Årets danmarksmester i debat er kåret

I den afsluttende duel til DM i debat løb Lawand Hiwa Namo med sejren.

Da Politiken og Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) lørdag eftermiddag inviterede til finale i DM i debat på Folkemødet, vandt Lawand Hiwa Namo den afgørende ordduel mod DSU's formand Alexander Grandt Petersen. Det skriver DUF i en pressemeddelelse.

20-årige Lawand Hiwa Namo er student fra Rysensteen Gymnasium i København og har tidligere været elev på Politikens debattør- og kritikerskole. Temaet for den sidste og afgørende duel var balancen mellem folkeskoler og privatskoler, og her lykkedes det altså den unge mand at overbevise dommerne om, at han fortjente prisen som landets skarpeste debattør, skriver Politiken.

I juryen sad opinionsredaktør på Politiken, Per Michael Jespersen, politisk redaktør på Fyens Stiftstidende, Elisabet Svane, og tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, Bent Falbert.

Af tidligere års vindere af debat-prisen kan nævnes Peter Hummelgaard Thomsen (S) og Morten Dahlin (V).

Forrige artikel Anders Eldrup konstitueres som bestyrelsesformand i Concito Næste artikel Auken vinder Folkemødets Dialogpris