Trods stigende smitte vil regeringen genindføre patientrettigheder til nytår

PATIENTRETTIGHEDER: Mens store dele af Danmark lukkes ned for at undgå pres på sygehusene, planlægger regeringen at genindføre patientrettighederne 1. januar. Lægeforeningen og sundhedsordfører undrer sig.

Selvom regeringen forventer flere coronaindlæggelser i de kommende uger, skal landets sygehuse samtidig finde overskud til at genindføre patientrettighederne per 1. januar. 

Det sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) mandag under et pressemøde i Statsministeriet, hvor regeringen annoncerede nye coronarestriktioner. 

"Patientrettighederne træder i kraft igen. Der er ikke planer om andet," sagde ministeren, der medgav, at det gav ekstra travlhed på sygehusene:

"Udover at håndtere epidemien har medarbejderne samtidig skullet høvle puklen af udskudte operationer af frem mod 1. januar," sagde Magnus Heunicke.

Hundredtusinder af patienter fik i foråret udskudt udredninger, indlæggelser og operationer, da sygehusenes almindelige aktivitet blev sat på pause for at give plads til en frygtet bølge af covid-19-indlæggelser.

Trist og uforsvarligt
At genindføre ventetidsgarantier på et tidspunkt, hvor smitten stiger, er imidlertid uforståeligt.

Det mener formanden for Lægeforeningen, Camilla Noelle Rathcke:

"Det er trist og uforsvarligt, at man ikke lytter til, at sundhedsvæsenet er presset," siger hun. 

Hun peger på, at regeringen mandag gav udtryk for en alvorlig bekymring for, at den stigende smitte ville medføre et markant hop i antal indlagte patienter henover jul og nytår.

Man må tage bestik af den aktuelle situation fremfor at holde fast i en aftale, man lavede i maj, siger hun:

"Vi har et personale, der har ligget vandret og pukkelafviklet som heste i efteråret for at indhente de udskudte operationer. Jeg tror ikke, man skal spænde buen yderligere og smide genindførslen af patientrettigheder oven i."

Ifølge Camilla Noelle Rathcke ønsker Lægeforeningen, at regeringen forlænger suspenderingen af patientrettighederne i mindst tre måneder. På Twitter bakker sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL) op om at forlænge suspenderingen.

Men det ville være forhastet, mener formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V):

"Vi er slet ikke samme sted som i foråret. Så det ville være et meget voldsomt indgreb at suspendere patientrettighederne nu," siger hun.

Denne artikel er en forkortet version af en artikel på Altinget Sundhed. I den fulde artikel kan du blandt andet læse, hvad der ifølge Stephanie Lose skal ske, hvis antallet af indlagte på intensiv stiger til 50 patienter inden nytår.

 

Forrige artikel Podcast med Altingets klimaredaktør: En grøn finanslov drukner i separate aftaler, corona og vækstpakker Podcast med Altingets klimaredaktør: En grøn finanslov drukner i separate aftaler, corona og vækstpakker Næste artikel Julekalender: Villy Søvndal forstår ikke, at der ikke var en eneste minister, som efterspurgte lovgrundlag i minksag Julekalender: Villy Søvndal forstår ikke, at der ikke var en eneste minister, som efterspurgte lovgrundlag i minksag