Arvefølgen i Venstre står pludselig lysende klart

Ellemann vender tilbage, men Venstre er forandret. Det er blevet tydeligt, hvilke roller Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose kan indtage, skriver Jacob Bruun.

Når Jakob Ellemann i august åbner døren til et sommervarmt Christiansborg, skridter gennem de stadig mennesketomme gange og ender i Venstres gruppeværelse på 2. sal sammen med folketingsgruppen, så vil alting på én gang føles hjemligt og alligevel forandret.

På overfladen vender han tilbage til det samme: Samme kollegaer. De samme roller som partiformand, forsvarsminister og vicestatsminister. Nogenlunde samme politiske dagsordener. Og (stadig) til et Venstre i vælgermæssig krise. 

Selvom tingene på overfladen er genkendelige, så er nogle ting alligevel forandret sammenlignet med det Venstre, han forlod næsten seks måneder tidligere 6. februar.

For det første står arvefølgen i Venstre pludselig lysende klart. For Stephanie Lose har grebet vikarrollen til UG. Efter få måneder som vikar bliver hun pludselig betragtet som den eneste naturlige arvtager for Ellemann. Hun har bevist, at hun også vil kunne klare sig på den større, landspolitiske scene.

Hun er fra Jylland og vellidt i baglandet. Hun er kvinde i et parti, som aldrig har haft en kvindelige formand. Nej, enhver anden med en formandsdrøm i maven skal overgå min vildeste fantasi for at gøre hende rangen stridig.

Et frækt bud kunne være Stephanie Lose som formand og Morten Dahlin som næstformand, når den tid engang kommer. Men med Ellemann tilbage og Lose solidt manifesteret som hans arvetager, så bliver det ikke et formandsskifte i utide. Selv hvis Venstre hænger fast i meningsmålingernes tyngende dynd, så vil Ellemann blive i spidsen frem til næste valg – om ikke andet for selv at tage ansvar for nederlaget, så andre kan bygge op derfra.

For det andet er det de seneste måneder blevet tydeligt, at Troels Lund er denne generations Claus Hjort. I ethvert stort parti er der brug for formandens nummer to. Den strategisk tænkende operatør, som tager slæbet og holder styr på politikken, gruppen og baglandet, men som aldrig bliver nogen folkeforfører.

Tænk på Claus Hjort, som havde rollen under adskillige Venstre-formænd. Henrik Sass i Socialdemokratiet. Brian Mikkelsen hos Konservative. Eller Thor Möger dengang han var SF’er.

Den rolle har Troels Lund sat sig tonstungt på i Venstre, og man kan være forvisset om, at der ikke bliver taget nogen væsentlige beslutninger i Venstre i de næste årtier uden ham. Det var måske et forfejlet udtryk for "jysk humor", da Troels Lund fik sagt, at han skulle være "ekstern konsulent" for Jakob Ellemann, men humor rummer jo også ofte et gran af sandhed.

For det tredje vil alles øjne hvile på Ellemann fra dag ét, når han (endelig!) kommer tilbage i august. Forventningerne vil være skyhøje. En Kennedy-agtig tale i starten af august, som på én gang bygger Jakob selv op som et helt menneske og samtidig overbeviser os andre om, at han så rigtigt ved at gøre Mette Frederiksen til statsminister.

Et dynamisk sommergruppemøde hvor de langsigtede strategiske visioner udstikkes, og folketingsgruppen oplever deres leder tilbage i topform. Daglige resultater leveret et efter et af regeringen – alle med tydelige Venstre-aftryk. Og et hurtigt niveauskifte opad i meningsmålingerne.

Det kommer ikke til at ske.

Selv hvis Jakob Ellemann kommer tilbage i topform, så er der ingen hurtig vej ud af krisen. Intet quick-fix. Tingene kommer til at tage tid, inden hans personlige aktier – og opbakningen til Venstre som parti – igen begynder at stige.

Så hvis jeg skulle give ét eneste godt råd til mine gode venner i Venstre, så er det, at de skal begynde at få skabt realistiske forventninger hos baglandet, vælgerne og ikke mindst blandt pressekorpset på Christiansborg.

Hvis Ellemann får tid til at genindtage partiet, og hvis resultaterne begynder at vise sig, så kan Venstre endnu arbejde sig møjsommeligt ud af krisen. Men det er langtfra gjort med formandens retur.

{{toplink}}

Forrige artikel Nina Smiths angreb på middelklassen er en politisk dødssynd Nina Smiths angreb på middelklassen er en politisk dødssynd Næste artikel 50 reformforslag – skulle vi lige give dem en chance? 50 reformforslag – skulle vi lige give dem en chance?