Bedre uddannelse af lærere er afgørende for erhvervsskolerne

Det er interessant, at når man taler med elever om deres oplevelser med at gå på en erhvervsuddannelse, så fremhæver de ofte deres lærer som den helt afgørende faktor for, om det har været en god eller dårlig oplevelse.  

Det kan være læreren, der smitter med sin passion for faget eller som kan noget særligt i forhold til at forstå, hvor eleverne er personligt og socialt. Og det gælder den lærer, der sender eleverne tidligt hjem for at gå til hundefrisør og på den måde giver elevernes engagement en mavepuster. Eller den lærer, der ikke har det nødvendige faglige niveau.  

I den offentlige uddannelsespolitiske debat fylder lærernes rolle og kompetencer alt for lidt, når det ikke lige er sæson for uddeling af Politikens undervisningspris. Debatten handler om alle mulige andre vigtige dagsordener, men det er ikke et af de temaer, som eksempelvis vores nye undervisningsminister har lagt op til at se på.  

Det oplever jeg personligt som en skam. Der er behov for at se på, om vi klæder erhvervsskolelærerne godt nok på i dag til at håndtere den brede kreds af elever – og deres udfordringer – som de møder i hverdagen.  

Det vil jeg gerne slå et slag for. Her er det som i mange andre tilfælde vigtigt at undgå at starte forfra. I stedet vil jeg opfordre til, at man kigger mod nord mod mine svigerforældres hjemland Finland, der som et af få vestlige lande i de seneste år har oplevet en stærkere tilslutning til erhvervsskolerne, mens det omvendte er tilfældet her i Danmark.  

En af nøglerne til finnernes succes er, at de ligesom Løvens Hule har forstået vigtigheden af mentorrollen. I Finland er der både en højere andel, der starter på erhvervsuddannelse, og en lavere andel, der falder fra.  Det er for at sige det mildt en ret markant forskel.

Nu er der selvfølgelig grænser for vores muligheder for at omkalfatre det danske uddannelsessystem, men det er slående, hvor stor forskel der er på debatten i Danmark og Finland. De seneste mange års politiske reformer i Finland har i høj grad handlet om, hvordan vi styrker erhvervsskolelærernes muligheder for at vejlede de unge bedre og agere mentorer.  

Her er der et stort potentiale i Danmark, hvor vi har et stort frafald. Det er et kæmpe problem, og vi ved, at læreren spiller en vigtig rolle for, om mange elever beslutter sig for at stoppe på uddannelsen.  

Mange unge mennesker har ganske logisk brug for forbilleder at spejle sig selv i og for en, der står klar til at lytte til problemer og give råd og vejledning. Særligt hvis du ikke kan få den hjælp derhjemme. Det er lidt, som om vi i erhvervsuddannelsessystemet for ofte overser, at vi faktisk har med unge mennesker at gøre, der kan døje med alt fra kærestesorger til tvivl om, om uddannelsen nu også er det rigtige for dem.  

Det har man forstået i Finland, og det betaler sig mange gange igen gennem et langt lavere frafald. Omvendt stiller det også større krav til vores lærere. Og krav til, at der investeres penge i det nødvendige antal lærertimer, som det relationelle arbejde kræver.  

Særligt de pædagogiske kompetencer har brug for et løft. I Finland har man flere forskellige typer af erhvervsskolelærere, heriblandt lærere for elever med særlige behov og mentorlærere. Det skaber overskuddet til at håndtere en bredere gruppe af elever med forskellig baggrund.  

Mange steder i Danmark arbejder man heldigvis også med mentorer, men mentorarbejde bør være en mere naturlig del af vores erhvervsuddannelser, også uden at du som elev skal komme med en diagnose.

{{toplink}}

Der er også et andet aspekt af erhvervsuddannelserne, hvor vi med fordel kan lære af både Finland, men også af de af vore egne erhvervsskoler, der er langt fremme. Det drejer sig om det tætte samarbejde mellem virksomhederne og erhvervsskolelærerne. Jeg hører fra virksomheder, at der særligt for EUX-elever ikke altid er koordineret tilstrækkeligt mellem uddannelsesinstitution og virksomhed.  

I Finland betoner man vigtigheden af den gode dialog om elevens lærling. Læringsmålene for praktikopholdet bliver aftalt mellem læreren og mesteren på den pågældende virksomhed. Læreren tager ud inden praktikopholdet starter, og undervejs besøger vedkommende løbende arbejdspladsen for at understøtte mesteren.  

Det binder teorien og praksis sammen på en stærkere og smart måde i forhold til et mere tilfældigt forløb hos en given virksomhed. Her er der generelt behov for, at vi får et skarpere øje for, hvordan vi kan styrke undervisningspraksis på erhvervsskolerne. 

Når det kommer til den generelle kontakt mellem virksomheder og erhvervsskolerne, har man i Finland politisk pålagt erhvervsskolerne at være i kontakt med virksomheder på deres givne felt.  

Lærerne tager ud på virksomhederne for at blive bekendte med nye processer, maskiner og arbejdsgange, og det sker ofte gennem de 25 ECTS, der er afsat til videreuddannelse af erhvervsskolelærere.

Denne praksis blev indført i 2000, og finske studier har indikeret værdien af disse partnerskaber, både når det gælder lærerne, institutionerne og arbejdspladserne. Lærerne bliver dygtigere, og det styrker samarbejdet mellem skolerne og arbejdslivet.  

Alt det her peger på, at det måske kunne være en god idé at give uddannelsen af erhvervsskolelærerne et eftersyn – eller helt gentænke den.  

Vi skal have en diplomuddannelse i erhvervspædagogik, hvor langt størstedelen af tiden bruges på sparring og supervision fra kolleger om, hvordan man er en bedre lærer, i stedet for på det teoretiske arbejde, hvor vægten er i dag. Og der er brug for flere spor målrettet mentorer og målrettet at slå bro over generationskløfter og med fokus på elevernes personlige og sociale situation.  

Endelig er der brug for, at vi sikrer, at de erhvervsskolelærere, som er så vigtige i de unges liv og uddannelse, er kompetente og engagerede. Det kræver selvfølgelig flere ressourcer til skolerne, som der er blevet peget på fra mange sider, men det kræver også, at vi stiller højere krav til, at lærerne løbende holder deres kompetencer ved lige.  

Og det kræver, at skolerne formår at belønne og tiltrække de dygtigste lærere og i det hele taget prioriterer kvaliteten af lærerstaben højt. Det har eleverne fortjent.  

Jeg håber, at Folketinget i denne regeringsperiode kan blive enige om at få kigget nærmere på lærernes kompetencer – og at man undersøger, om ikke der er andre ude i verden, der har indrettet sig på en måde, som vi kan lære noget af i lille Danmark. Måske en studietur til Finland kunne være en idé?