Miljøministerium beskyldes for at lyve

SKOV: Miljøministeriet skrev i en pressemeddelelse, at de positive vurderinger af skovene var baseret på DMU's rapporter. Det var de ikke. Eksperter og opposition raser.

Miljøministeriet beskyldes for vildledning og direkte løgn. Kritikken kommer fra eksperter og opposition, som mener, at ministeriet i en pressemeddelelse kommer med forkerte påstande.

Eksperter og opposition har i de seneste dage raset over, at Miljøministeriet blæste på den faglige vurdering fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) for at kunne tegne et forskønnet billede af de danske skoves tilstand. Nu viser det sig, at ministeriet efterfølgende lod som om, at de positive vurderinger kom fra netop DMU.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som Miljøministeriet i 2007 udsendte om sagen.

Professor Peter Pagh, Københavns Universitet, mener, at ministeriets pressemeddelelse vildleder offentligheden.
"Man lader det fremstå som om, at det er DMU's bedømmelse, men DMU's bedømmelse viste, at skovenes status var "dårlig" og "ringe". Det ændrede ministeriet til "god" og ukendt", så man kan ikke med nogen lødighed sige, at indberetningen er lavet af DMU. Det er en meget anløben måde at beskrive virkeligheden på," siger Peter Pagh.

Låner DMU's troværdighed 
I pressemeddelelsen skriver ministeriet, at Danmarks natur på mange måder er i fremgang. Herefter skriver ministeriet to gange, at fremgangen er baseret på rapporter fra DMU til EU. Men i de seneste dage er det kommet frem, at det ikke var DMU's vurderinger, som blev indberettet til EU. DMU's forskning viste derimod, at skovenes tilstand på en række områder var dårlig. Skov- og Naturstyrelsen forsøgte at få DMU til at gøre vurderingerne mere positive, men da DMU nægtede, endte Miljøministeriet med at indberette sine egne - og langt mere positive - vurderinger til EU.

SF's miljøordfører, Ida Auken, er fortørnet.
"Det er topmålet af hykleri, at man først vrider armen om på sine fagfolk og bagefter låner deres troværdighed, når man skal præsentere opgørelserne for offentligheden. Det er løgn, når ministeriet i pressemeddelelsen kalder indberetningen for en DMU-rapport. DMU's vurdering var nærmest den stik modsatte. Man vil åbenbart gerne have DMU's troværdighed, men man vil ikke have deres tal," siger hun.

S: Direkte løgn 
Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov, er så forarget, at hun har stillet spørgsmål til statsministeren om sagen.
"Først vælger Miljøministeriet at indberette sin egen glansbillede-fortolkning af skovenes tilstand til EU. Og derefter skriver man ud til offentligheden, at det er en faglig organisation, som har lavet vurderingerne, men det er jo direkte løgn. Man prøver at dække sine politiske prioriteringer ind under en objektiv forskning, men det er det ikke. Det er snyd og humbug," siger hun.

Miljøministeriets pressemeddelelse blev udsendt om eftermiddagen fredag den 21. december 2007 - sidste arbejdsdag inden jul.
En måned før var Troels Lund Poulsen (V) tiltrådt som miljøminister. Han ønskede i går ikke at kommentere sagen.

Update: Miljøministeren har tirsdag bestilt en kulegravning af hele forløbet.

Forrige artikel Søvndal tvetydig om efterløn Næste artikel Flere helårssommerhuse gør ondt på naturen Flere helårssommerhuse gør ondt på naturen