Øvlisen trækker sig som udvalgsformand

Mads Øvlisen trækker sig som formand for udvalget om socialøkonomiske virksomheder. Socialministeren understreger, at arbejdet i udvalget fortsætter uændret.

Mads Øvlisen har meddelt social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen (SF), at han trækker sig fra posten som formand for udvalget for socialøkonomiske virksomheder. Mads Øvlisens begrundelse for at kaste håndklædet i ringen er en bekymring for, at vægtningen af det erhvervsmæssige fokus ikke længere vil være til stede i samme omfang med flytningen af området til Social-, Børne- og Integrationsministeriet. Annette Vilhelmsen beklager beslutningen, men slår i en pressemeddelelse fast, at udvalgets kurs er "fuldstændig uændret". Udvalget for socialøkonomiske virksomheder, der hidtil har hørt under Erhvervs- og Vækstministeriet, blev nedsat i forbindelse med, at regeringen og Enhedslisten i finansloven for 2013 satte fokus på netop disse virksomheder. Der blev afsat 25 mio. kr. i 2013-14 til opgaven. Udvalgets arbejde offentliggøres sidst på sommeren, meddeler Social-, Børne- og Integrationsministeriet.
Forrige artikel Ditlev Engel forlader Vestas Næste artikel John Iversen går til Rud Pedersen