Alternativet: Hjemløseindsatsen skal være langt mere personlig
DEBAT: De udsatte borgere, der har mest brug for hjælp, oplever velfærdssystemet som uoverskueligt. De ressourcestærke er ofte tilfredse. Det er paradoksalt, mener Torsten Gejl fra Alternativet, der vil væk fra systemvelfærd og over til relationel velfærd.
Af Torsten Gejl
Socialordfører, Alternativet
På trods af, at hjemløseindsatsen de seneste mange år er blevet tilført ufatteligt mange penge og gode intentioner, har vi hverken fået færre eller mere håbefulde hjemløse.
Indsatsen har været alt for ufokuseret og upersonlig, og bureaukratiet har fuldstændig taget overhånd. Det er et fantastisk eksempel på, hvordan et system, der bliver skabt for at hjælpe, kan virke fuldstændig modsat på dem, der har brug for hjælpen.
I virkeligheden er meget af bureaukratiet jo skabt for at sikre de hjemløses retssikkerhed. Men når mennesker, der i forvejen kæmper med komplicerede problemstillinger, skal indordne sig på systemets logik – og eksempelvis tage udfordringerne i den rækkefølge, som passer til systemet, uagtet hvad den enkelte selv tænker – så opleves det ikke som hjælp.
Det opleves som endnu en komplikation, en uoverskuelig opgave, som mange slet ikke har overskud til at varetage. Og over tid opstår der sågar en modstand mod systemet, der er så stærk, at man end ikke opsøger den hjælp, man er tildelt eller berettiget.
Det er et helt fundamentalt og dybt bekymrende problem i vores sociale indsats. Det findes alle steder i systemet, men på hjemløseområdet fremstår det med særlig styrke.
Et ikke-kvælende sikkerhedsnet
Derfor er jeg fuldstændig overbevist om, at vi skal gå i en helt ny retning, når vi skal planlægge fremtidige indsatser for de allermest udsatte borgere. Der er helt grundlæggende brug for en langt mere personlig hjemløseindsats.
En indsats, der kan skubbe systemet og systemets behov fuldstændig i baggrunden og i stedet være til stede i øjeblikket med den enkelte udsatte borger. Jeg bruger selv billedet, at vi skal fra systemvelfærd til relationel velfærd. Men vi kan kalde det, hvad vi vil.
Det vigtige er, at vi for de borgere, der ikke har ressourcerne og overskuddet til at følge systemets logik og gøre tingene i den rækkefølge, systemet ønsker, er i stand til at sætte ind med en indsats, der tager det problem, der er størst for den enkelte, først.
Og der er man altså nødt til at spørge og lytte – ikke diktere. Nogle gange kan et problem, som ingen andre kan få øje på eller forestille sig, være så stort, at det står i vejen for, at selv de mest åbenlyst vigtige indsatser kan virke.
Vi skal udvikle et socialt sikkerhedsnet for de allermest udsatte grupper, som ikke kvæler dem. Et sikkerhedsnet, hvor den enkelte oplever at blive set, forstået, modtaget og selv at blive sat i spil.
Netop sådan en løsning har vi kæmpet for i satspuljeforhandlingerne, hvilket jeg vil komme mere ind på i næste indlæg.
Det er så afgørende vigtigt, at vi gentænker vores hjemløseindsats og bevæger os fra systemvelfærd til relationel velfærd. Systemvelfærd er måske fint for de ressourcestærke, men kvæler dem, der i virkeligheden har aller mest brug for, at der er et sikkerhedsnet.
Det er det paradoks, vi for alvor skal gøre noget ved.
Kristian Jensen: Markedet skal bestemme fremtidens grønne teknologier
Aslan: Uhøflige Asmaa – og fire kulturradikale fejlskud
