Alle blå partier holder døren på klem for Vermund

Nu er der kun seks partier til højre for midten på Christiansborg, efter Nye Borgerlige har besluttet at nedlægge sig selv. Ingen af dem afviser på forhånd, at stifter Pernille Vermund kan flytte sine ting ind på deres kontorer.

Ingen af de tilbageværende borgerlige partier smækker på forhånd døren i ansigtet på Pernille Vermund, efter at hun onsdag annoncerede Nye Borgerliges endeligt og samtidig gjorde det klart, at hun agter at fortsætte i dansk politik.

Derfor er hun på udkig efter en plads i et nyt parti.

"Men hvilket har jeg ikke taget stilling til endnu," lyder det.

Du får et samlet overblik over reaktionerne på den melding fra de seks blå partier her.

{{toplink}}

Venstre

Venstres formand, Troels Lund Poulsen, smækker ikke døren for Nye Borgerliges tidligere formand. Han udtaler ifølge Berlingske til Ritzau, at han "bestemt ikke" udelukker, at Pernille Vermund kunne have en fremtid i partiet.

"Jeg vil gerne sige tak for det samarbejde til Pernille og understrege, at jeg tror bestemt også, at hun har en god fremtid i politik. Det må vi så se, hvor det bringer hende hen," tilføjer han.

Danmarksdemokraterne

Partiets politiske ordfører, Susie Jessen, afviser heller ikke, at Pernille Vermund og partifællen Kim Edberg Andersen kan blive en del af Danmarksdemokraterne.

"Jeg ved ikke, hvor Pernille og Kim vil lægge sig. Hvis de henvender sig, tager vi en dialog. Men det kræver selvfølgelig, at de går hundrede procent ind for Danmarksdemokraternes politik," siger hun til Altinget.

Konservative

Pernille Vermund har også mulighed for at genbesøge sit gamle parti Konservative i sin jagt på et nyt politisk ståsted. Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, har ikke forseglet døren, efter at den blev lukket i 2015.  

"Hun har tidligere været i Konservative, og hvis hun ønsker det igen, tager vi naturligvis en dialog. Men på flere områder adskiller Nye Borgerlige og Konservative sig markant, for eksempel klima, respekt for konventioner og så videre," skriver ordføreren på platformen X.

{{toplink}}

Liberal Alliance

Det er ikke nok, at Pernille Vermund og Alex Vanopslagh har det godt sammen, understreger Liberal Alliances leder om muligheden for et skifte. Men han afviser ikke muligheden.

"Forudsætningen for, at vi ville kunne optage et nyt folketingsmedlem, er, at Pernille fuldt ud kan committe sig til Liberal Alliances værdier, visioner og politiske program," siger han til flere medier, herunder Altinget.

Dansk Folkeparti

Mette Thiesen takker sin tidligere formand Pernille Vermund for, sammen med Peter Seier Christensen, at starte et parti, "der løste problemerne".

Men der er ikke længere brug for Nye Borgerlige, konstaterer hun. De tilbageværende folketingsmedlemmer kan dog måske bruges i Dansk Folkeparti, lyder udmeldingen.

"Gode mennesker i Nye Borgerlige, der vil Danmark det bedste, de skal være hjertelig velkommen," siger hun til en række fremmødte medier, herunder Altinget.

{{toplink}}

,

Forrige artikel Holstein om Vermunds bombe: Særligt én blå partiformand har grund til at finde champagne og østers frem Holstein om Vermunds bombe: Særligt én blå partiformand har grund til at finde champagne og østers frem Næste artikel Nye Borgerlige gik til i skandaler og intern strid. Alligevel har partiet været en succes, mener Vermund Nye Borgerlige gik til i skandaler og intern strid. Alligevel har partiet været en succes, mener Vermund