En borgerlig samling er og bliver et fatamorgana
Det borgerlige Danmark står i en uigennemskuelig parlamentarisk situation, hvor pejlepunkterne for politisk stillingtagen bliver enkeltsager eller enkeltpersoner, der afgør stemmeafgivningen, skriver John Wagner om efterårets politiske dagsorden og slagsmålet i den såkaldte blå blok.
Med otte mere eller mindre "blå" partier, der er mere eller mindre liberale, konservative, sociale, grønne, nationale, internationalt orienteret, frisindede, moralsk fordømmende, populistiske, resultatsøgende, erhvervsvenlige, jyske versus urbane, kristne, ateistiske, kongetro og så videre, burde der være noget at vælge imellem for alle.
Alligevel er der kun cirka halvdelen af vælgerne, der stemmer ”borgerligt”, hvis vi medregner alt fra og med Radikale til og med Nye Borgerlige. Hvad næsten i sig selv begrunder, hvorfor det formentlig mange år frem bliver svært at fravriste Socialdemokratiet regeringsmagten.
Og det uanset om partiets formand hedder Mette Frederiksen, Nicolaj Wammen eller Peter Hummelgaard.
Forskellen mellem på den ene side Radikale, Moderaterne og Kristendemokraterne og på den anden side Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne er større end forskellen mellem Socialdemokratiet og Venstre/Konservative.
Det har fået V til at gå ind i SVM-regeringen – og K til at fremstå noget forvirret i opposition, mens Liberal Alliance dygtigt lukrerer på dette skisma i den borgerlige lejr.
En lejr uden fælles leder, uden fælles mål og uden fælles midler, hvad splittelsen omkring regeringsdannelsen jo mere end dokumenterer.
Venstre og Moderaterne har i forståelig frustration over de tumultariske tilstande i ”blå blok” og deraf ringe vælgertilslutning, som jo var en kendsgerning inden SVM-regeringens dannelse, valgt at gå i regering – under Mette Frederiksens ledelse.
Radikale og Konservative kunne have gjort det samme, men valgte bekvemmeligheden og glemslen udenfor – og dermed slagsmålet med de øvrige oppositionspartier om at komme til orde, få små indrømmelser i forlig med regeringen eller alternativt forstørre uenigheden med regeringen, så det virker kunstigt – for nu ikke at sige hysterisk.
Tilsammen har det medført en for det borgerlige Danmark uigennemskuelig parlamentarisk situation, hvor pejlepunkterne for politisk stillingtagen bliver enkeltsager, for eksempel udlændingepolitik og urbanisering, eller enkeltpersoner, der afgør stemmeafgivningen.
{{toplink}}
Et bredt spektrum af grundholdninger er blevet en by i Rusland, hvad der måske netop er V og K’s fundamentale problem netop nu, hvor V slås med de såkaldte løftebrud i forhold til regeringsdannelsen, og K kun til tider er borgerlige stemmer, der arbejder.
”Vi rykkede dem markant ved at forhandle”, skrev Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, på Twitter, da K gik med i forliget om en universitetsreform her før sommerferien.
Anderledes var det, da K ganske overraskende forlod forhandlingerne om finansloven for 2023, aftalen om inflationshjælp og medieforlig. Her blev det ledige standpunkt prioriteret højere end de forholdsvis små indrømmelser, man kan forvente med kun ti mandater.
Tilsvarende har de øvrige ikke-regeringsbærende partier den ene dag været et ansvarligt forligsivrigt parti og den næste dag gold opposition. Som vejret svinger i disse dage.
Den politiske position har været uigennemskuelig med det resultat, at enkeltsager som ja eller nej til universitetsreformen og – ikke mindst – enkeltpersonerne i form af partiledernes optræden er afgørende for vores tilkendegivelser over for meningsmålingsinstitutterne om, hvor vi vil stemme.
{{toplink}}
Her fremstår to partiledere – SF’s Pia Olsen Dyhr og LA’s Alex Vanopslagh – som de mest helstøbte korrektiver til henholdsvis Socialdemokratiets og Venstres regeringsdannelse.
Men dermed er det jo næsten også på forhånd sagt, at der ikke er et alternativ til Socialdemokratiets formand som landets statsminister – med forbehold for, hvad Lars Løkke Rasmussen kan få ud af enhver nærmest også utænkelig parlamentarisk situation. Specielt når Radikale og Konservative giver ham chancen, som tilfældet var på Marienborg sidste år.
Med forsvarsforliget i hus inden sommerferien – i hvert fald de økonomiske rammer – kommer hverken regering eller opposition uden om, at den kommende folketingssamling må have klimaet og velfærden som omdrejningspunkter.
Ikke mindst de unge vælgere – og toneangivende NGO’er – vil reagere voldsomt, hvis regeringen slækker på ambitionerne på klimaområdet.
Måske flytter det ikke umiddelbart mange stemmer, men det kan påvirke den demokratiske tilstand kolossalt. Og her har oppositionspartier som SF, Radikale og – hvis de kender deres besøgelsestid – Konservative en gevaldig chance for at markere en forskel i forhold til regeringen.
Og ikke mindst de ældre vælgere – og folkebevægelsen ”Ældre Sagen” – vil reagere voldsomt, hvis Venstre og Moderaterne forhindrer Socialdemokratiet i løft af den brede velfærdspolitik, hvad enten det handler om sundhedspolitik eller ældreomsorg. Her vil oppositionen – ikke mindst Enhedslisten, DanmarksDemokraterne og Dansk Folkeparti – reagere. Og det er der stemmer i – lidt i modsætning til klimapolitikken.
Skattepolitik taler man kun om, hvis man vil have tæv af vælgerne. Spørg bare Søren Pape Poulsen.
Både regering og opposition, hvor usammenhængende den er og bliver, står altså over for afgørende valg af konkrete politiske udspil og svar på disse, når sommerferien slutter med et brag af partiernes sommergruppemøder i september.
Eva Smith: Åbne døre i Samsam-sagen kan få betydning for Findsen og Claus Hjort
Nato-topmødets svære dilemma: Hvornår og hvordan kommer Ukraine ind i alliancen?
