Auken vinder Folkemødets Dialogpris

Det blev de Radikales Ida Auken, der i år modtog Folkemødets Dialogpris. En pris, der uddeles til en politiker, der i særlig grad har lyttet, været i dialog og ladet sig påvirke af debatten på årets Folkemøde. 

Folkemødets dialogpris blev i år uddelt for tredje gang og gik til tidligere miljøminister Ida Auken (R).

Det skriver TV2 Bornholm.

Ida Auken vandt prisen for sin evne til at lytte og indgå i dialog med andre folkemødedeltagere. 

"Ida Auken får prisen, fordi hun lytter, hun er oprigtig, hun har et stort overskud, og så giver hun gerne noget af sig selv for at løfte dialogen videre," sagde Winni Grosbøll (S), borgmester på Bornholm, som stod for uddelingen af prisen.

Politikerne nomineres af Folkemødets deltagere, der skal kunne give en konkret begrundelse for den enkelte nominering.

"Jeg er totalt overvældet og virkelig, virkelig glad. Tusind tak for det. Jeg synes, det har været et fantastisk folkemøde igen i år," siger Ida Auken ifølge TV2 Bornholm.

Sidste år gik prisen til Pia Olsen Dyhr (SF) og året inden til Esben Lunde Larsen (V).

Forrige artikel Årets danmarksmester i debat er kåret Næste artikel Mindeord: Per Sand Pedersen (58)