Den grønne omstillings akutte problem er mangel på arbejdskraft. Her kan CO2-afgiften faktisk hjælpe, viser ny analyse

Der er en sætning, som partierne, der bejler til statsministerposten, kan i søvne:

”Klimakampen må ikke ende med at sende gode danske job ud af landet.” 

Denne bekymring stikker så dybt, at den er blevet indskrevet i klimaloven, men den er måske først og fremmest en analyse af, hvordan politikerne kan sikre sig vælgernes opbakning. Mister folk deres jobs, mister politikerne støtten. Kontant afregning.

Siden regeringen vandt magten i 2019, har den advaret mod de politiske farer ved for offensiv klimapolitik. Det nytter ikke, hvis Danmark indfører en CO₂-afgift, der rammer erhvervslivet så hårdt, at virksomhederne er tvunget til at fyre deres danske medarbejdere og flytte til et andet land med en mere lempelig klimapolitik. Man bremser ikke engang udledningen af CO₂.

Men en ny analyse fra tænketanken Concito kan måske dulme politikernes bekymring. Den grønne omstilling vil på ingen måde revolutionere det danske arbejdsmarked og sende produktions- og landbrugsdanmark på fattiggården.

Tværtimod kan den grønne omstillings største problem vise sig at være det stik modsatte. De klimapolitiske aftaler, der indtil videre er vedtaget på Christiansborg, vil ifølge Concito skabe 20.000 nye job frem mod 2030.

Så hvor godt og vel 30.000 mennesker arbejder med den grønne omstilling i 2022, vil tallet være over 50.000 i slutningen af årtiet.

Men med mangel på hænder risikerer de folkevalgtes planer at strande i projektfasen. Og der kan CO₂-afgiften vise sig at hjælpe politikerne, lyder pointen i Concitos analyse. For er der mangel på hænder, må man prioritere.

”Det er ikke noget, vi kan effektivisere os ud af,” siger Torsten Hasforth, der er seniorøkonom hos Concito og forfatter til analysen. 

En CO₂-afgift vil sætte gang i målrettet oprydning i den fossile industri. Klimaskadelige virksomheder vil blive ansporet til at omstille sig, lukke eller flytte ud af landet. Og selvom det kan være en krank skæbne for den enkelte, der mister sit arbejde, så viser tallene fra Concito, at der er brug for at se på, hvordan man frigiver hænder til den enorme vækst i efterspørgslen efter arbejdskraft til ikke alene den grønne omstilling, men også stigende arbejdskraftbehov i den private og offentlige sektor frem mod 2030.

Forsvaret for fremtidens grønne arbejdspladser

De seneste år har Folketinget indgået historisk mange klimaaftaler. Når de aftaler skal udmøntes, bliver de til konkrete projekter, som virksomheder kan byde på og hyre folk til at udføre. Skal vi komme i mål med planerne om at bygge tusindvis af vindmøller i danske farvande, rulle mere fjernvarme ud og installere varmepumper og ladestandere til elbiler, er der ifølge Concitos analyse brug for ikke mindst faglærte og ufaglærte arbejdere i hele Danmark

Det strækker sig fra solceller på Lolland, fjernvarme i Holbæk, produktion af grøn ammoniak i Esbjerg og ny varmeproduktion i Aalborg.

Ser man på efterspørgslen som procent af arbejdsstyrken, vil den grønne omstilling skabe flest job i Nordjylland.

Hensynet til arbejdspladser og velfærd er en af grundene til, at regeringen længe var imod en CO₂-afgift, som klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) kaldte et ”meget markedsbaseret instrument,” når han udtrykte sig i sine mest diplomatiske vendinger.

Statsminister Mette Frederiksen har ligefrem truet med at lænke sig til Aalborg Portland, hvis fabrikken skulle lukke på grund af klimakrav, men Concitos analyse peger på, at der også skal tages hensyn til de arbejdspladser, regeringens egen klimapolitik vil skabe over hele landet.

Frem til 2030 er der behov for 27.000 årsværk i forbindelse med opførelsen af anlæg, der kan fange og lagre CO₂. Blandt andet på Aalborg Portland, som ligger i Mette Frederiksens valgkreds. Solcelleopsætning, udfasning af gas og udvikling af PtX giver endnu flere arbejdspladser. Alene Folketingets havvindsplaner vil samlet set kræve 175.000 årsværk over de næste otte år. Det vil især kræve tusindvis af elektrikere og smede.

Skal de arbejdspladser sikres, er der brug for at prioritere.

”Det er i produktionsdanmark, den grønne omstilling reelt sker,” som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard udtaler i et interview med Altinget.

At gøre klimapolitik til noget, der kun vedrører den kreative storbyklasse, er ”en falsk modsætning”.

Klimapolitikkens grunddilemma

En CO₂-afgift er ikke bare en CO₂-afgift. Og den kan sagtens vise sig langt mere socialt omkostningstung, end Concitos analyse lægger op til. Spørger man de økonomiske vismænd, vil beskæftigelsestabet af den mest samfundsøkonomisk effektive CO₂-afgift være markant. Blandt andet i landbruget, der står til at miste 25 procent af sin nuværende beskæftigelse ved indfasning af en ensartet CO₂-afgift på 1.200 kroner pr ton udledt CO₂.

Frem for 25 procent når Concito frem til et beskæftigelsestab i landbruget på kun 2,5 procent. Forklaringen er blandt andet, at Torsten Hasforth har taget udgangspunkt i den CO₂-afgift på 350 kroner pr ton CO₂ fra 2025, som et flertal i Folketinget blev enige om med sommerens skattereform, og at han kun har afgiftsbelagt den del af landbrugssektoren, som er beskæftiget med dyrehold.

{{toplink}}

I klimapolitisk forstand skal CO₂-afgiften bedømmes på sin evne til at nå de klimamål, politikerne sætter op.

Men Concitos analyse rejser endnu et spørgsmål: Kan den bidrage til at skabe en tilstrækkelig mængde nye arbejdspladser? En fremtid med et mere stramt arbejdsmarked, hvor der bliver kamp om at skaffe folk, sætter gang i en prioriteringskamp.

Her kan en CO₂-afgift være med til at skabe større sikkerhed for, at klimaplanerne faktisk bliver til noget. Den vil være et stærkere forsvar for de arbejdspladser, den grønne omstilling skaber. Både de job, der kommer gennem opkvalificering af det arbejdsmarked, vi har i dag, og de job, der venter de fremtidige lønmodtagergenerationer.

Den benhårde økonomiske logik ville nok trække prisen på CO₂ en kende højere op. Det ville samfundsøkonomisk gøre det billigere at nå klimamålet – og frigive mere af den stærkt efterspurgte arbejdskraft. Men økonomer, klimaforskere og politikere regner ikke altid ud fra samme model.

Som Torsten Hasforth konkluderer:

”Det er jo det, der er klimapolitikkens udfordring. Man prøver at lave politik både til nuværende og fremtidige generationer. Men den sidste gruppe kan ikke stemme endnu.”

Analysen fra Concito præsenteres torsdag på konferencen "Arbejdskraft til en grønfremtid". 

mj@altinget.dk, simonfriis@altinget.dk