Barbara Bertelsen slipper med en advarsel: “Men altså, det er stadig en disciplinær straf, vi taler om”

Minksagen ender med sanktioner i den "milde" ende af skalaen for Barbara Bertelsen. Statsministeriets departementschef har nemlig ikke ansvaret for alle beslutninger i centraladministrationen, sagde Medarbejder- og Kompetencestyrelsens direktør på et hasteindkaldt pressemøde.

Der var fuldt drøn på de mobile klimaanlæg, da direktør i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen Signe Friberg Nielsen onsdag eftermiddag trådte ind i et mødelokal på Landgreven i København.

Rundt om langbordet sad et dusin journalister med tændte båndoptagere og sved på panden.

Tre kvarter forinden havde de nemlig modtaget en pressemeddelelse om, at der –  næsten to måneder efter Minkkommissionens beretning – omsider var truffet en afgørelse i sagen om de ti embedsmænd, der fik ekstra drøje hug for deres rolle i den proces, som ledte frem til regeringen og statsminister Mette Frederiksens (S) ulovlige instruks om at aflive alle danske mink.

Ifølge kommissionen havde blandt andre Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, gjort sig skyldig i “tjenesteforseelser af en sådan grovhed”, at der var grundlag for, at det offentlige kunne søge at drage hende til ansvar for hendes "rolle i den ulovlige ordre om at aflive alle danske mink".

Det samme var tilfældet for Justitsministeriets departementschef, Johan Legarth.

Derfor var der også helt stille i de varme mødelokale, da Signe Friberg Nielsen kunne fortælle, at der til Barbara Bertelsen er blevet givet en “advarsel", mens Johan Legarth har fået en “irettesættelse".

{{toplink}}

Ifølge Signe Friberg Nielsen er der tale om sanktioner i den "milde ende af skalaen."

Der kommer derfor ikke til at være andre og videre ansættelsesretlige følger for de to topchefer, oplyste hun.

“Men altså, det er stadig en disciplinær straf, vi taler om,” sagde hun og fortsatte:

“Vi har lagt vægt på det hændelsesforløb, der fremgår af minkkommissionens beretning. Endvidere har vi taget udgangspunkt i kommissionens retlige og faktuelle vurderinger af de enkelte personalesager. Der er ikke en fast type skabelon for denne type sager. De skal vurderes konkrete og individuelt,” lød det.

Signe Friberg Nielsen fortalte, at der i vurderingen er lagt vægt på embedsmændenes “ressortansvar, ansvarsområde i de konkrete processer," samt "placering i beslutningshierarkiet."

Der er også taget højde for, hvad de enkelte embedsmændene “vidste hvornår, samt hvordan de reagerede under forløbet.”

“Alle momenterne kan trække i samme eller hver sin retning,” sagde hun og fortsatte:

“Det udgør vores faglige grundlag og valg af sanktioner, som er i overensstemmelse med relevant praksis og retsgrundlaget.”

Grov forsømmelse

Efterfølgende spurgte en række af journalister ind til, hvorfor især Barbara Bertelsen kunne slippe med en advarsel, når hun – ifølge kommissionen – har gjort sig skyldig i "grov forsømmelse" af sit ansvar.

"Det, vi har lagt vægt på, er det, som Minkkommissionen har beskrevet. Hvis man skal sige det kort, bliver der lagt vægt på – i forhold til deres initiale vurdering – at hun burde have kendt til hjemlen i de oplistede konkrete omstændigheder, som der står i Minkkommissionens beretning."

"I vores vurdering har vi foretaget en vurdering i graden af grovhed. Og det har vi takseret til en advarsel," lød det fra direktøren.

Hun blev mødt af endnu et spørgsmål:

Er det ikke en helt central opgave for en departementschef i Statsministeriet at sikre, at der er lovhjemmel til de beslutninger, der bliver taget på møder i regeringens Koordinationsudvalg?

"Det er ikke Statsministeriets departementschef, der har ansvaret for alle beslutninger, der bliver truffet i centraladministrationen i Danmark. Der er ministerier, der sidder med det ansvar. Vi forholder os til kommissionen, der konkluderer, at hun (Barbara Bertelsen red.) ikke var vidende om, at der ikke var lovhjemmel," svarede direktøren.

To topchefer sendes hjem

I Minkkommissionens beretning var der også hård kritik af Miljøministeriets departementschef Henrik Studsgaard og rigspolitichef Thorkild Fogde.

For dem var dagens konklusioner derfor også væsentligt mere nedslående.

I tråd med styrelsens vurdering har ministrene i Justitsministeriet og Miljøministeriet nemlig besluttet, at der indledes “et tjenesteligt forhør" af de to topembedsmænd.

“Og i den forbindelse er der også blevet truffet beslutning om at tjenestefritage Henrik Studsgaard og Thorkild Fogde," sagde Signe Friberg Nielsen.

Det er nu op til henholdsvis justitsminister Mattias Tesfaye (S) og miljøminister Lea Wermelin (S) at udpege en eller flere "forhørsledere". Forhørslederne skal "undersøge sagen, stå for forhøret og afgive en ny beretning".

Sagerne afsluttes med “en indstilling om en disciplinær sanktion.”

Herefter er det op til den relevante minister – på baggrund af indstillingen – at træffe den endelige afgørelse.

“Det kan ende med alt fra en frifindelse til en afskedigelse,” sagde Signe Friberg Nielsen. 

Statsministeren: Sagen er afsluttet

Undervejs i det 45 minutter lange pressemøde slog styrelsesdirektøren flere gange fast, at hun har "rådgivet direkte til de enkelte ministre".

Det er altså ministre selv, der har truffet den endelige afgørelse på baggrund af sagsbehandlingen og indstillingen fra styrelsen.

Alle ministrene har valgt at følge rådgivningen, understregede hun. Dette er efterfølgende blevet bekræftet i en række pressemeddelelser.

Til DR siger Mette Frederiksen, at hun fortsat har tillid til Barbara Bertelsen, der – trods kritik fra den borgerlige opposition – ikke er blevet hjemsendt i den mellemliggende periode.

"Jeg betragter sagen som afsluttet. En uvildig styrelse har henover de seneste måneder arbejdet på baggrund af minkkommissionens beretning. Man har valgt at indhente eksterne bistand. Det, synes jeg, er en klog beslutning. Jeg lægger til grund, at det arbejde er gjort ordentligt. Jeg mener ikke, at der er noget grundlag for at tro noget som helst andet," siger hun.

Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen udtaler følgende i en pressemeddelelse:

”Minkkommissionens rapport rejser markant kritik af processen, der førte til beslutningen om, at det var nødvendigt at aflive alle mink i Danmark – herunder min rolle som departementschef i Statsministeriet i forbindelse med forløbet. Det tager jeg selvfølgelig alvorligt. Jeg har nu modtaget afgørelsen i min sag, der betyder, at jeg har modtaget en advarsel, jævnfør tjenestemandsloven. Den har jeg taget til efterretning og accepteret.”

{{toplink}}

Forrige artikel Fra advarsel til afskedigelse: Sådan kan embedsmænd straffes Fra advarsel til afskedigelse: Sådan kan embedsmænd straffes Næste artikel Den grønne omstillings akutte problem er mangel på arbejdskraft. Her kan CO2-afgiften faktisk hjælpe, viser ny analyse Den grønne omstillings akutte problem er mangel på arbejdskraft. Her kan CO2-afgiften faktisk hjælpe, viser ny analyse