Aslan: Uhøflige Asmaa – og fire kulturradikale fejlskud

KLUMME: Det mest komiske mht. diskussionen om Asmaa Abdol-Hamids vrangvilje mod at give hånd, er hvordan verdensfjerne kulturradikale net-krigere har travlt med at forsvare hendes opførsel, mener Lars Aslan.

For nylig erklærede justitsministeren, at Asmaa Abdol-Hamid, der arbejder som kulturformidler hos Fyns Politi, ikke må forsætte med at nægte at give hånd til mænd.

Selv synes jeg, at det er helt naturligt og udtryk for almindelig høflighed, at man kan give hånd til alle – især når man arbejder i det offentlige.

Det, der har været mest komisk omkring debatten, er hvordan en masse verdensfjerne kulturradikale net-krigere har haft travlt med at forsvare Abdol-Hamids opførsel, og hvorledes de er særligt fornærmede over, at man overhovedet diskuterer det.

Her er deres 4 fejlskud:
1) Hun er jo muslim, og derfor er det klart hun ikke giver hånd.

Nej, Asmaa er ikke almindelig muslim, men en stærk konservativ en af slagsen, hvilket adskillige udtalelser har dokumenteret mange gange.

Jeg har via min far også rødder i Tyrkiet, og jeg kan fortælle, at det også dernede ville blive betragtet som enormt uhøfligt ikke at give hånd. De fleste muslimer både herhjemme og ude i verden har heller ingen problemer med at give hånd. Så det er mere Asmaa, der har et problem.

2) Politikerne skal ikke blande sig.

Jo, det da ved Gud vi skal. Når folk er ansat i det offentlige, er det enten statens eller kommunes bord, og så er det da helt rimeligt, at politikerne forholder sig til de forskellige problemstillinger, der kan opstå.

Desuden er jeg også nødt til at gøre opmærksom på den lille detalje, at politikerne jo er valgt af befolkningen, og hvis et flertal mener, at man ikke skal have nogen retningslinjer på offentlige arbejdspladser, må de jo stemme på dem, der har samme holdning.

3) Det er udtryk for mangfoldighed, at man ikke hilser med hånden.

Nej, det er det ikke. For det er alt andet end mangfoldigt når man nægter at give hånd til mænd, eller når en censor for et par år siden nægtede at give hånd til kvindelige studerende.

Jeg tror at de typer, som mener, at det er udtryk for mangfoldighed, at Asmaa ikke vil give hånd, ville finde det meget ubehageligt, hvis det var i orden for offentligt ansatte ikke at give hånd til muslimer.

4) Nogle steder i verden gnider de næse, når de hilser, vil du så også gøre det når du er på ferie?

Ja, der findes forskellige former hvorpå man kan hilse rundt omkring i verden, men nu er Asmaa jo ikke på ferie i Danmark, men bor her og arbejder i det offentlige. Hvad hun gør på sine ferie eller privat, er jeg ganske ligeglad med, men når hun har valgt at leve i Danmark, er det vel fair nok, at man prøver på at indordne sig bare en smule under de normer, der gælder – fuldstændig som mange danskere, der arbejder i Mellemøsten også gør.

......

Lars Aslan Rasmussen er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Alternativet: Hjemløseindsatsen skal være langt mere personlig Alternativet: Hjemløseindsatsen skal være langt mere personlig Næste artikel S-borgmester: Kampen mod hjemløshed begynder med en containerbolig S-borgmester: Kampen mod hjemløshed begynder med en containerbolig