Søvndal tvetydig om efterløn

EFTERLØN: Knap havde Villy Søvndal erklæret sig villige til at diskutere efterlønsreformer, før han korrigerede. Ingen planer om at ændre efterlønnen, lyder det nu.

SF's formand Villy Søvndal åbner i dagens udgave af Børsen døren på klem for, at efterlønnen ikke vil være fredet under en S-SF-regering. Søvndal forklarer, at han er åben over for alle ordninger, der kan få de ældre til at blive længere på arbejdsmarkedet, heriblandt efterlønsreformer. Søvndal slår dog fast, at han ikke har noget stort behov for at ændre på efterlønnen, hvis resultatet kan nås med andre midler. Her nævner partiformanden bl.a., at man vil se nærmere på den store stigning i sygefraværet, samtidig med at flere unge skal gennem uddannelsessystemet.

SF korrigerer: Ingen planer om at ændre efterløn
Bedst som Søvndal havde åbnet døren på klem for efterlønsreformer, blev den dog lukket igen. Over for Politiken afviser partiformanden til formiddag, at han har planer om at røre ved efterlønnen.

"SF har ingen planer om at forringe efterlønnen. Vi vil derimod gerne gøre det mere attraktivt at arbejde lidt længere gennem seniorordninger og fleksible aftrædelsesordninger for ældre medarbejdere,"siger SF's formand Villy Søvndal til Politiken.

Håndsrækning til R
Når Villy Søvndal ikke principielt afviser at røre ved efterlønnen, kan det ses som en håndsrækning til De Radikale, som har efterlyst arbejdsmarkedsreformer i en fremtidig S-ledet regering. I en pressemeddelelse udtrykker De Radikale da også deres begejstring over Villy Søvndals åbenhed over for efterlønsreformer.

"En reform af efterlønnen har i mange år været en radikal mærkesag. Derfor er det godt at se, at Villy Søvndal nu er villig til at se på en reform af efterlønnen. Men vi skal i gang med det samme, der er ingen grund til at vente. Det er fremtidens velfærd, der står på spil, for det er nu, de store generationer går på en velfortjent pension," siger Radikale Venstres gruppeformand Margrethe Vestager i pressemeddelelsen.

Radikale håber på efterlønsdebat
Vestager håber nu, at også S-formand Helle Thorning-Schmidt vil være villig til at diskutere efterløn.

Debatten om en udfasning eller afskaffelse af efterlønnen er ikke stilnet af trods politikernes berøringsangst. Senest har Arbejdsmarkedskommissionen vurderet, at reformer i efterlønnen ikke er til at komme udenom, når fremtidens velfærdssamfund skal sikres.

Forrige artikel Embedsmænd tager over i kommunerne Næste artikel Miljøministerium beskyldes for at lyve Miljøministerium beskyldes for at lyve