Alternativet i U-vending: Ingen brugerbetaling på lægebesøg

Under Folketingets åbningsdebat 8. oktober 2015 stod Alternativets Rasmus Nordqvist for første gang på talerstolen og fremlagde Alternativets visioner. 

Uffe Elbæk (ALT) har tidligere åbnet for brugerbetaling på lægebesøg, men nu vil Alternativet fjerne brugerbetaling på alt i sundhedssystemet.

Pia Olsen Dyhr (SF) var til åbningsdebatten i tvivl om, hvordan Alternativet ser på brugerbetaling i sundhedssystemet. Pia Olsen Dyhr påpegede, at Alternativets politiske leder Uffe Elbæk tidligere havde udtalt sig positivt om en eventuel brugerbetaling hos lægen. Derfor spurgte Pia Olsen Dyhr ordfører Rasmus Nordqvist (ALT), om Alternativet gik ind for brugerbetaling eller ej.

Rasmus Nordqvist slog fast, at Alternativet ønsker at fjerne samtlige former for brugerbetaling i sundhedssystemet, og at partiet går ind for en fordelingspolitik, der skal gøre samfundet mere lige. Fjernelsen af brugerbetaling gælder også tandlægebesøg og psykologhjælp.

Uffe Elbæks udtalelse om brugerbetaling, som Pia Olsen Dyhr henviste til, er et citat i Ræson fra 13. april 2015. Her pegede Alternativets leder på Norge og Sverige som eksempler på, at brugerbetaling i sundhedssystemet ikke har ændret på ligheden i samfundet.

Forrige artikel Løkke og Frederiksen tog første trin i dansen om dagpengene Løkke og Frederiksen tog første trin i dansen om dagpengene Næste artikel Thulesen: Vi når ikke op på 0,8 pct. offentlig vækst Thulesen: Vi når ikke op på 0,8 pct. offentlig vækst