Dagbog fra EU: Et anderledes arbejde
DAGBOG: Morten Messerschmidt (DF) er den første, der skriver "dagbog fra EU". Få her et indblik i arbejdet i EU i en uge hos den arbejdsomme danske parlamentariker.
Af Morten Messerschmidt, MEP, cand.jur., Dansk Folkeparti
Ferietiden er over os. I EU-Parlamentet følger ferien et sydeuropæisk mønster, hvilket betyder, at den mødefri periode strækker sig fra midten af juli til slutningen af august. Men mødefri betyder ikke arbejdsfri. For den samvittighedsfulde politiker findes der ikke nogen klar skillelinje mellem arbejde og fritid. Det giver ganske enkelt ikke mening.
Arbejdet i EU-Parlamentet adskiller sig fra Folketinget på flere måder. Men først og fremmest er de politiske aktiviteter langt mere koncentreret på få uger med lange arbejdsdage - eksempelvis i forbindelse med samlingerne i Strasbourg og ugerne med udvalgsmøder i Bruxelles.
Ugerne i Strasbourg er langt de mest hektiske, fordi der skal forberedes afstemningslister. Ofte sidder vi med op til 500 forskellige ændringsforslag, så det siger sig selv, at kompleksiteten er uhyre stor. Hvis man ikke er påpasselig, ender man med at sidde i den situation, at man ikke aner, hvad man stemmer om. Meget af mit arbejde foregår i udvalget vedrørende konstitutionelle anliggender (AFCO) samt udvalget vedrørende det indre marked og forbrugeranliggender (IMCO). I AFCO er jeg beskæftiget med noget af det, som i virkeligheden optager mig allermest; nemlig spørgsmålet om EU's beføjelser i forhold til de nationale parlamenter.
Ideelt set skulle det jo være sådan, at EU først skal tage over, når et problem ikke kan løses hensigtsmæssigt på nationalt plan i medlemslandene - det såkaldte subsidiaritetsprincip - men virkeligheden viser desværre, at EU's tillid til medlemslandenes evne til selvforvaltning kan ligge på et lille sted. Her gælder det om at gøre EU opmærksom på de dele af Lissabon-traktaten, som rent faktisk lover mere magt de nationale parlamenter.
Et andet emne, som optager mig meget, er EU's forhold til Tyrkiet. Derfor har jeg stiftet en gruppe, som sætter fokus på Tyrkiet - den såkaldte Turkey Assessment Group. Gruppen har indtil videre afholdt to møder. Det sidste møde bød på en gennemgang og skildring af den systematiske ødelæggelse, som de tyrkiske myndigheder har udsat kristne kirker på det tyrkisk-besatte Nordcypern for. Fordelen ved gruppen er, at den tiltrækker parlamentarikere fra hele det politiske spektrum i Parlamentet - også venstrefløjen. Simpelthen fordi spørgsmålet om et tyrkisk medlemskab er så afgørende for EU's fremtid og - i sidste ende - overlevelse.
Som sagt i indledningen er der ikke tid til ferie. Allerede om en uge afholder den finske delegation i vores egen EFD-gruppe - Europæisk Frihed og Demokrati - et gruppemøde i Finland. Her skal vi blandt andet drøfte nogle af de temaer, som vi vil have sat på dagsordenen i efteråret. Én ting er sikkert: Vi står over for kæmpemæssige udfordringer. Det belgiske formandskab går udelukkende op i én ting: Mere indflydelse til EU. Flere centrale beslutninger. Mere union. Det vil vi bekæmpe med næb og kløer.
Ferietiden er over os. I EU-Parlamentet følger ferien et sydeuropæisk mønster, hvilket betyder, at den mødefri periode strækker sig fra midten af juli til slutningen af august. Men mødefri betyder ikke arbejdsfri. For den samvittighedsfulde politiker findes der ikke nogen klar skillelinje mellem arbejde og fritid. Det giver ganske enkelt ikke mening.
Arbejdet i EU-Parlamentet adskiller sig fra Folketinget på flere måder. Men først og fremmest er de politiske aktiviteter langt mere koncentreret på få uger med lange arbejdsdage - eksempelvis i forbindelse med samlingerne i Strasbourg og ugerne med udvalgsmøder i Bruxelles.
Ugerne i Strasbourg er langt de mest hektiske, fordi der skal forberedes afstemningslister. Ofte sidder vi med op til 500 forskellige ændringsforslag, så det siger sig selv, at kompleksiteten er uhyre stor. Hvis man ikke er påpasselig, ender man med at sidde i den situation, at man ikke aner, hvad man stemmer om. Meget af mit arbejde foregår i udvalget vedrørende konstitutionelle anliggender (AFCO) samt udvalget vedrørende det indre marked og forbrugeranliggender (IMCO). I AFCO er jeg beskæftiget med noget af det, som i virkeligheden optager mig allermest; nemlig spørgsmålet om EU's beføjelser i forhold til de nationale parlamenter.
Ideelt set skulle det jo være sådan, at EU først skal tage over, når et problem ikke kan løses hensigtsmæssigt på nationalt plan i medlemslandene - det såkaldte subsidiaritetsprincip - men virkeligheden viser desværre, at EU's tillid til medlemslandenes evne til selvforvaltning kan ligge på et lille sted. Her gælder det om at gøre EU opmærksom på de dele af Lissabon-traktaten, som rent faktisk lover mere magt de nationale parlamenter.
Et andet emne, som optager mig meget, er EU's forhold til Tyrkiet. Derfor har jeg stiftet en gruppe, som sætter fokus på Tyrkiet - den såkaldte Turkey Assessment Group. Gruppen har indtil videre afholdt to møder. Det sidste møde bød på en gennemgang og skildring af den systematiske ødelæggelse, som de tyrkiske myndigheder har udsat kristne kirker på det tyrkisk-besatte Nordcypern for. Fordelen ved gruppen er, at den tiltrækker parlamentarikere fra hele det politiske spektrum i Parlamentet - også venstrefløjen. Simpelthen fordi spørgsmålet om et tyrkisk medlemskab er så afgørende for EU's fremtid og - i sidste ende - overlevelse.
Som sagt i indledningen er der ikke tid til ferie. Allerede om en uge afholder den finske delegation i vores egen EFD-gruppe - Europæisk Frihed og Demokrati - et gruppemøde i Finland. Her skal vi blandt andet drøfte nogle af de temaer, som vi vil have sat på dagsordenen i efteråret. Én ting er sikkert: Vi står over for kæmpemæssige udfordringer. Det belgiske formandskab går udelukkende op i én ting: Mere indflydelse til EU. Flere centrale beslutninger. Mere union. Det vil vi bekæmpe med næb og kløer.
Altinget får EU-dagbog
