9. april: Morten Messerschmidt
EU-STAFET: Påskeferien er slut, og Morten Messerschmidt (DF) modtog stafetten fra Eva Kjer Hansen (V). Læs her, hvad han mener er EU's største succes og hans hidtil største EU-oplevelse.
Morten Messerschmidt, 29, er medlem af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti.
Morten Messerschmidt blev cand.jur. fra Københavns Universitet i 2009. Han blev første gang kendt i medierne som stifter af foreningen Kritiske Licensbetalere og sidenhen som deltager i tv-programmet Big Brother. I 2005 blev han valgt ind i Folketinget, hvor han blandt andet var europaordfører.
Ved EU-Parlamentsvalget i 2009 var han opstillet som spidskandidat for Dansk Folkeparti og fik 284.500 personlige stemmer - det antal personlige stemmer er næstflest ved et dansk EU-Parlamentsvalg gennem tiderne, kun overgået af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S).
Hvordan vil du definere din holdning til EU?
"Den synes jeg er meget konstruktiv og kritisk. Det skal forstås således, at jeg grundlæggende synes, at samarbejde i Europa er en rigtig god idé, og at man derfor skal have trukket EU derhen, hvor det er samarbejde som en praktisk løsning og ikke som et ideologisk projekt, der er det væsentligste. Vi skal simpelthen havde trukket alt ideologi ud - hymner, præsidentskaber og ting, der ikke betyder noget i den enkeltes dagligdag, men som kun er der for at skabe en egentlig stat. Det skal trækkes væk, så fokus kan komme på de faktiske resultater."
Hvad ser du som EU's største succes?
"Jeg tror, at EU's største succes, og sådan set også største fiasko, det er det indre marked. Det, at man har skabt et indre marked for varer, kapitaltjenester og arbejdstjenester, er unægtelig kimen til den velstand, som vi har i dag. Jeg synes derfor, at det indre marked som sådan er en genial ting, men det er også dét, der rummer kimen til rigtig mange problemer. Når det eksempelvis kommer til arbejdstagernes frie bevægelighed, så begynder man jo eksempelvis også at lade det gælde for udlændinge, hvilket er en trussel imod landenes udlændingepolitik. Det kunne også være, når man begynder at lave totalharmoniseringer at forbrugerrettigheder, i stedet for at lade det minimumsharmonisere. Så kort og godt kan man sige, at det indre marked er en kæmpestor succes, men også et kæmpestort problem."
Hvad ser du som den største forskel på at være EU-parlamentariker og folketingspolitiker?
"Det er helt klart mentaliteten blandt politikerne. I Folketinget er der en artikuleret tanke om, at EU skal være et samarbejde mellem selvstændige nationer. Altså at medlemslandene som sådan skal fylde noget. Den tanke og retorik er til gengæld nærmest fraværende i EU. I EU er de store grupper - de liberale, de konservative og socialdemokraterne - totalt styrede af føderalistiske kræfter, altså folk der virkelig ønsker at skabe "Europas forenede stater".
I Danmark er det nærmest lidt latterligt at tale om føderalisme og "Europas forenede stater". Folk tror, at det bare er sådan et skræmmebillede, der bliver trukket frem, når man kører valgkamp.
Men i Bruxelles og Strasbourg er det virkelig noget, som EU-grupperne, hvor altså også danske medlemmer af Parlamentet sidder, taler fuldstændig åbent om som et projekt, der skal realiseres.
Man har samtidig en ekstremt nedladende holdning overfor medlemslandene. Da den tyske højesteret sidste år afsagde en dom, der var lidt problematisk i forhold til Lissabon-traktaten, så havde man en arrogance overfor Tyskland og de nationale systemer, som jeg aldrig har oplevet nogle andre steder. Man sagde simpelthen direkte, at de tyske højesteretsdommere havde misforstået deres opgave, og at man burde invitere dem ind til en konference for at belære dem om, hvad EU egentlig er. Sådan noget ville jeg aldrig have oplevet i Danmark.
Så den mest markante forskel er den måde, hvorpå man omtaler projektet. Jeg tror, at selv den mest hardcore EU-tilhænger i Danmark ville blive chokeret over at høre, hvad der er almindeligt at tale om i EU-Parlamentet."
Hvad har for dig været den største EU-politiske oplevelse i din tid i EU?
"Det er nok det, som jeg sidder med lige i øjeblikket. Jeg er nemlig medlem af den styregruppe, der skal prøve at implementere de dele af Lissabon-traktaten, der handler om de nationale parlamenters indflydelse. Med Lissabon-traktaten har man indført en særlig kontrol af subsidaritetsprincippet, som de nationale parlamenter skal forestå. Her er der så nedsat en styringsgruppe, hvor hvert parti i gruppen har lov til at sende ét medlem. Det betyder så, at det er en meget snæver kreds, der sidder og udarbejder de her retningslinjer, og jeg oplever her faktisk at kunne spille en meget konstruktiv rolle i forhandlingerne, hvor de føderale kræfter er mere eller mindre begrænsede til kun tre partigrupper. Vi er derfor fire, der prøver at give de nationale parlamenter en bedre indflydelse. Det tror jeg virkelig på går i den rigtige retning, og det må derfor indtil videre være det første "mini-slag" mellem de føderale og de mere praktiskorienterede folk."
Efter din opfattelse, hvor stor indflydelse har EU så?
"EU har en helt enorm indflydelse, og det største problem ved den er, at den i dagligdagen jo i mange kredse bliver voldsomt undervurderet. På en række sagsområder i Danmark er det op imod 80 procent af alle lovgivninger, der kommer via EU's systemer. Langt størstedelen af de ting har heller aldrig været i nærheden af nogen demokratisk beslutningsproces. Man må gøre sig klart, at rigtig mange af de direktiver, der bliver vedtaget i dag, bliver forhandlet på plads af diplomater. Det har en helt uoverskuelig stor indflydelse på os almindelige danskeres dagligdag."
I hvilken retning ser du EU bevæger sig?
"EU er i øjeblikket inde i en institutionel kamp, det tror jeg ikke, der kan herske nogen tvivl om. Der er en kamp imellem de føderale kræfter, der virkelig føler, at de har fået medvind, efter at Lissabon-traktaten er blevet tvunget igennem, og så de mere nationalt orienterede eller patriotiske kræfter, der til gengæld føler, at de har befolkningen med sig efter de tre nej'er til Lissabon-traktaten og på baggrund af sidste års parlamentsvalg. Den kamp udkæmper sig både i Parlamentet, men også en vis grad i Rådet. Det kan man blandt andet se, i forhold til stigende rolle, som EU-domstolen begynder at indtage. I takt med at borgerne vælger stadig flere skeptiske politikere, så overtager EU-domstolen den drivkraft, der altid har været i EU, hvor man ønsker at lave stadig mere centralstyring og stadig mere magt til EU. Det ser man tydelig i en række domme. Så EU bevæger sig altså i den retning, at man vil omdanne medlemlandene til en række delstater, hvilket på en række områder allerede er sket. I flere tilfælde har delstaterne i USA rent faktisk mere indflydelse, end medlemlandene har i EU. Der er ingen tvivl om, at man går i retning af en mere føderal model. Heldigvis reagerer mange borgere dog også på det, og simpelthen siger nej til EU."
Mener du, at EU bør få mere opmærksomhed i den brede offentlighed, end EU får i dag?
"Ja klart, for noget at det mest nedslående ved at sidde i EU-Parlamentet, det er, at man føler, at man har en række gode sager, men hver gang man så eksempelvis ringer til en journalist, så får man at vide, at det af en eller anden årsag er blevet valgt fra ud fra nogle forskellige kriterier. Det er virkelig nedslående at sidde og føle, at man er i centrum af noget væsentligt, og så ikke kunne komme ud med det. Det er sådan set det eneste frustrerende i forhold til at være skiftet fra Folketinget til EU-Parlamentet."
Følg med i Altingets EU-stafet næste fredag, og se, hvem Morten Messerschmidt sender stafetten videre til.
Morten Messerschmidt blev cand.jur. fra Københavns Universitet i 2009. Han blev første gang kendt i medierne som stifter af foreningen Kritiske Licensbetalere og sidenhen som deltager i tv-programmet Big Brother. I 2005 blev han valgt ind i Folketinget, hvor han blandt andet var europaordfører.
Ved EU-Parlamentsvalget i 2009 var han opstillet som spidskandidat for Dansk Folkeparti og fik 284.500 personlige stemmer - det antal personlige stemmer er næstflest ved et dansk EU-Parlamentsvalg gennem tiderne, kun overgået af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S).
Hvordan vil du definere din holdning til EU?
"Den synes jeg er meget konstruktiv og kritisk. Det skal forstås således, at jeg grundlæggende synes, at samarbejde i Europa er en rigtig god idé, og at man derfor skal have trukket EU derhen, hvor det er samarbejde som en praktisk løsning og ikke som et ideologisk projekt, der er det væsentligste. Vi skal simpelthen havde trukket alt ideologi ud - hymner, præsidentskaber og ting, der ikke betyder noget i den enkeltes dagligdag, men som kun er der for at skabe en egentlig stat. Det skal trækkes væk, så fokus kan komme på de faktiske resultater."
Hvad ser du som EU's største succes?
"Jeg tror, at EU's største succes, og sådan set også største fiasko, det er det indre marked. Det, at man har skabt et indre marked for varer, kapitaltjenester og arbejdstjenester, er unægtelig kimen til den velstand, som vi har i dag. Jeg synes derfor, at det indre marked som sådan er en genial ting, men det er også dét, der rummer kimen til rigtig mange problemer. Når det eksempelvis kommer til arbejdstagernes frie bevægelighed, så begynder man jo eksempelvis også at lade det gælde for udlændinge, hvilket er en trussel imod landenes udlændingepolitik. Det kunne også være, når man begynder at lave totalharmoniseringer at forbrugerrettigheder, i stedet for at lade det minimumsharmonisere. Så kort og godt kan man sige, at det indre marked er en kæmpestor succes, men også et kæmpestort problem."
Hvad ser du som den største forskel på at være EU-parlamentariker og folketingspolitiker?
"Det er helt klart mentaliteten blandt politikerne. I Folketinget er der en artikuleret tanke om, at EU skal være et samarbejde mellem selvstændige nationer. Altså at medlemslandene som sådan skal fylde noget. Den tanke og retorik er til gengæld nærmest fraværende i EU. I EU er de store grupper - de liberale, de konservative og socialdemokraterne - totalt styrede af føderalistiske kræfter, altså folk der virkelig ønsker at skabe "Europas forenede stater".
I Danmark er det nærmest lidt latterligt at tale om føderalisme og "Europas forenede stater". Folk tror, at det bare er sådan et skræmmebillede, der bliver trukket frem, når man kører valgkamp.
Men i Bruxelles og Strasbourg er det virkelig noget, som EU-grupperne, hvor altså også danske medlemmer af Parlamentet sidder, taler fuldstændig åbent om som et projekt, der skal realiseres.
Man har samtidig en ekstremt nedladende holdning overfor medlemslandene. Da den tyske højesteret sidste år afsagde en dom, der var lidt problematisk i forhold til Lissabon-traktaten, så havde man en arrogance overfor Tyskland og de nationale systemer, som jeg aldrig har oplevet nogle andre steder. Man sagde simpelthen direkte, at de tyske højesteretsdommere havde misforstået deres opgave, og at man burde invitere dem ind til en konference for at belære dem om, hvad EU egentlig er. Sådan noget ville jeg aldrig have oplevet i Danmark.
Så den mest markante forskel er den måde, hvorpå man omtaler projektet. Jeg tror, at selv den mest hardcore EU-tilhænger i Danmark ville blive chokeret over at høre, hvad der er almindeligt at tale om i EU-Parlamentet."
Hvad har for dig været den største EU-politiske oplevelse i din tid i EU?
"Det er nok det, som jeg sidder med lige i øjeblikket. Jeg er nemlig medlem af den styregruppe, der skal prøve at implementere de dele af Lissabon-traktaten, der handler om de nationale parlamenters indflydelse. Med Lissabon-traktaten har man indført en særlig kontrol af subsidaritetsprincippet, som de nationale parlamenter skal forestå. Her er der så nedsat en styringsgruppe, hvor hvert parti i gruppen har lov til at sende ét medlem. Det betyder så, at det er en meget snæver kreds, der sidder og udarbejder de her retningslinjer, og jeg oplever her faktisk at kunne spille en meget konstruktiv rolle i forhandlingerne, hvor de føderale kræfter er mere eller mindre begrænsede til kun tre partigrupper. Vi er derfor fire, der prøver at give de nationale parlamenter en bedre indflydelse. Det tror jeg virkelig på går i den rigtige retning, og det må derfor indtil videre være det første "mini-slag" mellem de føderale og de mere praktiskorienterede folk."
Efter din opfattelse, hvor stor indflydelse har EU så?
"EU har en helt enorm indflydelse, og det største problem ved den er, at den i dagligdagen jo i mange kredse bliver voldsomt undervurderet. På en række sagsområder i Danmark er det op imod 80 procent af alle lovgivninger, der kommer via EU's systemer. Langt størstedelen af de ting har heller aldrig været i nærheden af nogen demokratisk beslutningsproces. Man må gøre sig klart, at rigtig mange af de direktiver, der bliver vedtaget i dag, bliver forhandlet på plads af diplomater. Det har en helt uoverskuelig stor indflydelse på os almindelige danskeres dagligdag."
I hvilken retning ser du EU bevæger sig?
"EU er i øjeblikket inde i en institutionel kamp, det tror jeg ikke, der kan herske nogen tvivl om. Der er en kamp imellem de føderale kræfter, der virkelig føler, at de har fået medvind, efter at Lissabon-traktaten er blevet tvunget igennem, og så de mere nationalt orienterede eller patriotiske kræfter, der til gengæld føler, at de har befolkningen med sig efter de tre nej'er til Lissabon-traktaten og på baggrund af sidste års parlamentsvalg. Den kamp udkæmper sig både i Parlamentet, men også en vis grad i Rådet. Det kan man blandt andet se, i forhold til stigende rolle, som EU-domstolen begynder at indtage. I takt med at borgerne vælger stadig flere skeptiske politikere, så overtager EU-domstolen den drivkraft, der altid har været i EU, hvor man ønsker at lave stadig mere centralstyring og stadig mere magt til EU. Det ser man tydelig i en række domme. Så EU bevæger sig altså i den retning, at man vil omdanne medlemlandene til en række delstater, hvilket på en række områder allerede er sket. I flere tilfælde har delstaterne i USA rent faktisk mere indflydelse, end medlemlandene har i EU. Der er ingen tvivl om, at man går i retning af en mere føderal model. Heldigvis reagerer mange borgere dog også på det, og simpelthen siger nej til EU."
Mener du, at EU bør få mere opmærksomhed i den brede offentlighed, end EU får i dag?
"Ja klart, for noget at det mest nedslående ved at sidde i EU-Parlamentet, det er, at man føler, at man har en række gode sager, men hver gang man så eksempelvis ringer til en journalist, så får man at vide, at det af en eller anden årsag er blevet valgt fra ud fra nogle forskellige kriterier. Det er virkelig nedslående at sidde og føle, at man er i centrum af noget væsentligt, og så ikke kunne komme ud med det. Det er sådan set det eneste frustrerende i forhold til at være skiftet fra Folketinget til EU-Parlamentet."
Følg med i Altingets EU-stafet næste fredag, og se, hvem Morten Messerschmidt sender stafetten videre til.
Tvivlsomt om straf stopper vanvids-bilister
