. På valgdagen var vi bange for at komme for sent til valgstedet, og derfor mødte vi op lidt i otte om morgenen foran den lokale folkeskole. Stolt stillede vi os i den korte kø og talte lidt om, hvem vi ville stemme på, og hvor hurtigt det mon ville foregå. Jeg kan huske min krise, da gardinet blev trukket for, og jeg stod alene med min lange stemmeseddel og alle de navne, der ikke sagde mig noget. Jeg læste dem alle igennem – en efter en og prøvede at huske nogle af dem fra valgplakaterne.

Den dag i dag kan jeg ikke huske, hvilket politisk parti der fik mit kryds. Det kan min storebror heller ikke. Vi afsluttede ceremonien ved at spise wienerbrød sammen.

Jeg har siden stemt til alle valg i Danmark. Da mine børn var små, havde jeg dem med, så de kunne mærke den magiske stemning ved valget. Magien ved at bo i et land, hvor man kan stille sig i kø sammen med direktøren og den hjemløse samtidig med, at venlige valgtilforordnede tager imod alle borgere og nænsomt guider dem videre til stemmeurnen. Der er hverken politi eller militær foran skolen, og ingen risikerer, at deres stemme bliver købt eller solgt.

I mange lande er alt det, jeg remser op, en utopi. Men trods stor risiko for valgsvindel, magtanvendelse, vold og tumult ved stemmekøen, beslutter millioner af verdensborgere alligevel at bakke op omkring skrøbelige demokratier.

Herhjemme er den folkelige opbakning til valgene heldigvis stor, men desværre er der tre grupper, hvis stemmedeltagelse er markant mindre sammenlignet med andre samfundsgrupper. Det er de unge, de udsatte borgere og borgere med minoritetsbaggrund.

Selvom der er flere grunde til, at valgdeltagelsen er lav blandt borgere med minoritetsbaggrund, har jeg svært ved at forstå det. Da jeg rejste rundt i udsatte boligområder med folketingsmedlem Fatma Øktem fra Venstre for at opfordre borgere til at stemme, sagde flere af dem, at de ikke havde tillid til deres politikere.

"De kommer kun her, når der er valg," sagde de. Vi kunne trøste os med, at tillidskrisen til politikerne var ens både i Gellerup og Hellerup.

Men det, der adskilte de to grupper, var klart ligegyldigheden over valget. Mange fra de udsatte boligområder begrundede deres manglende stemmeafgivelse med, at de ikke vidste, hvordan man gjorde. Da vi gik i gang med at fortælle minutiøst, hvordan det foregik, dukkede der nye bekymringer op.

"Jeg kan ikke læse og skrive," sagde flere. Vi fortalte dem, at man i Danmark har mulighed for at få en ledsager med til stemmeurnen. Pludselig var det valgdagen, der ikke passede ind i deres planer. Men det problem havde den store velfærdsstat også en løsning på: brevafstemning.

Jeg glemmer aldrig, da en af kvinderne sagde: "Jeg tror ikke, at jeg kan finde frem til skolen". "Men hvis der var tilbud på lagner i Føtex, vidste du det præcis, og så havde du ikke brug for en vejviser," svarede jeg alvorligt, mens alle kvinderne brød ud i latter.

Billedet var stort set det samme i alle de områder, vi besøgte. Ingen blev snydt for en kæmpe opsang fra os, som tit resulterede i vækkelse af det personlige ansvar. Mange af dem gav os ret, og de skammede sig over deres ligegyldighed. 

Krydset på stemmesedlen vil altid være den enkeltes ansvar, men vi kommer ikke uden om, at det bliver fællesskabets problem, når beslutningerne mister deres legitimitet, fordi der er befolkningsgrupper, der ikke aktivt vælger den demokratiske deltagelse til. Desværre ved mange ikke, at de har indflydelse, og at deres kryds kan forandre noget. Men det er muligt at bryde mønstre, så flere borgere kan fralægge sig deres passivitet og manglende engagement. Men det er en lang sej træk.

Undersøgelser viser, at hvis mor stemmer, så stemmer manden og børnene også. Moderen er en vigtig rollemodel for sin familie og hendes opbakning til demokratisk deltagelse har en mærkbar positiv effekt for traditionerne og normerne i familien.

Bydelsmødrene gør for eksempel en formidabel indsats for at få flere mødre med på den demokratiske vogn, men desværre er myndighedernes indsats for at få flere med minoritetsbaggrund til at stemme meget begrænset op til valgene. Effekten er også derefter. 

{{toplink}}

Mine forældre stemmer i dag til alle lokale valg. De ringer rundt til deres børnebørn for at minde dem om, hvor glad man bliver af at være med til at bestemme. Ikke nok med det holder de også øje med, om deres kandidat bliver valgt. 

Det er et kæmpe skridt – ikke kun for dem, men også for de andre generationer i familien, at deres bedsteforældre er rollemodeller, som de kan afspejle sig i.

Men mine forældre vågnede ikke fra den ene dag til den anden og blev aktive valgdeltagere. Jeg har samtalet med dem, holdt dem i hånden og taget dem med til valg år efter år. Sammen har vi prøvet at få et overblik over partierne, så de ikke som mig, skulle stemme i blinde. De har debatteret livet løs med hinanden, når de har stemt forskelligt. De har haft mange spørgsmål, og heldigvis havde jeg tiden til at hjælpe dem.

Den tid er vi som samfund nødt til at investere i demokratiet. Det bliver vi alle sammen rigere af.